Ingen kan være tjent med, at særaftaler nu fylder så meget

Den ene elev må kun sidde i en bestemt del af klassen. Den anden elev må ikke lave gruppearbejde med den tredje elev, som til gengæld ikke må stilles spørgsmål af læreren. Den fjerde og den femte er fritaget fra at bade i idræt. Den sjette må have høretelefoner på, og den syvende må forlade klassen, når han vil.

Ovenstående er nogle af de mest hyppige eksempler på de typer af særaftaler, der findes i den danske folkeskole.

Antallet af særaftaler vokser, og syv ud af ti lærere oplever, at det har taget overhånd. Det viser en ny rundspørge, som Fagbladet Folkeskolen har foretaget blandt folkeskolelærere og børnehaveklasseledere.

Læs også

Særaftaler

Ny undersøgelse: Lærere drukner i for mange særaftaler med eleverne

Hver fjerde lærer skal håndtere særaftaler for mellem fem og ti elever i deres klasse. To ud af tre har særaftaler for to-fire elever. Nogle har sociale hensyn, andre har faglige hensyn. Og tilsammen er der så meget at huske og holde styr på, at det skader arbejdsmiljøet. Mere end seks ud af ti lærere svarer i undersøgelsen, at særaftaler har en negativ eller meget negativ betydning for deres arbejdsmiljø.

De mange særaftaler er et symptom på et større problem. Inklusionsdagsordenen betyder, at lærerne har fået mange flere opgaver, som de ikke har tid til. Samtidig kan vi se i rundspørgen, at mange lærere oplever et stigende ønske om individualisering fra forældre, hvilket presser fællesskabet.

Det er vi nødt til at lave om på. Ingen kan være tjent med, at særaftaler nu fylder så meget, at lærerne har svært ved at gennemføre undervisningen. Det er hverken sundt for læreren, eleverne eller fællesskabet.      

I temaet om særaftaler har vi både lærere, ledere, forældre og eksperters bud på konkrete løsninger. Der peges på tolærerordninger, holdinddeling og særlige tilbud lokalt til elever, der har brug for det. 

Alle er dog enige om, at der først og fremmest er brug for et tæt samarbejde mellem lærere, ledere og forældre. Jeg tror, det er det helt rigtige. Og jeg tror, det vil sætte både lærere og elever fri, hvis det samarbejde munder ud i konkrete rammer og retningslinjer på den enkelte skole: Hvordan håndterer vi særaftaler her hos os? Hvad kan lade sig gøre, hvornår bruger vi særaftaler, og hvad kan der ikke laves om på, hvis fællesskabet skal fungere?

Forudsætningen for at løse et problem er, at man er enige om, at det findes. Uanset hvordan man løser det, så håber jeg, at vores artikler har slået fast, at der er et problem.