Det er ikke en straf, når jeg giver lektier for

For nogen tid siden læste jeg et Facebook-opslag fra psykologen Ulla Dyrløv med overskriften: ‘Lad være med at lave lektier med dit barn.’

Det blev delt vidt og bredt, og det er let at forstå hvorfor.

Mange forældre længes efter ro, nærvær og en pause fra hverdagens konflikter. Det er en legitim bekymring. Jeg har selv venner og familie med skolebørn, og jeg ser, hvordan hverdagen kan blive en kampplads, når lektierne skal laves.

Men som lærer bliver jeg også ramt. For jeg oplever, at debatten om lektier ofte bliver unuanceret, og at lektier bliver gjort til et symbol på alt det, der presser familier og børn. Som om vi lærere giver lektier for at straffe nogen eller handler ureflekteret og uden menneskelig forståelse.

Jeg vil gerne bidrage til et andet billede. For nej, jeg giver ikke lektier for at give dårlig samvittighed til eleverne og deres forældre. Jeg giver dem med ansvar og omsorg.

Beder selv om ekstra opgaver

Jeg tror på, at lektier, når de bliver givet med omtanke og i rette mængde, kan være en vigtig del af børns udvikling. Ikke bare fagligt, men menneskeligt. Lektier handler nemlig ikke kun om at repetere brøker eller læse kapitler. De handler også om at lære struktur, vedholdenhed, og at nogle ting kræver øvelse. Det kan give en vigtig følelse af stolthed, når man har kæmpet med noget svært og alligevel kommet igennem det.

En af mine elever havde i starten af skoleåret svært ved overhovedet at gå i gang med lektier. Han gik ofte i stå og blev hurtigt vred eller opgivende. I stedet for at presse hårdt på begyndte vi at arbejde med små opgaver med tydelige mål: “Du skal bare læse denne ene side og skrive én ting, du forstod.”

Da han lykkedes, roste vi ikke bare resultatet, men det, at han havde gjort forsøget. I dag beder han selv om ekstra opgaver. Det er ikke et mirakel – det er et resultat af tillid, tålmodighed og meningsfulde opgaver.

Men jeg er også bevidst om, at ikke alle børn kan det samme. Nogle har brug for mere støtte, mere tid, eller færre krav. Derfor er differentiering ikke en valgmulighed, men en nødvendighed. Når jeg giver lektier, overvejer jeg derfor nøje, hvem der får hvad, hvorfor og hvordan.

Det afgørende er dog, at lektierne giver mening. At de er til at gå til, og at de er en del af et større pædagogisk formål. Lektier skal ikke gives for lektiernes egen skyld. De skal støtte barnets læring og udvikling, og det skal både barnet og forældrene kunne mærke.

Ikke med dårlig samvittighed

Jeg forstår godt, at forældre nogle gange føler sig magtesløse, og at de ser lektier som endnu et pres oveni alt det andet. Men i stedet for at pege fingre ad lærerne, eller at lærerne peger fingre ad forældre, bør vi tale sammen. Vi skal nemlig ikke vælge mellem nærvær og krav.

I stedet skal vi lære børnene, at man godt kan trives og samtidig møde forventninger. At man godt kan øve sig, uden at det hele bliver for meget. At det også er en form for kærlighed, når man mødes med tillid til, at man kan klare lektierne.

Derfor skal vi begynde at tale anderledes om lektier. Ikke som noget, der skader børns trivsel og skaber konflikter. Men som noget, vi lærere skal bruge klogt, tilpasset og meningsfuldt, og som forældrene kan se som en del af børnenes udvikling.

Så ja, jeg bliver ved med at give lektier for. Fordi jeg tror på børnene. På deres evne til at vokse og på deres ret til at blive mødt med både omsorg og forventninger.