Hvad skal vi med tolærertimer, når vi hverken er nok lærere eller har tid til fælles forberedelse?

Københavns Borgerrepræsentation vil bruge næsten 400 millioner kroner på tolærerordningen i 8. og 9. klasse. Hovedstaden er ikke ene om at satse på tolærertimer. Landet over investeres der i to lærere som løsning på en hel masse af skolens problemer med inklusion og svigtende læringsresultater.

Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Alligevel fremstilles ordningen allerede som en sikker gevinst, især af lærerforeningen i København. I virkeligheden risikerer den at blive en bjørnetjeneste, der falder mellem to stole og ikke leverer den kvalitet, eleverne har brug for.

For hvad hjælper det at have to lærere i klasselokalet, hvis der ikke er tid til fælles planlægning? Uden koordinerede aftaler bliver den ekstra lærer ofte en passiv “radiatorvarmer”. En går rundt og prøver at styre urolige elever eller sidder bare sidder og kigger på.

Én lærer styrer undervisningen, mens den anden ikke får ansvar eller mulighed for fagligt at bidrage. Ikke fordi vi ikke vil samarbejde, men fordi der simpelthen ikke er tid til det. Resultatet kan ende med spildte ressourcer og undervisning, der ikke løfter eleverne.

En illusion

Som lærer oplever jeg det hver dag med travlhed og mange kasketter. Jeg underviser 130 elever fordelt på to årgange, er klasselærer i tre fyldte klasser og underviser i syv fag, men er kun linjefagsuddannet i to af dem.

Samtidig er vi seks kollegaer, der skal koordinere og forberede os sammen, men der er kun afsat to timer om ugen, og det er ikke engang afklaret, hvem der skal mødes, eller hvordan vi skal mødes.

Det er ikke holdbart. Ledelsen må tage ansvar for at strukturere samarbejdet på skolerne. Det kan ikke være lærerne selv, der både skal løse opgaven og finde på rammen for den. Så nej, jeg mangler ikke flere voksne i lokalet, men tid til at sikre tryghed og fagligt stærk undervisning, der rent faktisk rykker noget for eleverne.

Så spørgsmålet er nu: Ender hele satsningen med to lærer i undervisningen som en dråbe i havet, hvis den ikke ledsages af øget undervisningskvalitet, bedre vikardækning og styrket lærerrekruttering?

Lederne skærer nemlig ofte den ene lærer væk, fordi vedkommende skal bruges som vikar i en anden klasse, der mangler en lærer på grund af sygdom eller dårligt arbejdsmiljø. På den måde bliver ordningen en illusion uden reel effekt i klasseværelset.

Ikke flere radiatorvarmere

Og hvem skal egentlig være den ekstra lærer? I København er næsten 30 procent af underviserne ikke læreruddannede. Bliver det en af de næsten 30 procent uuddannede, der skal løfte elevernes faglige niveau og hjælpe dem med at bestå dansk og matematik?

Samtidig forlader hver femte nyuddannede lærer folkeskolen inden for tre år, og at fire ud af ti læreruddannede slet ikke arbejder i folkeskolen. Det peger på ét centralt problem: Arbejdsmiljøet og rammerne for lærerarbejdet. Det skal løses, før vi kan tale om flere varme hænder, der reelt løfter kvaliteten i mødet med børnene.

Inden vi hæver ambitionsniveauet fra politisk side med nye ordninger, bør vi sikre, at vilkårene for lærerne er de rette, så flere bliver i faget. Vi mangler ikke kun flere voksne i lokalet. Vi mangler bedre lektioner, højere kvalitet og bedre arbejdsvilkår.

Da pengene kun kan bruges én gang, skal vi sørge for at bruge dem klogt, både til gavn for eleverne og for lærernes arbejdsvilkår. Hvis vi skal have en skole, hvor undervisningen er fagligt stærk, tryg og værdig for alle elever, kommer det ikke uden tid til fælles forberedelse, ordentlig vikardækning og flere uddannede lærere.