Regeringen har fået teknisk hjælp til skrivningen af lovindgrebet fra arbejdsgiverside, mens den anden side i konflikten - lærerne - ikke er blevet inddraget i lovarbejdet.
Bondo til politikerne: Provokerende at LC ikke er blevet hørt
Anders Bondo Christensen har i sin egenskab af formand for Lærernes Centralorgansation haft foretræde for beskæftigelsesudvalget i aftes. Her argumenterede Bondo for, at de 300 millioner slet ikke dækkede de akkorder, som lærerne har brugt forhandlingskapital på at opnå. Bondo har forklaret, at lærerne med kompensationen på 300 millioner kroner, går glip af hundredvis af millioner af kroner.
Det blev finansminister Bjarne Corydon udfordret på ved dagens åbne samråd. Enhedslistens Per Clausen ville blandt andet vide, hvorfor man ikke har inddraget en uvildig part i arbejdet med at finde det korrekte beløb som kompensation for de rettigheder, lærerne står til at miste med lovindgrebet.
"Hvad er grunden til, at alting skal dikteres? Her var en oplagt mulighed for, at der kunne laves et kompromis. Hvis man fandt en uafhængig opmand til at afklare, om det er regeringens 300 millioner kroner, eller lærernes beregninger som er korrekte", spurgte Per Clausen.
Finansministeren svarede:
"Det er korrekt, at der i forbindelse med den her lockout og det her lovindgreb har været en hård tone mellem regeringen og Danmarks Lærerforening. Men jeg er ked af, at det bliver udlagt som et ønske om konflikt med Danmarks Lærerforening. Det ændrer ikke på min opfattelse af, at jeg synes, vi har beregnet det korrekt og ukontroversielt".
Livstidsnorm? Et andet ønske fra Anders Bondo Christensen var at opgøre lærernes arbejdstid med en månedsnorm i stedet for en årsnorm. Per Clausen mener, at det er klart til arbejdsgivernes fordel at benytte en årsnorm og konstaterede ikke uden ironi, at regeringen kunne overveje at opgøre arbejdstiden i en livstidsnorm i stedet?
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fastholdt imidlertid sin argumentation fra fremlæggelsen af lovforslaget, og som den blev givet i det skriftlige svar til Folketinget:
"På det offentlige overenskomstområde er langt hovedparten af lærergrupperne omfattet af en årsnorm. Årsagen hertil er, at lærernes arbejdstid typisk er koncentreret på færre uger end andre ansattes. Årsnormen udligner dermed de udsving, der opstår ved, at lærerne arbejder mere end 37 timer ugentligt i undervisningsmånederne og mindre end 37 timer ugentligt i gennemsnit i de perioder, hvor elever og kursister har ferie".
Folketingets andenbehandling er i skrivende stund endnu ikke begyndt, men dagens foreløbig sidste samråd er ovre, så Folketinget kan gå i gang med at behandle lovforslaget.
Corydon presset på prisen for afskaffelsen af 60-års-regel
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.