Det er usolidarisk, når DLF indgår lokalaftaler

Jeg sad for nylig til et møde på min skole, hvor vi skulle forsøge at definere fremtidens skole. Her kom en lærer til orde, og vedkommende sagde noget i retning af at ønske sig ”fuld frisættelse til alle skoler fra kommunale ting”.

Jeg kan til dels være enig, hvis vi taler om endnu en kommunal indsats, der tager tid fra vores kerneopgave, fordi nogle lokalpolitikere har fået en fiks ide.

Men kommentaren udstillede også et dybere problem i vores profession. Hvis vi skal frisættes fuldt ud, indebærer det også en høj grad af decentralisering. 

Det kan på nogle punkter være godt, men det må ikke være hovedformålet hos Danmarks Lærerforening.

Via lokalaftaler er vi i gang med at opdele lærere i A-, B- og Å-hold. Der er flere lærere, som ud fra lokale aftaler har langt bedre arbejdsvilkår end andre, når det gælder fx undervisningstid.

DLF skyder sig selv i foden ved aktivt at fremme lokalaftaler, som fremmer ulighed og er usolidariske. Vi har behov for et DLF, der smider fløjlshandskerne og går i krig for at sikre lige vilkår for alle lærere, uanset hvilken kommune de arbejder i.

Men vil der så ikke være nogle, der bliver stillet ringere, kan man spørge. Jo, desværre.

Dem, som lige nu har forhandlet lukrative lokalaftaler, vil højst sandsynligt opleve det som en forringelse, hvis de får en aftale, der ligger omkring gennemsnitsvilkårene. Men mange andre vil opleve en klar forbedring af deres arbejdsliv.

Lige vilkår for alle

Jeg forstår godt frustrationen. Hvis man har kæmpet sig til en god aftale, hvorfor skulle man så acceptere en dårligere? Men vi bliver nødt til at tilsidesætte vores egne interesse for at arbejde for det bedste for professionen og ikke os selv.

Hvordan kan vi med god samvittighed se kollegaer, der lider under vilkår, som vi ikke selv ville arbejde under?

Hvordan kan vi med god samvittighed se kollegaer, der er villige til selv at betale for, at der er to lærere i deres timer?

Det er vigtigt, at vi står sammen, for hvis alt bliver aftalt lokalt, skader det vores fælles forhandlingskraft. For så kan lærerkredse i kommuner med gode vilkår sige, “Se, det kan lade sig gøre lokalt. Hvorfor skal vi lave en central aftale?” og lærerkredse i kommuner med ringere aftaler kan konstatere:  “Vi har ikke råd til det, som de andre kommuner har.”

Og så kommer vi aldrig videre og uligheden mellem lærerne vil vokse. Derfor bliver vores fælles kraft svækket, når vi accepterer og ligefrem arbejder hen mod flere af de lokale aftaler.

Centrale aftaler er afgørende

Hvis vi vil ændre noget, bør det ske centralt. En fagforening er ikke til for at beskytte de bedst stillede, men for at løfte os alle fra dårlige vilkår.

Hvis solidaritet kun betyder, at jeg forsvarer mine egne gode vilkår, hvad er det så egentlig, vi er fælles om?

Derfor bør DLF arbejde mod centrale aftaler om alle de store ting i professionen: Undervisningstid, opgaver, minimumstid, fælles opgaveoversigt osv.

Vi skal spørge os selv: Hvorfor har vi en landsdækkende fagforening, hvis vores vigtigste arbejdsvilkår i praksis skal afgøres lokalt?