Drenge får mere ros i matematik end piger

Hvordan taler vi til piger og drenge i matematikundervisningen? Hvem får anerkendelse for deres faglige evner – og hvem bliver rost for at være hjælpsom og pligtopfyldende?

I mit speciale har jeg observeret matematikundervisning i 1. klasse på fem danske folkeskoler.

Her så jeg et mønster, der gentog sig: Drenge blev ofte mødt med faglig opmuntring og ros – også når de forstyrrede undervisningen.

Et eksempel: En dreng afbryder undervisningen, hvor læreren er ved at gennemgå ti-tabellen, fordi han gerne vil svare. Først ignorerer læreren drengen og irettesætter ikke hans adfærd. Da hun er færdig med at gennemgå opgaven, får drengen alligevel lov til at svare højt for hele klassen – selvom han ikke har hånden oppe. Hun anerkender hans bidrag med kommentarer som ”sejt, at du også kan det”, og ”du er sej” – selvom hans svar ikke relaterer til det, hun har spurgt om.

Pigerne i samme klasse får sjældnere ros for deres matematiske evner. I stedet bliver de anerkendt for at være søde, hjælpsomme og ansvarlige. En pige forsøger f.eks. at gå i gang med opgaven med ti-tabellen, mens læreren stadig er i gange med at forklare – og bliver straks bedt om at vente.

Drenge lærer, at aktiv og til tider forstyrrende adfærd kan føre til faglig opmærksomhed og anerkendelse. Piger lærer, at det ikke er passende – og tilpasser sig derefter.

Det skaber en kønsstereotyp barriere, hvor drenge får mulighed for at udvikle sig fagligt gennem deltagelse, mens piger i højere grad fastholdes i en rolle som passive og pligtopfyldende.

Én, der er god til matematik

Denne forskel i forventninger og feedback har konsekvenser. Når piger ikke mødes med samme faglige forventninger som drenge, kan det påvirke deres tro på egne evner og deres lyst til at engagere sig i matematik. De risikerer at internalisere en fortælling om, at matematik ikke er for dem – og det kan få betydning langt ud over folkeskolen. For hvis man ikke ser sig selv som ”én, der er god til matematik”, bliver det sværere at vælge en uddannelse eller karrierevej inden for STEM-felterne.

Det handler ikke om, at drenge skal have mindre opmærksomhed. Det handler om, at alle elever – uanset køn – skal mødes med faglig anerkendelse, når de engagerer sig, og med tydelige rammer, når de forstyrrer. Det er ikke bare et spørgsmål om retfærdighed her og nu. Det er en investering i elevernes selvforståelse – og i deres fremtidige muligheder, ikke mindst inden for STEM-felterne.

Så her er mit spørgsmål til jer, der står i klasseværelset hver dag: Hvordan kan vi sikre, at alle elever – uanset køn – får mulighed for at se sig selv som en, der er god til matematik?