Det er på tide at sende ordblindetesten på pension

Ifølge kulturministeren har vi taget ’glæden’ ud af læsningen. Og det er nok ikke helt forkert.

Udtrykket ’læsehad’ dukker i hvert fald op i avisspalterne. Samtidig bliver bestræbelsen på at få børn til at læse 20 minutter hver dag skudt ned som perspektivløs, fordi det gør læsningen til en gold øvelse uden indhold og mening.

For at forstå, hvordan vi er endt dér, skal vi tilbage til 1980’erne, helt præcist 6. april 1984. På et læsesymposium i Aalborghallen med flere hundrede deltagere - en af undertegnede var også til stede - blev den sprogvidenskabelige læseteori "født". Eller udtrykt mere højtravende:

Her vandt en ny læseteori indpas i Danmark i form af det sprogvidenskabelige læseparadigme.

Den udbredte sig hurtigt som forklaring på, hvordan man griber begynderundervisning an med fokus på afkodning af bogstavlydforbindelser. I stedet for at læse med henblik på at opnå oplevelser og viden, blev læsefærdigheden målet i sig selv.

Det har ført til, at man i dag betjener sig af en ordblindetest, som skal bidrage til en sikker og ensartet identifikation af ordblindhed. Den bygger på international anerkendt forskning på ordblindeområdet, og her er vi tilbage ved det sprogvidenskabelige læseparadigme.

På baggrund af prøvens tre områder scorer eleven point og kan blive diagnosticeret som ordblind ud fra en numerisk skala og en farvekode.

Problemet er bare, at hvis man ikke har gjort sig umage med at sammenholde oplysningerne fra det indledende spørgeskema med de scorede data, eller den undersøgte person ikke kan bidrage med relevante oplysninger om sig selv, så kan alle med generelle indlæringsvanskeligheder, autisme eller svage socio-økonomiske opvækstvilkår blive målt til at være ordblinde og dermed være berettigede til specifik ordblindeundervisning og hjælpemidler.

Ifølge Undervisningsministeriet er 13 procent af eleverne i deres skolegang blevet testet ordblinde, og det er dobbelt så mange som i Norge og Sverige.

Uegnet læsetest

Den sprogvidenskabelige fremgangsmåde svarer til at diagnosticere halsbetændelse, lungebetændelse og influenza ud fra feberkurven alene.

Men sådan differentierer man ikke mellem disse forskellige sygdomme. Ligesom feberkurven kun er et symptom på sygdommen, har den sprogvidenskabelige skole gennem snart et halvt århundrede ene og alene fokuseret på et symptom på læsevanskeligheder i form af sproglydsopmærksomhed.

Men det yder slet ikke så komplekse vanskeligheder som ordblindhed nogen form for retfærdighed, fordi man uden videre ser bort fra mening og indholdsforståelse i læsningen, og at det danske skriftsprog er notorisk ufonetisk, og man derfor skal have fat i helheden og meningen for at kunne stave.

I det sprogvidenskabelige læseparadigme var man så letsindig at se bort fra mening og indhold, at man endte med en meningsløs læseteori, gold træning af bogstavlydforbindelser og en - viser det sig - uegnet ordblindetest.

Tilmed præsenteres vi nu i 2025 i avisspalterne for de hidtil dårligste danske læseresultater i internationale læsetest nogensinde. I Weekendavisen fremgår det, at mere end 25 procent af eleverne i 4. klasse enten ikke kan læse eller læser på et så ringe niveau, at de reelt ikke forstår, hvad de læser.

Samtidig udtrykte undervisningsministeren i februar i Politiken, "at man fra politisk hold har fokuseret for meget på afkodning og test fremfor oplevelser og viden som børn kan relatere til deres egen verden".

Den amerikanske læseforsker Maryanne Wolf beskriver i sin bog ’Reader, come home’ fra 2018,  at det var en ulykkelig fejltagelse, at det sprogvidenskabelige læseparadigme har vundet indpas overalt med fokus på træning af bogstavlydforbindelser som indgang til at lære sig at læse. Altsammen på bekostning af et mere kommunikativt læseparadigme, hvor bogstavlydforbindelserne blev indlejret i ordbetydninger og mening.

Spørgsmålet er derfor, om ikke det nu er på tide at sende den sprogvidenskabelige læseteori på pension? Og i stedet skifte til et mere komplekst syn på skriftsproglige vanskeligheder. Det tror vi.