Det er pissehårdt at sige farvel til eleverne

Jeg har kun mine elever på lånt tid. Det ved jeg jo godt, for jeg har efterhånden sendt omtrent otte afgangsklasser ud i verden. Alligevel kommer det på en måde bag på mig hver gang, vi når slutningen af 9. klasse.

Sådan har det også været med 9.b, som jeg sagde farvel til i sidste uge. Som sædvanligt havde nogle af dem her i foråret spurgt, om jeg kommer til at savne dem. Om jeg holder tale til dimissionen. Og om jeg kommer til at græde, når vi skal sige farvel.

Jeg kan godt forstå, at de spørger. Mit lærerliv er jo langt, så måske de tænker, at netop deres klasse bare er et nummer i en lang række af klasser.

For mig er de der jo ikke så længe ad gangen, men for dem? Jeg er der potentielt en tredjedel af deres grundskoletid, hvis jeg følger dem hele udskolingen. Det er alligevel vildt. Og vildt vigtigt.

Tjekker selv Aula

Hver morgen møder jeg elever, der har svært ved at komme afsted. Som ikke er der for det faglige, men for at være sammen med deres venner. Som kæmper med tal og bogstaver, ikke forstår Ohms lov og er ved at kaste op over Guldaldermalerier og Berlinmurens fald.

Jeg møder også elever med faglige ambitioner. De sætter barren højt, både for sig selv og for deres kammerater. Det er elever, der vil fællesskabet, både det sociale og det faglige.

Der er også de elever, der kommer fra splittede hjem. Det er dem uden madpakker, som selv skal huske idrætstøjet og at tjekke Aula. Det er dem, der ikke har kunnet få hjælpe til lektierne, og som selv har taget initiativ til at læse en bog.

Alle disse elever har været en del af 9.b. Vi lærere i klassen har stået klar til at gribe dem alle sammen og kaste dem videre ud i verden. Hver dag.

Forfra til august

Jeg har verdens vigtigste job. Det er egentlig bare det, jeg vil sige med dette indlæg. Og jeg elsker det. Hvert sekund af det. Også når alle de opgaver, der ligger før og efter undervisningen frustrerer og får mig helt op i det røde felt eller ned i kulkælderen. Når der er flere møder, flere tiltag, flere krav. Når vi skal løbe lidt hurtigere for at få enderne til at mødes. Når vi ”skal rykke sammen i bussen.” Okay, måske elsker jeg det ikke helt så højt lige der. Men bagefter, så husker jeg, hvorfor jeg er der. For dem, eleverne i 9.b.

Så selvfølgelig holdt jeg dimissionstale for dem, og selvfølgelig trillede tårerne ned ad kinderne. Nu sidder jeg tilbage med savnet. For ja, som lærer er det helt normalt at savne sine ”gamle” elever, og det er pissehårdt at sige farvel til dem. Også selvom jeg har haft mange klasser før og prøvet det flere gange.

Sådan er det i hvert fald for mig, og selvom jeg kan bruge alle de tre udskolingsår på at forberede mig, er det lige svært hver gang. Så tak for denne gang, 9.b.

Til august starter jeg forfra med en ny klasse.