Idrætslærer: Vi skylder vores elever en ordentlig vurdering

Når vi som idrætslærere skal give standpunktskarakterer i 8. og 9. klasse, står vi i min optik med en af de mest komplekse vurderingsopgaver i folkeskolen. Hvordan vurderer man en elevs læring i et fag, hvor kroppen er det primære redskab, og hvor udvikling ofte sker i det sociale, det personlige og det kropslige, snarere end i det målbare?

Idræt er et fag, hvor eleverne lærer med kroppen. De lærer at samarbejde, tage ansvar, mærke sig selv og hinanden. De lærer at håndtere udfordringer, være i bevægelse og forstå deres egen rolle i et fællesskab. Det er læring, der ikke altid kan ses i en enkelt præstation, men som alligevel er dybt betydningsfuld.

Jeg oplever indimellem, at karaktergivningen skygger for den umiddelbare glæde ved bevægelse. Når eleverne spørger: “Hvad skal jeg gøre for at få 10?”, bliver det tydeligt, at fokus er flyttet fra deltagelse og udvikling til præstation og måling. Det er en udfordring, vi som idrætslærere må tage alvorligt.

Det handler ikke kun om pædagogik, men også om praktiske vilkår. Som idrætslærer har jeg ofte mange elever i hænderne i løbet af en uge. På mange skoler er idrætstimerne for hele årgangen samtidig, og det betyder, at man kan have op til fire klasser i gang, hvilket gør det vanskeligt at få øje på den enkelte elev i et helhedsperspektiv.

Jeg har oplevet at få en henvendelse fra en meget stille elev, der undrede sig over sin karakter. Jeg må indrømme, at han måske for var forsvundet lidt i mængden. Hans henvendelse fik mig til at gå tilbage i gamle noter, gennemgå videodokumentation og drøfte forløbet med kolleger. Det endte med, at vi hævede elevens karakter – for det var det rigtige at gøre. Men episoden gjorde mig bevidst om, hvor krævende og sammensat vurderingsopgaven er i praksis.

Vurderingsark kan være en god hjælp

Dansk Skoleidræt anbefaler, at vurderingen i idræt tager udgangspunkt i kropslige færdigheder, idrætslige færdigheder og idrætsfaglig viden. Det giver et bredt og nuanceret blik på elevernes læring og understøtter en vurderingskultur, hvor flere elever kan opleve, at de er set og anerkendt. I den forbindelse er der udgivet et vurderingsark, både lærere og elever kan anvende i denne komplekse opgave.

Jeg vil opfordre alle idrætslærere til at tage vurderingsopgaven alvorligt og bruge den som anledning til løbende faglig refleksion. Hvad er det egentlig, vi vil med vores undervisning? Og hvordan kan karaktergivningen understøtte det? Hvordan indsamler vi den viden, der underbygger karakteren?

Det kan være gennem feedback i undervisningen, systematiske observationer af elevernes deltagelse og udvikling, brug af video- eller billeddokumentation fra aktiviteter, testforløb, opvisninger eller præstationer. Det kan også være gennem elevernes egne refleksioner og logbogsnotater, eller ved at inddrage erfaringer fra konkurrencer, events og miniprøver. Mulighederne er mange. Derfor er det vigtigt, at vi som undervisere er særligt opmærksomme på de valg, vi tager, i forhold til netop vores virkelighed. Uanset hvilke veje, man tager som idrætslærer, er det vigtigt, at karakteren bidrager til et retvisende og helhedsorienteret billede af vores elevers faglige udvikling.

Vi skylder vores elever en vurdering, der afspejler den læring, de faktisk oplever i idrætsfaget. Ikke kun det, der kan måles, men også det, der mærkes. Det er en svær opgave, som er vigtig at forholde sig til.