Debat: Blæst over uddannelsesforskningen

Der har i den seneste tid i disse spalter og på andre digitale medier verseret en debat om Danmarks institut for Pædagogik og Uddan­nelse (DPU) på Aarhus Universi­tet.

Diskussionen er blusset op i anledning af en spareproces på instituttet, som også har omfattet personalereduktioner.

De besparelser, som vi i disse år ser på universiteterne, er til skade for samfundet og inden for DPU’s ansvarsområde for den daglige praksis i vores skole og uddannelsessystem.

For DPU’s vedkom­mende ligger problemet i de rullende dimensioneringer, som begrænser hvor mange studerende DPU må optage, og som dermed skaber flaskehalse for karriere- og kompe­tenceudvikling for mange lærere, pæda­goger m.v.

Problemet ligger også i de politiske krav om udflytning af studiepladser til steder uden for de fire store byer, som medfører lukning af studiepladser i Aarhus og København.

Det er fra forskellig side blevet hævdet, at spareprocessen på DPU ikke skulle have en økonomisk nødvendighed. Det kan jeg pure afvise.

Fakultetets fireårsbudget rummer lønreduk­tioner voksende til 50 millioner i 2026. De politiske beslutninger har store økonomiske og dermed personalemæssige konsekvenser.

Jeg vil gerne samtidig benytte anled­ningen til at skitsere nogle overordnede forhold vedrørende instituttet, dets opgaver og dets forsknings- og uddannelsespolitiske rammer.

DPU blev en del af Aarhus Universitet under de store universitetsfusioner i det første tiår. Indtil da havde det status som et selvstændigt universitet med landsdækkende ansvar for uddannelse og forskning i hele uddannelsessektoren herunder naturligvis med et særligt fokus på skolens for­hold.

DPU tilbyder primært kandidatuddannelser som videreuddannelse for stude­rende, som i forvejen typisk har en professionsuddannelse.

Det giver et forsknings­baseret karriere­udvik­lings­perspektiv for bl.a. lærere og pædagoger, som typisk vender tilbage til sektoren i specialiserede funk­tioner eller i ledelsesfunktioner. DPU tilbyder desuden efteruddannelse i form af masteruddannelser og kursusvirksomhed.

DPU udgør Danmarks største miljø for pædagogisk forskning og uddannelsesforskning. Det betyder for eksempel, at DPU udgør den væsentligste samarbejdspartner for de danske professions­højskoler i forhold til forskeruddannelse.

DPU har et mangeårigt og tæt samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet om de internationale komparative undersøgelser.

Hovedparten af DPU’s ph.d.-projekter har grundskolen som genstandsfelt, og størstedelen af DPU’s forskere beskæftiger sig med grundskolen. Men der forskes på DPU i et bredt emnefelt af betydning for det samlede uddannelsessystem.

Instituttet har været, er og vil således også i fremtiden være en afgørende national faktor for forskning og vidensdeling til gavn for den danske uddannelsessektor.

Det indebærer et stort ansvar for at sikre en betydelig forskningsbredde og forsk­nings­miljøer med høj kvalitet.

Det indebærer også en forplig­telse til en omfattende formidlings- og videns­delingsaktivitet. Mange af læserne af disse spalter vil kende universitetsmagasinet Asterisk og serien Pæda­gogisk indblik m.v.

DPU har desuden forskningsinstitution et ansvar for at sikre en pluralitet af forsknings­mæs­sige metoder og tilgange, og en vilje hos instituttets medarbejdere til at engagere sig i de ofte meget levende debatter, som handler om dannelse, uddannelse, læring osv.

Universite­tet har grund til at være stolt af instituttets faglige virke, bredde og af medarbejderens evne og vilje til at medvirke i faglige debatter og formidlingsaktiviteter af alle slags.

Jeg er som dekan stolt over den idealisme, det mod og det engagement, som forskerne lægger for dagen. Når blæsten ofte er ekstra frisk over DPU, så skyldes det instituttets afgørende betydning som forskningsbaseret vidensbase for den danske uddannelsessektor.

Der er samtidig grænser for, hvad medarbejderne skal lade sig byde i arbejdsøjemed. For­skerne må have mulighed for at sige fra, hvis det enten offentligt eller på mail eller sociale medier får karakter af personangreb.

Det gælder angreb fra andre forskere, som måtte overskride grænserne for ordentlighed eller god videnskabelig praksis, og det gælder også usaglige angreb fra anden side; det være sig magt­havere af den ene eller anden art eller helt udenforstående.

Debatten om DPU har flere gange langt overskredet grænserne for ordentlig tone. Et universitet er også en arbejdsplads med forpligtelse til at udvikle et godt arbejdsmiljø og sikre medarbejderne mod uværdige angreb.

Det har været svært at skulle gennem den hårde besparelsesproces. Men DPU er stadig efter besparelserne den absolut største aktør i forskning og uddannelse på sit felt og en vigtig samarbejds­part­ner for myndigheder, professionshøjskoler, folkeskoler, dagtilbud, m.v.

Det rummer samtidig et ansvar for åbenhed, bredde, pluralitet og vidensdeling, og det ansvar vil vi fortsat løfte.