Hvis Tesfaye faktisk mener noget med folkeskolens fællesskab, kan han passende vende tilbage til udgangspunktet hos Peter Sabroe

Alle nikker, når Tesfaye for tiden taler om, vi skal blive bedre til at bakke op om fællesskabet i folkeskolen. Men hov, er det ikke regeringspartierne selv, der igennem de seneste 20 år har skabt individualiseringen af skolen? Og er Tesfayes ide om mere magtanvendelse ikke netop endnu en individualisering?

Jeg gik selv i skole, dengang skolen skulle være den lokale kulturinstitution. Jeg var på lejrskole hvert eneste år, lavede en masse teater og var på et hav af ture. Det var i 90’erne med Ole Vig Jensens store forsøgs- og udviklingsprogram og Det Musiske Udvalg. Dengang var skolen netop et fælles projekt.

Men der skete noget med fællesskabet.

Det begyndte nok allerede i slutningen af 90’erne med de første klare mål, men fra 00’erne gik det helt galt, da Anders Fogh gik til kamp mod rundkredspædagogikken. Nu skulle vi hver især være vores egen lykkes smed med skattestop og nye køkkener og konkurrence mellem skoler.

PISA-panikken gjorde derefter de individuelle præstationer i de nationale test til omdrejningspunkt for hele skolen, og folkeskolerne blev markedsgjorte med offentlige ranglister. Familier skulle ikke længere bidrage til fællesskabet i den lokale skole, nu skulle de tjekke resultater og kæmpe om at få deres børn ind på de højtpræsterende skoler.

Det hele blev så i 10’erne toppet op med et væld af nye læringsmål, masser af skærme, ensliggørende portaler og besparelser på lærernes forberedelsestid. Pludselig sad alle eleverne bag hver deres skærm med øjnene stift rettet mod individuelle præstationsmål i stedet for på hinanden og læreren.

Hvis de økonomiske besparelser på det tidspunkt ikke allerede havde taget livet af musicals, koncerter og teaterforestillinger, så kom dødsstødet med de nye adgangskrav til ungdomsuddannelserne. Folkeskolens prøver blev til eksaminer og skolen blev reduceret til et individuelt præstationsræs. Den forstue til videre uddannelse, som undervisningsminister Jørgen Jørgensen ellers havde advaret imod allerede i 1937.

Det er ikke fordi, vi i Radikale Venstre selv er uden skyld i udviklingen. Vi har været med til det meste undervejs. Men modsat regeringspartierne er vi for længst blevet klogere og tager ansvar for at rette op. Vi vil give et børneløfte, der tilfører de milliarder, det helt reelt koster at få flere lærere, levende undervisning og stærke fællesskaber.

Regeringen vil derimod ikke prioritere pengene. Og kæden hopper helt af for Peter Sabroes gamle parti, når Tesfaye i stedet argumenterer for, at der er brug for magtanvendelse i skolen for fællesskabets skyld. Peter Sabroe forsvarede de børn, der havde forældre, som ikke kunne tage sig af dem, men nu vender Tesfaye sig mod dem: De er ikke børn, der har brug for mere støtte fra samfundet, de er derimod pissedårligt opdragede og har brug for at blive afrettet med magt.

Tesfaye mener, det styrker fællesskabet at bruge magt mod den elev, der forstyrrer undervisningen. For så kan de andre komme videre uden vedkommende.

Men hvad gør det ved et barn at blive slæbt af sted i armen, fordi hans ADHD ikke er til at styre i dag? Eller fordi der har været en uløst konflikt i frikvarteret? Eller fordi hendes forældre er ved at blive skilt? Og hvad gør det ved hele klassen at se, at det er det, der sker med én, hvis man som 11årig ikke altid kan holde sig disciplineret og undervisningsparat?

Selvfølgelig kan der være sjældne situationer, hvor en lærer eksempelvis må holde om et barn, for at forhindre det i akut at gøre skade på sig selv eller andre.

Men det styrker ikke fællesskabet, når en lærer bruger fysisk magt. Det er per definition en dårlig situation, der helst skulle have været undgået. Det giver ikke tryghed, men utryghed.

Når et barn bliver udadreagerende, har det brug for hjælp. For dygtige voksne der ser det med venlige øjne, og som om nødvendigt sætter sig roligt udenfor og lytter, mens en anden lærer fortsætter undervisningen for de andre.

Det har brug for lærere og pædagoger med overskud, og for at der altid er en ekstra voksen, når det er nødvendigt. Ikke for riv i armen, skæld ud og eksklusion af fællesskabet. Ikke for en tilbagevenden til 1950ernes skole, der delte børn op i får og bukke og sorterede arbejderklassens børn og de, der havde mest brug for hjælp, fra.

Hvis Tesfaye faktisk mener noget med snakken om fællesskab i folkeskolen, kan han passende vende tilbage til udgangspunktet hos Peter Sabroe og det socialdemokrati, der engang passede på de svageste børn. Så kan vi sammen lave en aftale, der afsætter de nødvendige ressourcer til at løfte skolen som et fællesskab, i stedet for blot at individualisere skolens udfordringer endnu mere ved at lægge de mest udfordrede børn for had.