Af mine 21 år i indskolingen har dette uden sammenligning været det hårdeste

På min skole fik vi for nylig nyheden om, at en af vores rigtig gode kolleger havde sagt op. Hun var en erfaren og engageret lærer med virke som børnehaveklasseleder, og alle omkring hende ved godt, hvorfor hun sagde op: Udfordringer knyttet til et enkelt barn i klassen og barnets forældre – og alle de afledte effekter i klassens læringsmiljø.

Det ramte mig hårdt. Ikke kun personligt, men også på hele folkeskolens vegne, for hendes opsigelse bliver et billede på den indskolingskrise, som jeg mener, at vi står midt i.

Jeg kan nemlig godt forstå min kollegas beslutning om at stoppe, for jeg har selv haft samme overvejelser, efter jeg i dette skoleår for fjerde gang startede en 1. klasse op. Her ved årets slutning kan jeg se tilbage på det – uden sammenligning – hårdeste år, jeg har oplevet de sidste 21 år som lærer i indskolingen.

Jeg har i min tid naturligvis haft elever, som ikke var skoleparate, eller som var udadreagerende. Eller som ”bare” krævede en særlig langvarig indsats for at blive en del af fællesskabet. Det har jeg sammen med dygtige kolleger i al beskedenhed grad lykkedes med gennem årene.

Måske handler det om opdragelsen

Men der er sket et skred. Der er simpelthen flere elever, som ikke er undervisningsparate eller har udfordringer, som vanskeliggør “almindelig” skolegang. Hvor forklaringen på deres adfærd tidligere var tydelig og forståelig, står det i dag hen i det uvisse, hvorfor de opfører sig, som de gør.

Det er børn, som er kravs-afvisende (som det så populært hedder), og som ikke virker synderligt interesseret i at indgå på lige fod med de andre i klassens fællesskab. Børn, som ikke har den naturlige respekt for autoriteter eller voksne generelt, og som reagerer kraftigt, hver gang de møder regler og forventninger. Børn, som skriger, slår, sparker, river, truer og kaster med ting. Eller som bare går ud af klassen og væk. Som gemmer sig. Som jeg hver morgen siger ”godmorgen” til, mens deres svar bare er ”nej”.

Vi har diskuteret inklusionens problematikker i mere end et årti nu, men disse nye elever tilføjer et ekstra lag. Måske forklaringen på de udfordringer, vi og eleverne står i, er blevet mere utydelige og handler mindre om diagnoser.

Måske handler de mere om opdragelsen hjemmefra, idet nogle af eleverne mangler helt basal behovsudsættelse, fællesskabsforståelse, empati og almindelig situationsfornemmelse.

Jeg tror, at nogle af de ”naturlige kampe” simpelthen ikke er blevet taget derhjemme, men måske undgået i et misforstået forsøg på at undgå sure miner og dårlig stemning.  

Langt fra den sidste

Det er på sin vis nok naturligt, at det særligt er i indskolingen, vi først mærker konsekvenserne af inklusionsdagsordenen, men jeg tror, at der er god grund til at fokusere mere energi og ressourcer hertil. Både for at undgå, at filmen knækker helt, før den knapt er begyndt, men også for at sørge for, at de udfordringer her bliver håndteret, så ikke problemerne vokser videre i skoleforløbet.

Det betyder, at vi stadigvæk skal kæmpe for flere ressourcer til tolærerordninger, co-teaching, efter-videreuddannelse, lærerstartsordninger og langt mere tid til klasselærerarbejdet.

Men det handler også om, at vi skal værne om klassens regler og normer. Her er vi nødt til at have sendt nogle tydelige signaler til forældrene om deres børns adfærd, så vi kan få dem på banen og sammen kan trække i den samme retning. Forældrene skal vide, at deres børn indgår i et fællesskab, og det kræver noget af dem.

Der skal ske en ændring, særligt i indskolingen og særligt med forældrene. Ellers bliver min dygtige kollega langt fra den sidste, der vender lærergerningen ryggen.