Folkeskoleelev: Min veninde er ikke ordblind nok

Min gode veninde er ikke ordblind nok. Hun har nemlig kun scoret gult – ikke rødt – i sin ordblindetest. Det betyder, at hun har læse- og stavevanskeligheder, men hun kan ikke få den støtte og hjælp, hendes ordblinde klassekammerater får.

Det gør ondt at se sin veninde gå igennem grædeture og nederlagsfølelse. Det gør endnu mere ondt at vide, at der faktisk findes hjælp, men at hun ikke kan få den, fordi hendes vanskeligheder ikke er ekstreme nok.

Vi har nemlig skabt et system, hvor børn kun får adgang til hjælp, hvis de falder hårdt nok igennem i den ordblindetest, man i øvrigt kun må tage én gang i sit skoleliv. Det betyder, at en masse danske skoleelever, der scorer gult i testen, står midt i et ingenmandsland mellem de grønne klassekammerater, der har nemt ved at læse og skrive, og de røde, som er ordblinde og dermed får den nødvendige støtte.

Systemet siger til de gule, at deres læse- og skrivevanskeligheder ikke er slemme nok, og så får de ingen støtte, ingen ekstra tid til prøver og ingen it-værktøjer. Det skaber en absurd virkelighed, hvor nogle børn næsten er “heldige” at blive erklæret ordblinde, for så kan de få hjælp. Mens de gule, som kæmper dagligt, står alene med kampen. Det er ikke bare urimeligt, det er uretfærdigt.

Giv frihed til skolerne

I disse år taler vi om at give skolerne og lærerne mere frihed. Når en lærer ser, at en elev tydeligvis har funktionelle vanskeligheder med at læse og stave, burde det være muligt at give eleven den nødvendige hjælp – også selvom testen ikke placerer vedkommende direkte i det røde felt. Systemet fratager således skolernes friheden til selv at vurdere den enkelte elevs behov.

Det medfører, at vi overser mange af de elever i det gule felt med reelle funktionsnedsættelser. De har svært ved at afkode tekst, de får ekstra ondt i maven af prøver, og de undgår at række hånden op, fordi de er bange for at blive afsløret.

Jeg har set på min veninde. Hun mister langsomt motivationen for skolen og troen på sig selv. Og jeg har set, hvordan systemets kolde afslag gør smerten værre. Hun kæmper hver dag, men hendes kamp bliver ikke anerkendt, fordi hun ikke rammer den røde kasse.

Det burde ikke være sådan. Vi burde ikke have et system, hvor man enten er “dårlig nok” til at få hjælp eller må klare sig selv. Vi burde i stedet se på det enkelte menneske. På de reelle behov. Og så give støtte derefter.

Fjern det gule ingenmandsland

Det gule felt skal ikke fjernes, men det skal revurderes. Vi skal sikre, at de gule børn og unge, som dagligt kæmper for at være gode nok, i et vist omfang får krav på støtte. Eller i det mindste skal deres lærere vurderer, om de rent faktisk har behov for støtten. For det fortjener de.

Der må ikke længere være et ingenmandsland, hvor elever bliver efterladt uden hjælp. De skal ses og mødes, hvor de er, og de skal have mulighed for støtte, hvis de har brug for den – uanset om de scorer lige over eller under den usynlige grænse for at være “ordblind nok”.

Vi påstår nemlig, at skolen skal løfte alle, og at alle skal have muligheder. Derfor bør det ikke blive et lotteri, hvor man enten er heldig og bonner hårdt nok ud i en test – eller uheldig og bliver overset. Det er på tide, at alle får den hjælp, de behøver. Også dem i det gule felt.