Det ødelægger den gode stemning, men vi bliver nødt til at tale om opdragelse

Vi kender spørgsmålene, som fylder mere og mere: Hvordan skal børn opdrages, og hvem bærer ultimativt ansvaret?

Men når vi går på jagt efter svarene og debatterer elevers adfærd i folkeskolen, oplever jeg en stigende grad af polarisering. En polarisering, som på ingen måder gavner folkeskolen.

I min verden skal vi allerførst være tydelige i vores rammesætning af skolens opgave og forventningerne mellem aktørerne i skolen; herunder skolen, forældre og elever.

Lærernes og skolens opgave er at undervise og danne eleverne.
Forældrenes opgave er at opdrage deres børn og bakke skolen op om skolen. Elevernes opgave er at gøre sig umage, at tage elevansvar i den pædagogiske praksis og i de uddannelsesmuligheder, de møder i skolen.

Vi må forvente af hinanden, at vi som et minimum gør os umage for at kunne opfylde ovenstående rammesætning. Alt andet er udviklingsfattigt og uambitiøst.

Grænsen for acceptabel adfærd rykker sig

Mange medier melder om tonsvis af eksempler på grænseoverskridende opførsel fra helt almindelige børn, som ofte bryder folkeskolens rammer, fordi de kan.

Når jeg ser ud over landskabet i den danske folkeskole, ser jeg helt almindelige elever som afprøver og overtræder de grænser, som ellers skal sikre et godt miljø at udvikle sig i for alle. Det, jeg ser ude på skolerne er, at opfattelsen af, hvad grænsen for acceptabel adfærd er, har rykket sig.

I udskolingen, hvor jeg har min daglige gang, kan det være upassende afbrydelser, privat snak mellem elever med 10 meters mellemrum, afsporing af dagsordenen, på daglig basis at møde for sent til time og brage ind ad døren.

I indskolingen går det vildere for sig. Her er volden hyppigst på landsplan. Her er flere skældsord mod personalet. Slag, spark og ting, der flyver gennem luften. Det sker i en ramme, hvor folkeskolen som arena har overladt sin skæbne til børn og forældres umiddelbare følelser den pågældende dag. Folkeskolen bliver opfattet som en serviceorganisation, der skal levere skræddersyede løsninger.

Hvorfor bliver debatten om adfærd i folkeskolen hele tiden afsporet af andre emner?

Faktum er at forældre har ansvaret for deres børn. Skolen har ansvaret for at danne og uddanne børn.

Uanset hvad vi hver især måtte mene om skolens udfordringer, er vi nødt til at drøfte elevernes adfærd i skolen. Her kommer forventningerne på banen. De er ikke farlige, de er nødvendige og de er udviklende. Når nogle forventer noget af os, er det, fordi de har tillid til, at vi kan lykkes. Missionen må være, at flest muligt børn på landets folkeskoler oplever, at de kan udvikle sig fagligt og som mennesker.

Vi må have en ambition for 10 års skolegang, hvor målet ikke kun handler om, at eleverne skal have det godt. Så længe vi bruger allermest tid og flest ressourcer på helt almindelige børns grænseoverskridende adfærd, skrider tiden fra den faglige undervisning og fra skolens kerneopgave.

Vi skal turde ødelægge den gode stemning

Vi må først og fremmest blive enige om:

Hvad er folkeskolens primære formål? Folkeskolens formål er allerede politisk bestemt og fremgår tydeligt af formålsparagraffen.

Hvad er forældrenes opgave i forbindelse med at lykkes i et samspil med lærerne om folkeskolens formål?

Og hvad er elevernes opgave i forbindelse med at lykkes i et samspil med lærerne om folkeskolens formål?

Altså, tre aktører som har ansvar over for og forventninger til hinanden. Tre aktører, som skal tage ansvar, se adfærdsproblematikken i øjnene og erkende den.

Hvis vi tre aktører tør ødelægge den gode stemning og tale sammen om elevernes adfærd, tror jeg på, at vi kan løse udfordringerne.