En forårsdag bryder en pige i 9. klasse sammen i spisepausen. Christina Rinaldo, der kun har været lærer i et par år, prøver at trøste hende, men uden held. Derfor tager hun eleven med til skolens AKT-lærer, så hun kan være dér, mens hun selv har undervisning.
”Da jeg kom tilbage fra undervisningen, græd hun stadig”, fortæller hun.
”Hun var utrøstelig. Men da vi spurgte, om vi skulle ringe hjem, blev hun rigtig vred og fortalte, at det skulle vi i hvert fald ikke”.
Episoden ligger mange år tilbage. Men Christina Rinaldo kan stadig huske, hvordan hun som nyuddannet lærer havde svært ved at få fodfæste i situationen.
”Det sværeste var, da jeg ikke kunne få hende til at holde op med at græde”, fortæller hun.
Det var dog først i starten af 9. klasse, at Christina Rinaldo fandt ud af, hvad sammenbruddet handlede om. Her betroede pigen sig til hende om, at der var mange skænderier derhjemme. Og at de kunne ende med, at hendes mor gav hende en lussing.
”På det tidspunkt var jeg egentlig ikke overrasket. Jeg vidste, at det var en presset familie. De var i knæ. Men jeg var heller ikke i tvivl om, at hun var elsket derhjemme. Derfor var det vigtigt for mig, at vi fandt en måde at hjælpe familien på”, siger hun.
Ny håndbog om vold til lærere
Børn, der oplever vold i hjemmet, er stadig et problem i dag. I en undersøgelse fra 2022 beskriver Børns Vilkår, at lidt over en femtedel af eleverne i 8. klasse har været udsat for fysisk vold i hjemmet indenfor det seneste år.
Lærere og pædagoger er oftest de voksne, der er tættest på børnene uden for hjemmet. Derfor har organisationen Lev Uden Vold netop udgivet en håndbog, der skal hjælpe fagpersoner med at opdage og håndtere situationer med børn, der oplever vold.
Håndbogen er blandt andet skrevet i samarbejde med Danmarks Lærerforening, Børns Vilkår og BUPL.
Bogen beskriver i det første kapitel, hvad vold er og hvordan vold mod børn kan se ud. De efterfølgende kapitler kommer blandt andet ind på, hvordan man underretter om vold og hvad man som lærer eller pædagog kan gøre for at støtte barnet og familien efter en underretning om vold i hjemmet.
Christina Rinaldo er umiddelbart glad for, at lærere og pædagoger kan få råd og vejledning til at håndtere de situationer, hvor der er mistanke eller viden om vold i hjemmet.
”Jeg synes, der er nogle rigtig fine pointer i håndbogen. For eksempel er det godt, at der er skrevet om, hvordan man skal spørge et barn ind til, hvad der sker derhjemme. Det er nemlig drønsvært. Børnene er jo oftest allermest bange for, at mor eller far kommer i fængsel, hvis volden bliver afsløret”, siger hun.
Samtidig er Christina Rinaldo en smule bekymret for, om håndbogen forventer for meget af lærerne og pædagogerne.
”Vi skal også holde fast i, at vi ikke er psykologer og socialrådgivere. Den opgave skal vi ikke tage på os, fordi vi står i det første led til barnet”, siger hun.
”Ud fra mit synspunkt kan lærere og pædagoger sagtens være med til at gøre skolen til et helle for børnene. For eksempel efter en underretning, hvor de kan have det svært. Men vi skal lade andre socialforvaltningen og andre fagpersoner om at sørge for barnet udenfor skolen”.
Cyklede med eleverne til skole
Christina Rinaldo lægger ikke skjul på, at hun i forhold til episoden med pigen i 9. klasse, gjorde det stik modsatte: Her tog hun i høj grad opgaver på sig, der lå langt fra den traditionelle lærergerning.
”Jeg var ung, naiv og troede, at jeg kunne redde hele verden. Så jeg håndterede det helt sikkert på en anden måde den gang, end jeg ville gøre i dag”, siger hun.
”Desuden var skolen også en anden. Vores arbejdsdag var mere flydende, og det tog længere tid, før vi bad om hjælp udefra eller skrev en underretning. Vi havde heller ikke en skolesocialrådgiver, som jeg kunne spørge til råds”.
For eksempel fulgtes Christina Rinaldo hver morgen med pigen og et par andre elever i skole.
”De havde alle sammen et højt fravær, så jeg fik lov af min skoleleder til at ringe til dem lidt i syv for at høre, om de var klar til at komme i skole. Og så cyklede jeg forbi og hentede dem. Når vi kom op i klassen, havde jeg boller, te og kaffe klar”, fortæller hun.
Stille og roligt blev forholdet mellem Christina Rinaldo og pigen så trygt, at eleven til sidst turde fortælle om episoderne derhjemme.
Hver situation er forskellig
Det var allerførste gang, Christina Rinaldo stod med elev, der blev slået derhjemme. Men det har ikke været den sidste. Gennem de seneste mange år som lærer er hun en håndfuld gange stødt på elever, der også er blevet slået eller på andre måder har oplevet vold i hjemmet.
”I dag føler jeg, at jeg ved, hvad der skal gøres, når sådan en situation opstår. Også selvom situationerne aldrig er den samme. Der er altid nye tegn på vold og nye måder, det kan løses på”.
Dengang var hun dog glad for, at hun havde en erfaren teammakker, der kunne støtte hende i arbejdet med underretningen og det efterfølgende forløb.
”Det var rart at have hendes erfaring, for jeg var slet ikke blevet udannet til sådan en situation”.
Christina Rinaldo har stadig kontakt med pigen. Med den hjælp hun fik efterfølgende, lykkedes det hende for et par år siden at afslutte sin videregående uddannelse. I dag har hun også fået et godt forhold til sin mor.
”Hun er en af de elever, man aldrig glemmer”, fortæller Christina Rinaldo.
Christina hjalp elev, der blev slået hjemme: ”Det sværeste var, da jeg ikke kunne få hende til at holde op med at græde”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.