Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Kronik

De stramme bånd fra 00'erne er væk. Nu skal skolerne selv finde vej

Den store styringsfest, der karakteriserede skolen gennem 00'erne og langt ind i 2010'erne, er slut. Nu skal skolen i højere grad selv finde vej.

Illustration af nogle skolebørn der flyver rundt i et klasselokale
Illustration: Julia Specht
Christel Aulkær Moll
Christel Aulkær Moll Lektor, chefkonsulent, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Finn Wiedemann
Finn Wiedemann Lektor, Syddansk Universitet
Start debatten
27. oktober 2026, kl. 05:00
Dette er et kronik. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Start debatten

I årevis har lærere, skoleledelse og forskere kritiseret styringen af folkeskolen. For mange mål. For mange test. For mange dokumentationskrav. Derfor burde begejstringen være stor, når politikere nu taler om frisættelse, frihed og professionel dømmekraft.

Men hvad nu, hvis problemet ikke længere er mangel på frihed? Hvad nu, hvis problemet er, at vi har brugt de sidste 20 år på at indrette skolen efter en helt anden logik?

Med kvalitetsprogrammet ”Frihed og fordybelse” er der fra 2024 sat en ny retning for folkeskolen. Ambitionen er mindre detailstyring, større professionelt råderum og mere lokal udviklingskraft. Mange vil med rette se det som et opgør med den styringslogik, der kulminerede med reformen i 2013.

Men midt i begejstringen for den nye frihed overser vi et afgørende spørgsmål: Har vi i skolen de professionelle kapaciteter, der skal til for at udfylde friheden med indhold?

Skolen som regnskabsbog

Folkeskolen har gennem mere end to årtier været præget af stadig stærkere krav til indhold, dokumentation, evaluering og målbarhed. Nationale test, kvalitetsrapporter, læringsplatforme og læringsmål skulle sikre kvalitet og fremdrift. Skolen blev i metaforisk forstand gjort til en regnskabsbog, hvor sorte og røde tal udstak rammerne for udviklingsbehov.

Påvirkningen var ikke kun organisatorisk. Den formede også de professionelle vaner. Lærere og skoleledere lærte gradvist at orientere sig mod mål, data og dokumentation. Professionel succes blev ofte målt på evnen til at levere på udefrakommende mål.

Samtidig blev det i stigende grad forventet, at skoleledelsen loyalt omsatte politiske reformer og sikrede målopfyldelse for elevernes læring. Idealet om skolelederen som loyal embedsmand stod stærkt.

Er lærere og skoleledelse rustet til at forvalte øget frihed, når deres praksis gennem årtier er blevet formet af styring?

Christel Aulkjær Moll og Finn Wiedemann Lektorer

Nu forventer vi noget andet. Nu skal skolerne i højere grad selv skabe retning, prioritere og definere. Det rejser et ubehageligt, men nødvendigt spørgsmål:

Er lærere og skoleledelse rustet til at forvalte øget frihed, når deres praksis gennem årtier er blevet formet af styring?

Paradokset er, at frihed stiller større krav end styring. Styring reducerer kompleksitet ved at levere svarene – frisættelse kræver, at skolerne selv håndterer den. Derfor er nøglespørgsmålet: Frihed til hvad?

Det er et spørgsmål, der kræver lyst og evne til at eksperimentere, lære af sine fejl og leve med, at der i perioder mangler færdige svar og løsninger. Frisættelse er ikke en kamp mod bureaukrati, men en generobring af den professionelle dømmekraft.

Et eksempel er skolens børne- og læringssyn, der bliver afgørende for skolens udvikling. Frisættelsesdagsordenen kommer i kølvandet på Barnets lov, der styrker børns ret til at blive hørt og inddraget i forhold, der vedrører deres liv. Samtidig møder skolen en generation af børn og unge, som i stigende grad forventer deltagelse frem for blot tilpasning. Det kalder på vilje og evne til at udvikle didaktisk og pædagogisk fantasi og kompetence.

Frisættelse kræver god dømmekraft

Mange steder taler vi stadig om elevinddragelse som et pædagogisk redskab. Men måske er det mere præcist at forstå deltagelse som et demokratisk grundvilkår. Ikke fordi eleverne skal bestemme alt, men fordi en af skolens vigtigste opgaver er at danne mennesker, der kan tage del i fællesskaber, tage ansvar og tænke selv.

Når børn i højere grad ses som deltagende, kan lærere og ledelse ikke længere læne sig op ad regler, skemaer eller standardløsninger. Der må træffes begrundede valg. Lytbarheden må skærpes, uden at retning opgives. Indflydelse må deles, uden at ansvar fralægges.

Når styringen træder et skridt tilbage, bliver det i højere grad lærere og skoleledelse, der må afgøre, hvad kvalitet er

Christel Aulkær Moll & Finn Wiedemann Lektorer

Det kræver dømmekraft. Ikke en dømmekraft, der leveres gennem centralt producerede koncepter og facitlister, men en dømmekraft, der udvikles og kvalificeres i skolens professionelle fællesskaber. For dømmekraft er ikke blot en gevinst ved frisættelsen. Den er selve forudsætningen.

Når styringen træder et skridt tilbage, bliver det i højere grad lærere og skoleledelse, der må afgøre, hvad kvalitet er, hvordan undervisningen bedst kan organiseres og gennemføres, hvordan trivsel forstås, og hvordan barnets perspektiv kan omsættes til praksis.

Det er også her, de vanskelige demokratiske afvejninger mellem individ og fællesskab må foretages. Eller mellem hensynet til fælles rammer og mål og behovet for mere lokal og situationstilpasset udvikling.

Frisættelse tager ikke kompleksiteten ud af skolen. Den placerer ansvaret netop dér, hvor hverdagen leves.

Frisættelsen er et igangværende arbejde. Nye fagplaner er under udvikling. Praksisfaglighed søger fortsat sin form. Barnets lov skal omsættes til hverdagens skoleliv. Samtidig lever prøvetryk, testkultur og lokale, kommunale styringslogikker videre og udfordrer arbejdet med frisættelsen.

00'ernes styringsfest er slut

Som professor Ulf Hjelmar peger på, kan frisættelse i billedlig forstand ses som en trappe. Vi er på vej op ad trappen, men ikke alle befinder sig på samme trin. Nogle skubber på, mens andre fortsat efterspørger og fastholder styring, ensartethed og kontrol. Det gør bevægelsen svær.

Frihed kræver dømmekraft, men kan den professionelle dømmekraft genopbygges og generobres? Kan skoleledelse bevæge sig fra implementering og opfyldelse af eksterne krav hen imod større autonomi, fælles retning og meningsskabelse? Og er vi i skolen parate til at påtage os det ansvar, der følger med den frihed, vi selv har efterspurgt?

Den store styringsfest, der karakteriserede skolen gennem 00'erne og langt ind i 2010'erne, er slut. Nu skal skolen i højere grad selv finde vej.

Frihed er måske nok noget, man politisk får foræret i de her år, men det er også noget, man skal lære at udfylde.

Antologien ”På vej mod en ny folkeskole. Tendenser og perspektiver”, redigeret af Jakob Ditlev Bøje og Finn Wiedemann, udkommer 27. oktober 2026 på Syddansk Universitetsforlag.

Start debatten

Læs også

  • Animeret billede til Fagplanerne må ikke ende som endnu et pdf-dokument, ingen læser af Anne Hammer
    Kronik

    Fagplanerne må ikke ende som endnu et pdf-dokument, ingen læser

    Anne Hammer Folkeskolelærer på Sejs Skole
1 relateret artikel
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

De stramme bånd fra 00'erne er væk. Nu skal skolerne selv finde vej

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS