I 90’erne kom fokus på det enkelte barns udvikling. Så eksplo­derede mistrivslen

Hvad har du lyst til at lære i dag? Og hvordan nurser vi din personlige læringsstil og multiple intelligenser?

Sådan karikerer lektor emeritus ved DPU Jens Erik Kristensen det paradigme, der siden folkeskoleloven af 1993 er kommet til at dominere i folkeskolen. Det er skidt, og det er vi da også på vej væk fra, mener han, med henvisning til debatten om åndelig oprustning og den pågående fagfornyelse. Begge er veje til mere fællesskab og kollektive forpligtelser af eleverne.

At der nok er noget om den snak, fremgår af programmet for KL's Børn og Unge Topmøde 2026, hvor ”meningsfulde fællesskaber” var honnør-ordet fra KL, Danmarks Lærerforening og ikke mindst børne- og undervisningsministeren.

Men hvad skal være meningen med fællesskabet, fristes man til at spørge, hvilke værdier skal fremtidens folkeskole hvilke på?

Den tidligere rektor for DPU Lars-Henrik Schmidt profeterede engang om en tid, hvor folkeskolen ville blive mere holdningspræget og mindre værdipræget. Værdier kan man have i fred, og dem bør andre respektere, men holdninger er noget, man diskuterer, forsvarer og eventuelt skifter ud i mødet med bedre argumenter.

Og med folkeskoleloven af 1993 skete der netop et værdiskifte fra folk, fællesskab og lighed til individ og personlig lyst og frihed. Den enkelte elev skulle opnå ”tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle”, og dermed blev eleverne til ligeværdige, men også individuelle brugere af skolens ydelser.

Man kan sige, at betoningen af det enkelte barns individualitet fik paradigmatisk betydning for folkeskolen. Fokus blev lagt på det enkelte barns udviklings-, lærings, kompetence- og trivselsmål på bekostning af klassefællesskabet. Og i årtierne derefter eksploderede så mistrivslen, efterspørgslen på psykologiske udredninger og klagerne over mangel på samme.

Skolen blev efterladt med en umulig opgave. Men nu er det måske ved at være slut.

Mindre fokus på elevernes meninger

Af den politiske aftale om folkeskolens fagfornyelse fremgår det, at polarisering og pres på demokratiske værdier kræver en skole, der står solidt på demokratiets og videnskabens side. Det betyder formentlig, at lærerne skal fokusere lidt mindre på den enkelte elevs meninger og lidt mere på dialogen med og mellem eleverne.

Folkeskolen må rykke sig væk fra risikoen for at blive set som en del af sundhedsvæsenet, der leverer velvære, og genfinde sin værdighed som oplysningsanstalt.

Forudsætningen for alt dette er høje, faglige kvalitetsstandarder. Vel skal der være plads til forskelle, toninger og prioriteringer mellem kommunerne, men der forekommer forskelle, som burde være uacceptable.

Skolehistoriker ved DPU Ning de Coninck-Smith har peget på, at folkeskoleloven fra 1899 udsprang af en undergangsstemning. Datidens landbrugssamfund bevægede sig hastigt mod industrisamfund og de sociale og klassemæssige følger og forskydninger forekom truende og uoverstigelige. Folkeskolen skulle være kriseløser.

Det motiv virker genkendeligt i 2026. Bevægelsen fra enhedskultur til en heterogen og individualiseret kultur, polariseringer og splittelse, selv skolesystemet synes til tider truet af kollaps. Der er muligvis behov for åndelig oprustning, hvad end man forstår ved begrebet, men det er ganske sikkert nødvendigt at forsvare det demokratiske fællesskab, en ny konsensusfortælling og en folkeskole, der kan genindtage rollen som hjørnesten i fundamentet under det danske samfund.

Det er en stor opgave, men ambitionerne med folkeskolen skal være tilsvarende, for ingen anden samfundsinstitution har samme mulighed for at skabe en balance mellem individ og fællesskab.