Jeg er lærer – ikke forældrenes terapeut

Jeg har netop deltaget i et kursus om børn som pårørende til psykisk syge forældre – arrangeret af kombu.dk. Det var fagligt stærkt og godt tilrettelagt, men én ting undrer og bekymrer mig: Hvorfor taler så mange fagfolk stadig mest om de voksne?

Gang på gang hørte jeg bekymringer for samarbejdet med forældrene, frygten for at gøre noget forkert og diskussioner om, hvordan man skånsomt kan bringe sygdommen på bane.

Men vi må ikke glemme, at vi er der for barnet – og barnet har ikke tid til at vente på, at vi bliver modige nok.

Vi bekymrer os for meget om forældrenes reaktion

Min egen erfaring som barn i en familie i krise lærte mig, hvor lidt der egentlig skal til. Der var en voksen, som frem for at komme med ekstra støtteforanstaltninger, spurgte mig, hvordan jeg havde det. Hun fortalte lidt om sig selv. Hun så mig. Bare det, at hun ville dele noget med mig, gjorde mig tryg.

I dag er jeg lærer på grund af hende.

Jeg oplever, at vi i skolen bliver trukket i en anden retning. Vi bliver bedt om at dokumentere, referere og samarbejde – og det centrerer sig ofte omkring forældrene. Selv når det handler om mistrivsel hos et barn, bliver vores første bekymring ofte: “Hvordan tager forældrene det?” Ikke: “Hvordan har barnet det?”

Jeg forstår det godt. Forældre kan reagere voldsomt. Der kan komme vrede, afstand og klager. Men vi må ikke lade os skræmme. Vi er ikke i skolen for at undgå konflikter. Vi er der for børnenes skyld. Og nogle gange kræver det, at vi står fast – også når det er ubehageligt.

Vi skal stole på vores intuition

Jeg er lærer – ikke forældrenes terapeut. Jeg er en vigtig voksen for deres barn. Og hvis forældre bliver vrede, fordi jeg bekymrer mig om deres barn, så må det være sådan. Barnets tryghed og trivsel går forud.

Vi må begynde at stole mere på vores intuition. Vi skal turde sige det højt i vores teams og til hinanden: “Jeg tror, der er noget, det barn kæmper med.” Ikke som en anklage, men som omsorg. Ikke med ambitionen om at redde alt, men med viljen til at være en tryg base.

Vi skal ikke fikse forældrene. Vi skal støtte deres børn. Og det kræver ikke mod – det kræver medmenneskelighed. Det kræver ikke et helt system. Det kræver ikke ekstra ressourcer eller lange samtaler. Det kræver nærvær. Et blik. En ægte interesse.