DLF vil afskaffe afgangsprøverne, men de er gode for både eleverne og os lærere

Siden efteråret 2024 har det været Danmarks Lærerforenings politik at afskaffe afgangsprøverne og erstatte dem med en mere helhedsorienteret vurdering. Nok sætter jeg pris på at være medlem af en fagforening, der tør være visionær og tænke nyt om vores folkeskole, men lige her er jeg ikke enig. Jeg vil altså have lov til at føre til prøve.

Derfor har jeg samlet fire grunde til, hvorfor jeg synes afgangsprøverne er vigtige.

For det første giver det eleverne mulighed for at øve sig i at gå til prøve i et trygt miljø. Uden at underkende gymnasie- og erhvervsuddannelseslærernes relationsarbejde, tror jeg, at vi folkeskolelærere kender vores elever bedst.

Vi har dem ofte i flere fag og i flere år, og vi har et tættere teamsamarbejde omkring den enkelte klasse og elev. Så folkeskolens afgangsprøver en god sandkasse at øve sig i - med kendte og trygge voksne, der kan gribe og støtte.

Jeg ved nemlig, at Nanna bliver nervøs, så jeg tilbyder hende en flaske vand under prøven, når jeg kan se, hendes hals begynder at blive rødspættet under prøven. Jeg ved, at Linus skal have et ekstra skub i forhold til at få kilderne i hans prøvemateriale til at passe til kravene. Og jeg ved, at Anna skal hjælpes til at komme videre fra sin redegørelse.

Sund censursæson

For det andet er årskarakterer sårbare. Det kom sidste sommer frem, at 18 gymnasier er under tilsyn på grund af en bemærkelsesværdigt stor difference mellem års- og eksamenskarakterer. Der er ingen grund til at tro, at denne bias ikke gør sig gældende i folkeskolen. Jeg har oplevet elever få henholdsvis 7 og 00 i historie og samfundsfag af hver sin lærer. Det giver ingen mening, når der er tale om to så beslægtede fag. 

Nok kan afgangsprøven i yderste, yderste potens have konsekvenser for elevernes fremtid. Men netop derfor er der også en censor, som sikrer retfærdige prøvevilkår. En rent intern vurdering risikerer altså at øge bias.

For det tredje er prøve- og censursæsonen sund for os lærere. På min skole er vi i hvert af de tre kulturfag kun to-tre stykker, der dækker hele udskolingen. Selvom vi er gode til at vidensdele, er det rigtig rart at få viden udefra.

Når jeg har været ude som censor i kristendomskundskab, som jeg ikke er linjefagsuddannet i, har jeg fået værdifuld inspiration og konkrete materialer med mig hjem. Det er givende at have et par dage, hvor man kan fagnørde med en fremmed kollega.

Succesoplevelse for eleverne

For det fjerde kan jeg bare godt lide at sætte kronen på værket sammen med mine elever. Man strammer ballerne som elev og som lærer, når der er noget på spil. Vi lærere går en ekstra mil, fordi vi ønsker at vores elever skal få en god eksamensoplevelse, og eleverne oplever, at fordybelse giver pote, når de bliver faglige eksperter på Grundtvig eller oliekrisen.

Sidste sommer havde jeg en klasse til prøve i kristendomskundskab. Jeg havde overtaget dem op til 9. klasse, og min oplevelse var, at det havde været et temmelig perifert fag for dem i 8., hvilket til dels skyldes timetallet.

Men da vi pludselig skulle til prøve, fik faget lov at vokse og folde sig ud i elevernes bevidsthed. Jeg kunne høre dem diskutere syndefaldsmyten og aktiv dødshjælp rundt om i huset. De fik en faglig stolthed omkring faget, og vi gjorde det sammen til vores hjemmebane.

Det er ikke første gang, at jeg har oplevet, at de mundtlige afgangsprøver ender med på den ene eller anden måde at være en personlig og faglig succesoplevelse for de fleste elever. Det skal vi værne om, også i Danmarks Lærerforening.