Der er ingen modsætning mellem fællesskab og viden om det enkelte barn

Jeg er glad for, at Kristoffer Høyrup Sørensen og jeg er enige om det vigtigste: At stærke fællesskaber ikke opstår af sig selv, og at lærernes professionelle dømmekraft, relationskompetencer og gode rammer er afgørende.

Derfor undrer det mig også, at han læser mit debatindlæg som et argument for ”mere data”, ”mere dokumentation” og ”private koncepter”. Det er ganske enkelt ikke det, jeg skriver.

Mit budskab var og er, at vigtig faglig viden om børns udvikling alt for ofte går tabt i overgangen mellem dagtilbud og skole. Den viden bør ikke bruges til at sætte børn i kasser og mapper, som Kristoffer Høyrup Sørensen antyder, men til at kvalificere de professionelles arbejde med at skabe deltagelsesmuligheder i klassefællesskabet fra første skoledag.

Professionel dømmekraft og systematiske observationer er efter min opfattelse ikke modsætninger. Tværtimod. Professionel dømmekraft bliver stærkere, når den bygger på fælles faglige begreber, forskningsbaseret viden og kvalificerede observationer.

Vi risikerer at overse børn

Baggrunden er desværre alvorlig. Vidensråd for Forebyggelse peger på, at mindst 16 procent af alle danske børn udvikler mentale helbredsproblemer inden 10-årsalderen, og at otte procent heraf får en psykiatrisk diagnose. Samtidig viser DEA's analyse af daginstitutionsområdet, at 53 procent af pædagogerne oplever arbejdet med børn i udsatte positioner som en meget stor eller ret stor udfordring.

Også daginstitutionsledere og forvaltningschefer peger, ifølge EVA, på stigende kompleksitet, manglende specialpædagogisk viden samt utilstrækkelige kompetencer til systematisk observation, dataanvendelse og refleksion over egen praksis.

Og endelig er der det allermest banebrydende inden for forskning det seneste årti, vedrørende muligheder for tidlig opsporing allerede i 10-måneders alderen: 80 procent af følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer kan forebygges ved tidlig indsats, og komplikationer til medfødte udviklingsforstyrrelser (f.eks. mental retardering, sprogforstyrrelser, autismetilstande og ADHD) kan forebygges. Det er denne virkelighed, mit debatindlæg handler om.

Jeg deler derfor heller ikke den modsætning, Kristoffer Høyrup Sørensen opstiller mellem fællesskab og viden om det enkelte barn. Tværtimod mener jeg, at stærke fællesskaber netop forudsætter, at de professionelle voksne har indsigt i de forskellige forudsætninger, børn møder skolen med. Ellers risikerer vi at overse de børn, som vi kunne have hjulpet langt tidligere.

Forkerte forestillinger

Kristoffer Høyrup Sørensen rejser også en principiel diskussion om private aktører. Den diskussion er vigtig, men den var ikke emnet for mit debatindlæg. Jeg nævnte hverken LearnLab eller vores arbejde.

Når han alligevel bringer vores arbejde ind i debatten, er det værd at vide, at det bygger på et ressourceorienteret børnesyn og er dokumenteret med forskningsreferencer. I øvrigt at vores koncept er udviklet sammen med Professionshøjskolen UCN med støtte fra den statslige KID-pulje med det formål at gøre specialpædagogisk viden tilgængelig og anvendelig i den almene pædagogiske praksis – der hvor langt størstedelen af de 0-6-årige tilbringer deres tid inden overgangen til skole.

Jeg vil derfor gerne invitere Kristoffer Høyrup Sørensen og Danmarks Lærerforening forbi til en faglig introduktion til vores arbejde. Ikke fordi de nødvendigvis skal være enige i vores tilgang, men fordi en debat bliver bedre, når vi diskuterer på baggrund af, hvad et redskab faktisk indeholder – frem for hvad vi forestiller os, det indeholder. Hvis vi deler ambitionen om, at flere børn skal lykkes i skolens fællesskaber, er den dialog et godt sted at begynde.