Jeg synes slet ikke, vi er færdige med at diskutere, om investe­ringer i våben­industrien hører hjemme i DLF

Danmarks Lærerforening råder over et milliardbeløb, der først og fremmest skal sikre konfliktberedskabet. Lockouten viste, hvorfor det er nødvendigt. Pengene kommer fra medlemmernes kontingent og fra afkastet af foreningens investeringer.

Nu har hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening uden forudgående debat ændret politik, så medlemmernes penge kan investeres i våbenindustrien. Det er en vidtgående beslutning. Men det rejser også et mere grundlæggende spørgsmål: Hører den slags beslutninger overhovedet hjemme i vores fagforening?

Det handler ikke om, hvorvidt man er for eller imod oprustning. Det handler om, hvorvidt Danmarks Lærerforening skal bruge medlemmernes penge til at sende et politisk signal om øget oprustning.

6 grunde til at overveje beslutningen

Siden 1997 har Danmarks Lærerforening taget afstand fra investeringer i våbenindustrien.

Det har været begrundet i et etisk charter baseret på humanistiske principper, menneskerettigheder og faglige rettigheder. Her fremgår det blandt andet, at ”foreningen ikke ønsker at investere i virksomheder, som via deres aktivitet: fremmer voldelige konflikter, herunder baserer deres aktivitet på produktion af våben eller handel hermed.”

I juli 2026 ændrede hovedstyrelsen denne politik. Fremover kan foreningens milliarder investeres i forsvarsvirksomheder i EU- og NATO-lande – 36 lande, herunder USA. Begrundelsen fra hovedstyrelsen er, at ”den sikkerhedspolitiske virkelighed i verden har ændret sig”.

Der er en række grunde til at diskutere, om det er en god beslutning:

For det første er DLF’s værdigrundlag humanistisk og baseret på menneskerettigheder og faglige rettigheder. Det er en del af vores identitet som fagforening og som undervisere og omsorgspersoner for børn. Derfor er det relevant at spørge, hvad der sker med det værdigrundlag, når vi begynder at investere i våbenindustrien.

For det andet deler beslutningen om investeringer i våbenindustrien allerede hovedstyrelsen. Et flertal stemte for, mens knap en tredjedel udgjorde et mindretal. Det er rimeligt at antage, at beslutningen på samme måder deler medlemmerne.

For det tredje er det en unødvendig beslutning. Våbenindustrien er ikke nødvendigvis en forudsætning for et godt investeringsafkast. Og industrien er naturligvis heller ikke afhængig af, om Danmarks Lærerforening køber aktier.

For det fjerde er det ikke nødvendigt, at en fagforening tager stilling til den generelle sikkerhedspolitik.

Vi kan godt opfordre til våbenhvile i områder, hvor lærere og elever er ofre for krig. Men en generel beslutning om at investere i forsvarsindustrien er også et politisk signal om oprustning. Det kan man være for eller imod. Men den slags overordnede beslutninger hører først og fremmest hjemme i Folketinget og hos de folkevalgte.

For det femte er det tæt på umuligt at sondre mellem investeringer i våben og investeringer i forsvar. Hovedstyrelsen taler om forsvarsvirksomheder, men produkterne kan anvendes i krig. Derfor er det ord-jongleri, når hovedstyrelsen taler om investeringer i forsvarsfirmaer.

Endelig for det sjette er der spørgsmålet om gennemsigtighed. Hvor meget kan Danmarks Lærerforening reelt vide om, hvad virksomhederne producerer, hvem der køber produkterne, og hvor de ender med at blive brugt?

Diskutér det i kredsene

Personligt bryder jeg mig meget lidt om, at min fagforening bruger en del af mit kontingent på den måde. Jeg synes, det er en meget stor beslutning at træffe så – lad mig kalde det – diskret, for ikke at fornærme nogen.

Derfor rejser jeg spørgsmålet på Københavns Lærerforenings generalforsamling 2. oktober.

Jeg håber, at andre vil gøre det samme rundt om i landets kredse og generalforsamlinger.