Den ubehagelige sandhed er, at vi ikke er gode nok til at samarbejde med forældrene

I skoleverdenen har vi i årevis sagt, at vi ønsker aktivt deltagende forældre. Vi har bedt dem tage del i fællesskabet, bidrage til trivslen og støtte børnenes skoleliv på alle mulige måder. Men vores oplevelse er dog, at det ofte er noget, vi bare siger. I virkeligheden ser vi helst, at forældrene ikke blander sig for meget – men bare gør, hvad vi beder dem om.

Men den går ikke længere. Forældrene er her, og de vil gerne stille spørgsmål, engagere sig og tage ansvar. Men i stedet for at møde dem med åbenhed, møder vi dem ofte af tavshed eller mistro. Hvorfor? Fordi vi som skole ikke har gjort os klart, hvad vi egentlig vil samarbejde om – og hvordan.

Når vi ikke kan svare på det, er det ikke forældrene, der fejler. Det er os.

Vi bilder os selv ind, at forældresamarbejde kan klares med strategier, foldere og hensigtserklæringer på hjemmesider. Men det kan hurtigt blive varm luft. Samarbejdet bliver først reelt, når skolens værdier kan mærkes i praksis – i Aula, på gangen og til forældremøderne.

Den ubehagelige sandhed

Det ville være skønt at kunne sige, at vi på Brønshøj Skole har knækket koden til det gode skole-hjem-samarbejde. Men den ubehagelige sandhed er, at vi kun lige begyndt. Vi skal nemlig væk fra at tro, at facilitering af legegrupper, fællesmorgenmad og andet pseudosamarbejde i sig selv løser skole-hjem-opgaven.

Vi tror ikke, at Brønshøj Skole er ikke alene. Mange skoler står det samme sted, hvor vi beder forældrene om engagement, men vi har ikke selv gjort os klart, hvordan vi vil tage imod, når de så kommer med engagementet.

Vi må turde sige det direkte til forældrene: Her taler vi ordentligt om børn, kolleger og forældre. Vi hjælper hinanden – og vi forventer, at I forældre gør det samme. Det kræver lederskab. Ikke kun fra skolelederen, men fra hele personalet.

Uden en tydelig retning opstår der alligevel normer. De formes bare af usikkerhed og tilfældigheder. Og så ender vi med en kultur, hvor nogle børn og forældre føler sig udenfor – uden at nogen egentlig har villet det.

Vi i skolen har ansvaret for kulturen på vores skole. Det skal være en kultur, der er båret af tillid, respekt og hjælpsomhed.

Vi øver os

Trygge fællesskaber opstår ikke af sig selv og bygges i fællesskab. Forældrene spiller en afgørende rolle i det, de siger og gør derhjemme. Det, børn hører om klassekammerater og lærere rundt om middagsbordet, bliver til normer i skolen.

Derfor skal skolen fra første dag vise, hvad fællesskab betyder. Når vi byder nye familier velkommen, skal vi sætte tydelige forventninger til, hvordan der tales om hinanden, både om lærere, elever og om de andre forældre.

Det kræver mere end bare en folder. Det kræver stærke fællesskabsværdier, der kan mærkes hver eneste dag på gangene og i skolegården, og hvor vi ellers møder forældrene og eleverne.

Vil vi have børn, der lytter og hjælper, må vi selv gå foran. Det handler om vores handlinger: En rosende mail, en respektfuld tone, et blik for dem, vi ellers undgår. Kulturen flyttes ikke af ord alene, men af voksne, der viser vejen.

Vi kan fortsætte som nu og lade normerne i skole-hjem-samarbejdet udvikle sig tilfældigt, styret af usikkerhed og tavshed. Men så svigter vi i sidste ende vores elever.

Eller vi kan tage lederskabet ude på skolerne og tydeligt hjælpe forældrene ved at gøre det tydeligt, hvad vi forventer af dem, og hvad de kan forvente af os. Det øver vi os på i Brønshøj, og vi håber, at I også vil øve jer ude på jeres skoler.