Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Skolestarten er over os. Men ikke kun eleverne skal finde sig til de rette i den nye hverdag – det skal de nyuddannede lærere også.
Det er nemlig en stor omvæltning at gå fra at være studerende til at komme ud på en skole som fastansat. Man kommer med en masse ny energi, men man har også brug for at have nogle erfarne kolleger at læne sig op ad. En god start på livet som lærer sætter positive spor i resten af arbejdslivet – og det samme kan en dårlig.
Desværre gør vi i dag slet ikke nok for at støtte de nyuddannede lærere. Ifølge en ny kortlægning fra Danmarks Evalueringsinstitut lavet for KL og Danmarks Lærerforening, oplever 43 pct. af de nyuddannede lærere, at der generelt mangler struktur i deres opstart som lærer.
Listen over de positive effekter af en god start for nyuddannede lærere er ellers lang: Ud over at bidrage til at fastholde og motivere de nye lærere selv, kan en god start styrke kvaliteten af undervisningen og dermed elevernes læring.
Samtidig står vi over for en akut mangel på lærere i folkeskolen – og vi ved, at mange lærere forlader folkeskolen allerede efter kort tid efter afslutningen på læreruddannelsen. Kun 66,7 procent af årgangen, der dimitterede fra læreruddannelsen i 2015, arbejdede fx på en folkeskole ét år senere, viste en analyse i 2022. Og en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viste i 2021, at kun 60,1 procent af de læreruddannede arbejder i folkeskolen.
Derfor har Danmarks Lærerforening foreslået en national handleplan for lærerprofessionen. Den skal se på hele kæden fra de første overvejelser om en læreruddannelse til arbejdet som lærer i folkeskolen. En vigtigt led i den kæde er at støtte de nyuddannede lærere. De skal have mentorer, introforløb og feedback, der til sammen kan give dem et godt udgangspunkt for at udvikle sig i lærerprofessionen.
Som nyuddannet lærer er det ærgerligt at forlade folkeskolen, inden man rigtigt er kommet i gang. Og det er også et stort tab for samfundet, der i den grad mangler uddannede lærere. Så lad os nu give dem den støtte, de fortjener.
Debat: Nyuddannede lærere fortjener mere støtte
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.