Alt for mange elever kan ikke undervises

En del elever nægter. Nægter at sætte sig ned. Nægter at gå med til et faglokale. Nægter at gå ud til frikvarter. Nægter at tie stille. Nægter at løse en opgave. 

Rigtig mange elever gør det selvfølgelig ikke. Men flere og flere – og alt for mange – gør det. Og så er det unægtelig svært at holde skole. 

I min 5. klasse læste vi for nylig nogle H.C. Andersen-eventyr og B.S. Ingemann-salmer. Vi talte om, at netop de to guldalderdigtere var de første til at skrive litteratur til børn og på børns præmisser. Med respekt for barndommen, barnesindet og fantasien. Det var et led i en yderst vigtig historisk bevægelse mod anerkendelse af børns ”stemme”, selvstændighed og frihed. 

I folkeskolens formålsparagraf ser vi det afspejlet i, at eleverne skal lære at ”tage stilling og handle” og forberedes ikke bare til ”medansvar” og ”pligter”, men også til ”rettigheder” i et fremtidigt samfundsliv. 

I skolen forberedes de kommende generationer til voksenlivet ved at deltage i skolens pædagogiske praksis, som er en opdragende praksis. Opdragelsen finder sted gennem undervisning og samvær. I hjemmet eller i svømmeklubben opdrages der på andre måder. 

Alle lærere må stille sig selv to grundlæggende spørgsmål, hvad angår den pædagogiske praksis:

• Hvad skal eleverne lære i skolen?
• Hvordan kan de lære det?

Det første spørgsmål har fyldt meget i skoledebatten de seneste ti år. Skolereformen fra 2014 stod naglet fast på en snæver forståelse af, hvad eleverne skulle lære. Man mente, at de skulle have de færdigheder og den viden, der kunne måles og vejes.                                      

Det afstedkom en omfattende kamp for skolens sigte på brede kundskaber, alsidig udvikling og dannelse – et sigte, der i dag i vid udstrækning er indoptaget i skolepolitikken på Christiansborg. Så lige nu er der generelt ”ro på” i forhold til spørgsmålet om, hvad eleverne skal lære. 

Anderledes højspændt ser det ud i forhold til, hvordan eleverne kan lære. Flere og flere børn står stejlt fast på deres rettigheder og selvbestemmelse. De stritter imod. Vil ikke undervises og opdrages. De nægter. 

Og her taler jeg ikke om elever med særlige behov eller diagnoser. Generelt set giver det mening at opdele elever i tre grupper: 

• Dem, der altid kan undervises.
• Dem, der alt for ofte ikke kan undervises, men som måske kan lære det eller kunne have lært det fra den tidlige barndom.
• Dem, der har helt særlige behov og derfor naturligt har svært ved at indgå i skolens rammer.

Det er midtergruppen, jeg taler om. 

Børns selvbestemmelse, frihed og rettigheder er gået for vidt. I Børnerådets børnesyn hedder det: ”Børn er medborgere med selvstændige rettigheder på lige fod med voksne.”  ”Børn er kompetente samfundsaktører og eksperter i eget liv.”

Hvis dét gælder, er der jo slet ikke behov for at opdrage. Men alle med kendskab til børn ved, at de til stadighed har brug for at blive guidet og vist til rette. Altså opdraget. 

Børn har grænseløse rettigheder-forståelsen ses også i mange moderne forældres børneopdragelse, og den danner fundament for flere og flere kommuners såkaldte børnesyn. Forståelsen fremsættes også af toneangivende skoleforskere. Den udfolder sig i supermarkedet, på legepladserne, ved familiemiddagene, i børnehaverne, på gaden, i sportsklubberne og i skolerne. Børn står på deres ret. Bliver ikke reguleret. Kan ikke tåle et nej. Kan ikke undervises. 

Hvad kan skolen gøre?

Selvfølgelig skal børn lyttes til og respekteres. Det er et udtryk for et humant menneskesyn, som vi skal være stolte over og værne om.  

Men i skolens praksis (og i mange andre sammenhænge i livet) har man jo ikke kun rettigheder. Man skal også kunne underlægge sig forpligtelser, begrænsninger og hensyn til de mennesker, man er sammen med, og den ”sag”, man er sammen om – nemlig det faglige indhold. Hvis elever ikke kan det, kan undervisning slet ikke finde sted. 

Hvad kan skolen gøre? Hvordan får vi flere undervisningsparate elever? Hvordan får vi flere gode og rolige timer?

Skolen skal tydeliggøre for elever og forældre, at skolens opgave er opdragelse gennem undervisning og samvær. Det er dét, en skole er til for. Men man kan ikke forvente, at forældre og elever ved det på forhånd. De skal have hjælp til at træde ind i rollerne som skoleforælder og elev. Skolen skal værne om sig selv ved at have et professionelt sprog for sin pædagogiske praksis og for, hvordan man kan lære at indgå i den. 

Elever skal tåle at blive opdraget og undervist

På den skole, hvor jeg er ansat, har ledelse og lærere formuleret et skolesyn: Syv pædagogiske grundpiller til forståelse af skole, undervisning, elevrolle og forældrerolle. 

Punkterne skal skærpe de professionelles sprog og understøtte forældresamarbejdet. De skal hjælpe forældre til at forstå, at deres barn ikke kun har rettigheder i skolen, men også må kunne indgå i pædagogisk bestemte begrænsninger og tåle at blive opdraget og undervist. Dét kan være svært. Især hvis man er vant til at stå stejlt på sin ret eller nægte. Men det skal trænes i et samarbejde mellem skole og hjem. 

Begge parter skal holde sig for øje, at skolens opgave er at forberede vores børn og unge til at blive både selvstændige, frie mennesker med rettigheder og ansvarlige, forpligtede borgere i deres voksenliv.