Jeg er så træt af børn med ’særlige behov’

Du godeste, hvor er jeg træt af børn med særlige behov. Eller nej, det er overhovedet ikke fair. For det er faktisk ikke dem, jeg er træt af. Det er snarere definitionen (eller manglen herpå) af ’særlige behov’. For hvis struktur, arbejdsro, forudsigelighed og en ordentlig omgangstone hører ind under ’særlige behov’, så gad jeg godt se kriterierne for ’normale behov’.

I årevis har mistrivsel, diagnoser og inklusionsudfordringer været på dagsordenen her, der og alle vegne, og fællesnævneren har, i alt for lang tid, været et individorienteret fokus. Heldigvis lader det nu -langt om længe - til, at pendulet svinger den anden vej, og man i pædagogiske kredse orienterer sig mere mod fællesskaberne og disses iboende styrke i forhold til at fremme trivslen blandt børn og unge.

Og det er mere end på høje tid. I min optik siger det sig selv, at individuelle aftaler, planer og løsninger i sagens natur bliver alt for personafhængige og dermed skrøbelige. Lærere og pædagogers dynamiske, uforudsigelige og til tider hektiske hverdag er ganske enkelt ikke en god kombination med en særskilt aftale om, at Leif i 2.A som den eneste har fået tilladelse til at beholde sine udesko på inde i klassen, at Maja fra 5.C må spise i timen, eller at Amira fra 4.B har indgået en særaftale om at komme lidt senere ind fra frikvarter. Forstå mig ret, der er som sådan intet galt med lejlighedsvise individuelle aftaler. Det er omfanget af dem, der efterhånden har nået en druknefarlig størrelse. Og det første offer er barnets tillid og tryghed - det næste offer er det vigtige og tillidsfulde skole/hjem-samarbejde.

Skrot begrebet inklusion

Vi skal blive langt bedre til at rette fokus mod fællesskaber, og hvordan vi som professionelle hjælper børn og unge med at udvikle dem, så der er plads til alle.

Og nu tillader jeg mig at modsige mig selv: For fællesskaber i sig selv er ikke en løsning. Fællesskaber kan nemlig gøre ondt, hvis man ikke kender rammerne og koderne og måske tilmed dagligt giver køb på sig selv og sine værdier blot for at få en lillefinger indenfor.

At indgå i, deltage i, bidrage til og udvikle på et fællesskab kræver både udsyn og selvindsigt og det er en færdighed, der skal udvikles. Den færdighed opnås ikke ved endeløse (og uholdbare) individuelle aftaler, ofte indgået på baggrund af mere eller mindre diffuse ’særlige behov’, men derimod ved at trække i det pædagogiske arbejdstøj og involvere børnene i arbejdet med klassefællesskabet.

Så kan man ved samme lejlighed overveje at skrotte begrebet ’inklusion’ én gang for alle. Især fordi de fleste efterhånden kun hører ekkoet ’spareøvelse’, men primært fordi selve inklusionsbegrebet også har et indlejret individuelt afsæt, hvor det bliver en opgave for den enkelte at passe ind i et ikke nærmere defineret ’fællesskab’.

At det hidtil ikke har fungeret, er vist efterhånden et faktum. Men hvis man nu - til en vis grad, bevares - erstatter de individuelle aftaler med nysgerrighed, rammesætning, reel inddragelse og værdiforankring, så kunne det måske blive lettere at udvikle de mangfoldige klassemiljøer, der vil gøre det lettere at høre til og finde mening og dermed være et vigtigt skridt på vejen mod bedre trivsel.