12 lærere: Vi holder mund – både i medierne og på lærerværelset

Danmark bryster sig af ytringsfrihed. Alligevel viser en ny undersøgelse fra Københavns Lærerforening, at fire ud af ti lærere i hovedstaden undlader at ytre kritik af forholdene på deres skole – ikke fordi de ikke har noget at sige, men fordi de frygter ledelsens eller forvaltningens reaktion.

Det overrasker os desværre ikke. Vi er en gruppe lærere fra hele landet, der har valgt at engagere os i den offentlige samtale om folkeskolen, så vi ved, at det kan føles risikabelt at tage ordet.

Heldigvis har vi langt fra alle oplevet negative konsekvenser at af ytre os, men en af os blev indkaldt til samtale, hvor et debatindlæg lå printet ud med overstregninger, som var det censur. En anden blev stoppet på vej ud ad døren med et “har du to minutter?”, fordi synspunkterne i et indlæg skulle “drøftes”. På en tredjes skole må lærerne nu kun stille skriftlige spørgsmål til ledelsen. En fjerde blev indkaldt til samtale af lederen, fordi en kollega havde klaget over et debatindlæg. En femte blev spurgt, om det virkelig er nødvendigt at nævne skolens navn i offentligheden, hvis der skulle blive problemer.

Tryggere at holde mund

Vores eksempler viser, at presset på den frie skoledebat ikke kun er enkeltstående tilfælde i København. Der er et mønster. En tavshedskultur breder sig, ikke bare i medierne, men også på lærerværelserne. For som undersøgelsen viser, har 40 procent af københavnerlærerne en eller flere gange også har valgt at tie stille med kritik internt på deres skoler.

Det har konsekvenser. Når kritik tolkes som illoyalitet, og debat mødes med mistro, skabes et arbejdsmiljø, hvor det føles tryggere at holde mund end at bidrage. Det skader ikke bare arbejdsglæden, men også skolens faglige udvikling.

Vi er ikke ude på at hænge enkelte skoler eller ledere ud, men vi er nødt til at sige højt, at vi er bekymrede, og derfor peger vi på den problematiske tavshedskultur. Vi ønsker at være med til at finde løsninger, men det kræver, at der er rum og tryghed til at sige tingene højt. At ytre sig som lærer bør ikke være en modig undtagelse. Det bør være en helt naturlig del af vores professionelle virke.

Derfor er det også positivt, at Københavns Kommune har udsendt et hyrdebrev til sine ansatte med en påmindelse om ytringsfrihed. Noget lignende gør andre kommuner. Men et brev ændrer ikke en kultur. Der skal handling bag ordene og rigtige kulturændringer.

Hvisken i krogene

Nogle af os oplever heldigvis også fuld opbakning fra vores ledelser, når vi debatterer skole. Vi ved, hvor værdifuldt det er, når lederne bakker aktivt op om lærernes ret til at ytre sig – både internt og eksternt.

Så selvfølgelig er det muligt at skabe en skolekultur, hvor kritik ikke fører til samtaler, irettesættelser eller tjenstlige sanktioner – hverken når en lærer har siddet på et møde og kritiseret forhold på arbejdspladsen, eller når en lærer har skrevet et debatindlæg her på Folkeskolen eller i et andet medie.

Derfor er vores opfordring, at ledelserne og skoleforvaltningerne sætter sig i spidsen for at skabe trygge fællesskaber på skolerne, hvor kritik hilses velkommen. Derudover skal der være mulighed for sparring for lærere, der ønsker at deltage i debatten. Kurser i kommunikation og debat for lederne kan også være en del af løsningen, men først og fremmest handler det om en grundlæggende kulturændring.

Hvis de kritiske stemmer på skolerne bliver reduceret til en hvisken i lærerværelsets kroge, mister vi ikke bare vigtige perspektiver på den enkelte skole. Vi risikerer at tabe vigtig faglig viden, som hele vores skolesystem er afhængigt af.