De rigtige løsninger i skolen udspringer ikke altid af ”de voksne ved bedst”

Skoleåret er begyndt med heftig debat. Om børnene, om lærergerningen, om folkeskolen. Velmenende fag- og andet godtfolk skriver det ene indlæg efter det andet, og hele tiden er det om børnene.

Et godt eksempel er vores undervisningsminister, der er stemplet ind i børnesynsdebatten med sit PDO-begreb. Løsningen på de pissedårligt opdragede børn? Mere disciplin. Udført af lærerne selvsagt, bevares, vi tager gerne mere på vores kappe.

Som med så mange andre skoledebatter, glemmer ministeren at tale med børnene. Var der ikke noget med, at vi har demokrati i folkeskolen? Vi forstår godt, at Tesfaye måske kan blive lidt forskrækket ved tanken, for det lyder ikke helt nemt at være demokratisk i klasseværelset, når det er fyldt med PDO-børn.

I vores virke møder vi bare ikke alle de POD-børn, som ministeren taler om. Tværtimod møder vi en anden slags børn, som vi virkelig gerne vil have med i processen som ligeværdige sparringspartnere. Vi har altid talt med vores elever - det er ikke nyt for os. Men det er ikke nok. Vi skal også tale med børnene om at tale med børnene og i langt højere grad turde inddrage dem i jagten på de rigtige løsninger.

”De voksne ved bedst”

Det er på høje tid med et paradigmeskift. Og jo, det tør vi faktisk godt sige højt. Vi skal holde op med hele tiden at tale om børnene og hen over over hovederne på børnene. I stedet skal vi øve os i at tale med børnene. Og det har ikke noget at gøre med hverken nyt eller gammelt børnesyn, med disciplin eller PDO’ere.

Det handler om helt basal, sund fornuft. Og så skal vi lytte, for når vi gør det, sker der noget helt særligt. Det er kakaomøder med Yunes og Danny, der tørt og med glimt i øjet fortæller os, at de godt ved, vi voksne mener det godt, men at voksenstemmer bare tit har det lidt med at lyde som skæld ud. Det er fælles refleksioner med Maya og Nour, der på både nysgerrig og skarp vis bidrager til at udvikle nye redskaber, der kan styrke de relationelle kompetencer.

Det er skattekister af forståelser, perspektiver og idéer til, hvordan skolen bliver rummet, hvor alle børn vil og kan fællesskabet, hvor dannelsen og læringen går hånd i hånd. Konkrete bud på, hvordan vi sammen udvikler løsninger: Dem, der ikke udspringer af ”de voksne ved bedst”, dem, som børn føler ejerskab for og dem, som børn kan spejle sig og tror på.

Spørg eleverne

Enhver lærer ved, at vil man vide noget om, hvad der foregår i ens klasserum og særligt uden for ens klasserum, så skal man spørge sine elever. For selvom der mod forventning alligevel skulle sidde nogle PDO’ere rundt omkring, ændrer det ændrer ikke på følgende:

De børn og unge, der hver dag indfinder sig i et klasseværelse rundt omkring, er uden sammenligning dem, der ved allermest om, hvordan det er at være elev i den danske folkeskole. Og lur os, om andre børn end lige vores mon ikke også kunne have en god idé eller to til, hvordan vi løser trivselskrisen, børnesynskrisen, disciplinkrisen eller alle de andre kriser.

Men det kræver, at vi spørger dem. Går i dialog. Udvikler og implementerer løsninger sammen med dem. Gør vi ikke det, ja, så er vi ikke meget bedre end en flok PIV’ere – Pisse Ignorante Voksne. Og hvem har lyst til det?