Børn i storrumskontorer med skillevægge er ikke inklusion

For nyligt blev jeg vist rundt på en folkeskole, hvor der var indrettet et rum til nogle af de unger, der har det allersværest. Et bud på en såkaldt ”mellemform”, hvor barnet nogle gange skal være i den normale klasse og andre gange i det nye specialdesignede lokale. 

Lederen pegede stolt og forklarede, hvordan der var tænkt over detaljer som lyd, lys og farve. Hele vejen rundt var der afskærmninger med skillevægge, og hver elev havde sin egen plads ind mod væggen, hvor de kunne sidde med deres bog eller skærm uden at blive forstyrret af de andre i lokalet.

Nogle dage efter var jeg så ude og besøge en friskole, hvor rigtig mange børn var startet, fordi de ikke kunne finde sig til rette i folkeskolen. Flere af dem havde oplevet ”mellemformer”, specialtilbud og op til flere skoleskift.

Ikke et godt børneliv

Jeg var så heldig at opleve en samtalestund, hvor en del af eleverne sad i en rundkreds og talte om deres skole. Her gav flere af dem udtryk for, at skolen nærmest var som en familie, hvor der er brug for alle, og hvor undervisningen ofte er sjov.

Efterfølgende fortalte jeg friskolelederen om det specialdesignede lokale, jeg havde set på folkeskolen, og jeg spurgte hende, om de havde noget lignende. Hun var tydeligt forfærdet over at skulle have sådan et lokale, for hun mente, at det ville gøre elever til ”kontorbørn” i storrumskontorer. Og det var ifølge hende ikke et godt børneliv.

Derefter lagde hun vægt på hendes skoles arbejde med projektorienteret undervisning, hvor eleverne forstår formålet med at gå i skole. Derudover arbejdede de meget med håndværk, musik og drama, ligesom der er aftaler med elever med særlige behov om ture i skoven med bål eller andre specialaftaler. Det kunne f.eks. være en gåtur med en klassekammerat, så eleverne arbejder med en forpligtelse overfor hinanden og fællesskabet. Det betyder også, at eleverne har pligt til at gøre skolen rent.

Tænk kreativt

Jeg var ret fascineret af friskolen, og det var vildt at opleve to skoler med så forskellige syn på fællesskab og inklusion.

Efterfølgende har jeg da også tænkt en del over, om ikke folkeskolen kunne finde inspiration i nogle af de frie og private skoler, der påtager sig et socialt ansvar og faktisk lykkes med at skabe miljøer, der er så inkluderende, at også de skæve, de anderledes og de indviklede kan føle, at de hører til og har noget at byde ind med.

Jeg er helt med på, at der ikke findes snuptagsløsninger på komplekse problemer. Og jeg er helt med på, at folkeskolen ikke kan fungere som en friskole, fordi den både mangler ressourcer og de samme muligheder for fleksibilitet, som friskolerne har.

Men måske er der alligevel noget at hente i den projektstyrede undervisning og i troen på håndværk, musikalitet og drama. Og måske man kan lade sig inspirere af de individuelle aftaler, hvor eleverne bliver sendt ud i naturen og får røde kinder.

Mange folkeskoler står i den kommende tid over for at skulle inkludere flere børn i de almene klasser. Jeg håber virkelig, at man i den proces sørger for at tænke kreativt, når man skal skabe rammer for god undervisning og gode børneliv – i stedet for at bygge storrumskontorer med skillevægge til dem, der har svært ved at koncentrere sig.