Det er ikke børnesynets skyld, at du føler dig magtesløs

I øjeblikket raser debatten om det ”moderne børnesyn”. Det bliver udråbt som årsagen til alt fra grænseløse børn til lærernes følelse af magtesløshed.

Men som jeg ser det, er det moderne børnesyn blevet en bekvem syndebuk for en langt dybere udfordring: Vi forsøger at løse komplekse, moderne problemer med fortidens lineære værktøjskasse.

Når kritikere hævder, at det moderne børnesyn har frataget lærerne magten, begår de efter min mening en grundlæggende fejl. De betragter børnesynet som en statisk ting eller en manual, der enten er ”god” eller ”dårlig”. Men pædagogik er ikke en maskine, hvor man putter en teori ind i den ene ende og får velopdragne børn ud i den anden.

Problemet opstår, når vi insisterer på at bruge et forældet ”landkort” til at navigere i et terræn, der har ændret sig fundamentalt. Det senmoderne samfund er ikke længere indrettet efter kæft, trit og retning. Hvis vi som lærere holder fast i en stiv, regelstyret autoritet, svarer det til at insistere på at køre efter en gammel vejviser i en by, hvor ensrettede gader og rundkørsler er flyttet. Når vi så farer vild, giver vi vejkortet skylden i stedet for at se ud ad ruden.

Lammende magtesløshed

Mange lærere oplever en lammende magtesløshed, og det har jeg fuld forståelse for. Men magtesløsheden opstår ikke på grund af et moderne børnesyn.

Den opstår i det øjeblik, hvor vi insisterer på gamle magtstrukturer i en ny tid. Vi leder efter en manual eller faste regler, som vi kan læne os op ad.

Men i dag kræver rollen som voksen noget langt sværere: Vi skal kunne læse situationen og barnet, og vi skal kunne tilpasse vores autoritet til den specifikke relation.

Når vi gør børnesynet til fjenden og kalder det "eftergivenhed", skaber vi en ydre forklaring på vores egen følelse af utilstrækkelighed. Det er en farlig strategi. For hvis vi placerer ansvaret hos en "forkert ideologi", fjerner vi samtidig os selv fra ligningen. Vi mister muligheden for at handle, fordi vi gør os selv til ofre for en teori.

Ikke et fravalg af lederskab

Vi er nødt til at forstå, at autoritet i det senmoderne samfund ikke er noget, man har i kraft af sin titel. Det er noget, man skaber i relationen til eleverne.

Den lineære tankegang – hvor vi tror, at mere kontrol fører til mere orden – skaffer os kun flere problemer. Det skaber modstand og konflikt i stedet for samarbejde. Det moderne børnesyn er ikke et fravalg af lederskab, men et krav om et bedre og mere nærværende lederskab.

Hvis vi tør slippe de stive regler og i stedet blive nysgerrige på, hvad der rent faktisk sker i samspillet med barnet, så genvinder vi også vores handlekraft.