Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
DLF-kongres '26

Danmarks Lærerforening skruer ned: Kongres hvert andet år

Fra 2030 er det slut med årlige kongresser i Lærerforeningen. Kongres hvert andet år blev vedtaget med stort flertal på kongressen onsdag.

Delegerede til kongres 2026 klapper

De delegerede klappede efter vedtagelsen af toårige kongresperioder.

Foto: Dagmar Gellert-Jespersen
Katrine Rosenbæk
Katrine Rosenbæk Journalist
1 kommentar
21. oktober 2026, kl. 15:21
1 kommentar

De kongresdelegerede fra Danmarks Lærerforening skal fra 2030 mødes hvert andet år i stedet for årligt.

Kongresserne vil blive holdt i ulige år. Men fordi kongressen i 2028 skal opstille overenskomstkrav, bliver 2030 det første år, hvor der ikke vil blive afholdt kongres.

Forslaget til vedtægtsændringen kom fra foreningens hovedstyrelse og blev primært motiveret af, at foreningen vil kunne notere en besparelse på 8-10 millioner kroner de år, hvor der ikke holdes kongres. Midler, som i stedet kan bruges til andet arbejde i foreningen.

Beslutningen blev vedtaget ved Danmarks Lærerforenings kongres på Hotel Nyborg Strand onsdag. Her stemte 215 for, 75 stemte imod, imens 4 stemte hverken for eller imod. Dermed skal der som udgangspunkt fremover kun holdes kongres i ulige år. Og så i de år, hvor der skal udtages overenskomstkrav, og det skal man i 2028. Dermed bliver første år uden kongres 2030.

De delegerede afgav deres stemme efter knap fire timers debat, som begyndte onsdag morgen.

Gøre noget anderledes

Formand Gordon Ørskov Madsen var den første til at stille sig på talerstolen, hvor han argumenterede for hovedstyrelsens forslag om toårige kongresser.

”Dørene på Christiansborg står på vid gab. Vi står på tærsklen til en trepart, som jeg har store forhåbninger til. Vi skal lægge stenene rigtigt frem mod overenskomstforhandlingerne i 2029,” lød det fra formanden, som tilføjede, at de nye fagplaner også snart skal ud at leve.

Danmarks Lærerforening skal gribe chancen for at skabe en bedre folkeskole, mens politikerne lytter. Det kræver, at man kan kaste de nødvendige kræfter ind, sagde han.

”Samtidig står vi et sted, hvor vi har travlt i hele foreningen. Vi vil en masse med os selv og hinanden. Kalenderne er fyldt godt og grundigt op. Døgnet kunne godt bruge flere timer. Foreningens bankbog kunne også godt være lidt større. Det kan være svært at få enderne til at mødes og nå det hele – både i kredsen og på Vandkunsten. Derfor er vi nødt til at gøre noget anderledes,” sagde Gordon Ørskov Madsen.

Han fastslog, at foreningsdemokratiet lever i bedste velgående, og han gav et tilsagn om, at hovedstyrelsen forpligter sig til at udvikle de politiske og strategiske samtaler i foreningen som led i beslutningen.

Livlig debat

Og derefter fulgte en livlig debat, hvor flere end 35 forskellige delegerede skiftedes til at tage ordet.

Nogle forholdt sig kritisk til forslaget. Et af argumenterne var, at en frygt for, at en toårig kongresperiode kan svække demokratiet i Danmarks Lærerforening.

Sådan lød det blandt andre fra Merete Svalgaard Knuthsen, forkvinde for Helsingør Lærerforening.

Det handler ikke kun om antallet af kongresser, sagde hun, men også om et ”demokratitab” og om foreningens evne til at reagere på en virkelighed, der forandrer sig hurtigt.

Svigermor

Et af de mere vittige indlæg kom fra Mathias Ehrenberg fra Næstved Lærerkreds, der startede med at slå fast, at han egentlig ret godt kan lide sin svigermor, som han holder jul med hvert andet år.

”Det bliver ikke mindre jul af, at vi kun spiser æbleskiver sammen hvert andet år,” sagde han. Og argumenterede for, at demokratiet i foreningen ikke bliver mindre af, at de delegerede kun mødes til kongres hvert andet år. Tværtimod lever demokratiet i bedste velgående i tiden imellem, hvor man kan fordybe sig i fagforeningsarbejdet.

På kongressen præsenterede Janne Riis Hansen fra Københavns Lærerforening et ændringsforslag. I forslaget lagde hun op til, at foreningen i de år, hvor der ikke er kongres, skulle forpligte sig på at oprette et nyt mødeforum. Da hovedstyrelsens forslag blev vedtaget, faldt ændringsforslaget.

Ingen ændringer af regler for dagsordenspunkter

Henning Brusgaard, Egedal Lærerkreds, og Kjell Nilsson fra Københavns Lærerforening ville gøre det lettere for almindelige medlemmer af DLF at få et punkt på Danmarks Lærerforenings kongres dagsorden. Men deres forslag blev stemt ned. Det betyder, at der stadig fremover kræver, at mindst 9 hovedstyrelsesmedlemmer eller mindst 50 delegerede, eller mindst 200 af foreningens almindelige medlemmer, fordelt i mindst fem kredse går sammen om at få et punkt på dagsordenen.

En anden vedtægtsændring, som til gengæld blev vedtaget, betyder, at det fremover bliver lettere for børnehaveklasseledere (fraktion 2) og DLF-medlemmer, der ikke hører til en lokal kreds, men den Landskredsen at opstille kandidater til kongressen.

”Det har vist sig at være en udfordring for kandidater til landsvalget at mobilisere det tilstrækkelige antal stillere. En udfordring som skal ses i lyset af, at de der er medlem af Landskredsen ofte arbejder på mindre arbejdspladser,” lyder det i motivationen for vedtægtsændringen.

Ændringen blev enstemmigt vedtaget.

1 kommentar

Mere om DLF-kongres ´26

  • Gordon Ørskov Madsen holder åbningstale
    Seneste nyt

    DLF-formand vil have ny model, før nye skolemillioner fordeles

  • Afstemning til kongres. Grønne sedler bliver holdt op i luften
    DLF-kongres ´26

    DLF før trepart: Flere uddannede lærere skal hjælpe folkeskolen ud af krise

  • Magnus Heunicke på talerstolen til kongres 2026
    DLF kongres '26

    Heunicke sætter for første gang tal på, hvor mange milliarder, folkeskolen skal tilføres

Se tema
3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Danmarks Lærerforening skruer ned: Kongres hvert andet år

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS