Der er ét spørgsmål, vi burde stille alle elever

“Hvorfor går vi egentlig i skole?” Spørgsmålet kom en tirsdag formiddag midt i en rutinepræget dansktime.

Jeg svarede hurtigt: “For at blive det, vi drømmer om.”

Eleven nikkede stille. Siden har jeg tænkt over det svar. Selvom det kom hurtigt, stak det dybt, for har vi egentlig plads til at drømme i den danske folkeskole?

Når børn får lov at drømme, sker der noget. Undervisningen får retning, fordi den pludselig handler om mere end pensum – den handler om liv. Når en elev forestiller sig et liv som pilot eller spildesigner, bliver det faglige arbejde meningsfuldt.

Men jeg møder desværre også det modsatte: Børn, der ikke længere tør eller kan drømme. Eller som aldrig har fået lov. I stedet måles de konstant på test, mål og fraværsprocenter. Det handler ikke om, hvorvidt drømmen er realistisk – men om at have mindst én. En drøm om at blive dyrlæge eller youtuber kan være et fantastisk udgangspunkt for dialog, motivation og for læring.

Som voksne har vi et ansvar. Ikke kun for at lære børn det nødvendige, men også for at holde døren åben til det mulige.

“Hvad drømmer du om?” burde være et fast spørgsmål til skolens elevsamtaler, lige så legitimt som “hvordan går det med matematikken?” eller “får du lavet dine lektier?” Ikke fordi alle skal have en karriereplan i 4. klasse, men fordi drømme åbner sind og skaber retning, også når man bare vil være fodboldspiller eller influencer.

Drømmende væsner

Nogle vil måske mene, vi stikker blår i øjnene på børnene ved at lade dem tro, at de kan blive hvad som helst. Men børn er drømmende væsner. Fantasien er deres brændstof, som hjælper dem med at forstå verden og finde deres plads i den. Vi svigter ikke børnene ved at lade dem drømme – vi svigter dem, hvis vi ikke gør det.

For det er netop i drømmen, at barnet begynder at forme en fremtid, forestille sig muligheder og øve sig i håb. Ingen barnedrøm kræver, at vi lover succes – men alle drømme kræver, at vi tager dem alvorligt. Når vi lytter til dem, anerkender vi barnets ret til en indre verden, til visioner og til fejlbarlige, men vigtige ambitioner. Det er en del af dannelsen at turde tro på noget, før man ved, hvordan man kommer derhen.

Håb er en pædagogisk nødvendighed

Drømme skal ikke være flugtveje fra virkeligheden – men broer ind i den. Det er i drømmene, vi finder håb, og håb er en pædagogisk nødvendighed. For hvorfor anstrenge sig, hvis man ikke tror, det fører nogen vegne?

Når vi giver plads til drømme, giver vi også plads til forskellighed. Vi siger: Du må gerne ville noget særligt. Det er ikke det samme som at opgive faglighed – tværtimod. Det er at give motivationen dybere rødder, og det er en del af trivselsarbejdet. For trivsel kræver mere end fravær af mobning. Trivsel vokser af håb, mening og følelsen af at blive set som et menneske med potentiale.

Hvis vi vil skabe en skole, der giver plads til både faglighed og fantasi, skal vi ændre den måde, vi tænker skole på. Vi skal turde tage de samtaler, der ikke står i årsplanen.

Vi må turde sætte tempoet lidt ned, åbne for det spontane og give plads til elevernes håb og idéer, også når de virker skæve eller urealistiske. For vi kan ikke forvente, at børn tager ansvar for deres læring, hvis vi ikke viser, at vi tror på deres retning.