Før sommerferien gik Camilla Busk på jagt. Mest rundt omkring på sin skole, men også hjemme hos sin mor. Hun ledte efter ting og møbler, som hun kunne bruge til at indrette klasselokalet til sin kommende børnehaveklasse.
Ambitionen har været at skabe et lokale med lærings- og trivselszoner, der tilgodeser elevernes forskellige behov og understøtter den måde, Camilla Busk gerne vil skabe skole på.
”Men det skulle også være et klasselokale, der er hyggeligt. Det skal være sådan, at når mine elever træder ind i lokalet, så er der rart at være. For har man lyst til at være der, så har man også lyst til at lære der,” siger hun og tilføjer.
”Jeg tror også, det betyder noget for børnene, hvordan jeg selv har det i det her klasselokale. Hvis jeg slapper af, så bliver der bare en bedre stemning, tror jeg.”
Camilla Busk er uddannet lærer og læsevejleder og ansat på Søren Kanne-skolen, afdeling Toubro i Norddjurs Kommune. Skolen er fordelt på fire forskellige matrikler, og afdeling Toubro er en lille landsbyskole, hvor der i dette skoleår kun er 35 elever i hele indskolingen – heraf 11 i børnehaveklassen.
Når Camilla Busk trods sin lærerbaggrund skal være klasselærer for børnehaveklassen, er det et led i en større forandringsproces, der går ud på at skabe en samlet indskoling med funktionsopdelte lokaler og plads til fællesspisning og fællessamlinger. Planen er, at både børn og voksne skal være mest muligt sammen med hinanden på tværs af klassetrin.
Skolens tidligere børnehaveklasseleder er samtidig gået på pension, så det gav god mening, at Camilla Busk tog den yngste klasse, da personalepuslespillet skulle gå op.
”Også, fordi jeg er læsevejleder. Så vi har aftalt, at jeg skal starte med at klæde 0. klasse ordentligt på med en god læseudvikling, og så skal jeg følge dem videre op,” siger hun og tilføjer, at selv om eleverne i indskolingen skal være mere sammen på tværs, skal alle stadig starte dagen i deres respektive klasser.
Guld på skolerne
Camilla Busk erkender, at hun er meget privilegeret. For udover at der kun er 11 elever i hendes klasse, har hun fået et forholdsvist stort lokale.
Og på grund af projektet i indskolingen har hun kunnet gå all-in på klasserums-indretningen. Både fordi der var afsat ekstra tid til forberedelse, og fordi de rent fysisk skulle ændre lokaler - for eksempel er den gamle børnehaveklasse lavet om til et fælles billedkunstlokale med skillevæg, så der også er blevet plads til et legerum. Det har betydet, at der var en del møbler tilovers i de gamle indskolingslokaler.
På sin jagt rundt på skolen – herunder i skolens kælder – fandt hun flere ting, der trods flere årtier på bagen var både fine og funktionelle. Blandt andet nogle træreoler, et rundt bord og en slags daybed med en madras på.
”Ofte har man jo meget guld ude på skolerne, og sådan en havde vi i kælderen. Og så tænkte jeg, at den kan godt lige rykke ind i mit lokale.”
Hun skynder sig at tilføje, at hun trods alt ikke selv bar rundt på det hele.
”Jeg havde en arbejdsmiljørepræsentant, der sagde, at jeg ikke selv skulle gøre det, så jeg har fået pedellen til at hjælpe med at bære,” smiler hun.
Basepladser og hjælpepladser
Da hun først havde fået alle de ønskede ting og møbler ind i lokalet, tegnede Camilla Busk – der tydeligvis ikke er uden evner ud i den slags – en tegning af lokalet med alle de forskellige funktioner, hun gerne ville have.
Hun har også haft overvejelser om hvordan indretningen bedst understøtter klasserumsledelse og har besøgt en skole i nabokommunen, som hun vidste, havde nogle gode refleksioner omkring det.
”Jeg er ikke ekspert på indretning, men jeg tænkte over, hvad jeg har af erfaringer som lærer med, hvad børnene godt kan lide. Hvad har eleverne i mine klasser efterspurgt og haft brug for? Og hvad har fungeret? Og så begyndte jeg at planlægge ud fra det,” siger hun og fortæller, at hun startede med at placere sit eget bord i hjørnet af lokalet, og dernæst børnenes faste pladser, som hun kalder ’basepladser'.
”Jeg synes, det er så vigtigt, at skoledagen starter godt, så når børnene møder ind om morgenen, har vi 10 minutter inde i klassen, hvor der er rolig musik, og de lige har tid til at sætte sig. Og de skal have en fast plads, så de ved, hvad de skal.”
Det næste, hun gerne ville have plads til, var ”hjælpepladser” – pladser tæt på hende selv.
”Der kan nogle gange være sket noget i frikvarteret, eller det kan være, der er skiftedag i en skilsmissefamilie, eller der er et eller andet, det har været svært om morgenen. Det kan også være, at et barn har lidt uro i kroppen, og så snakker vi om, om det måske vil være rart og trygt at sidde tæt på mig.”
Der skal være et helle
I det hele taget har det ligget Camilla Busk meget på sinde, at klasselokalet giver eleverne mulighed for at føles sig trygge, få ro eller trække sig.
”Det er vigtigt for mig, at der ikke er en forventning om, at børnene skal kunne noget, jeg ikke selv føler, at jeg ville kunne. Jeg har ADHD, så jeg ved, hvor let ens opmærksomhed kan blive afledt. Og det er noget af det, jeg også har tænkt på i forhold til lokalet. Der er plads til, at man kan rykke sig et sted hen, hvor forstyrrelserne måske bliver færre. Det tror jeg er enormt vigtigt.”
Derfor har hun både lavet en stillekupé, hvor man kan sidde med hørebøffer på, og topersonerskupéer, som er borde med afskærmning omkring.
”Her kan de for eksempel sidde to og to og arbejde sammen og føle, at de er lidt skærmet af for de ting, der ellers sker i klassen, men stadigvæk orientere sig i klasselokalet, fordi afskærmningen ikke er særligt høj,” siger hun.
Og så er der daybed’en, som står i hjørnet bag en skrå væg.
”Der sker mange ting i løbet af en skoledag, og det er ikke alle børn, som er klar til lige at komme ind fra et frikvarter, hvis de for eksempel har haft en konflikt, og de stadigvæk er kede af det eller vrede. Så vil jeg gerne have, at der er et sted, hvor de har mulighed for at finde ro, og stadig er inde i klasselokalet. Der er også sådan et hul i væggen ind til klassen, så de kan følge med i undervisningen. Så det er tænkt sådan, at 'her må du gerne sidde, hvis du har brug for en pause og lige finde tilbage til dig selv igen.' Man kan selvfølgelig også lægge sig derind og læse. Det der er vigtigt for mig, er, at børnene har et sted, hvor de ved, at her er et helle.”
Det er bare så fedt
Camilla Busk fortæller, at børnesynet på hendes skole stadig er, at børn gør det bedste, de kan. Og hun synes, det er hendes ansvar som lærer at sørge for nogle rammer, der gør, at børnene faktisk kan lykkes.
”For mange børn er det at skulle sidde stille på den samme plads hver dag svært at lykkes i. Det er svært for mig at lykkes i. Jeg står jo selv op og går rundt mellem børnene. Jeg vil også gerne skabe nogle strukturer, som giver børnene mulighed for at have medbestemmelse. ’Hvordan har jeg lige lyst til at lære i dag? Er jeg lidt træt, så kan det være, at jeg skal sidde med mine hørebøffer på. Eller vil jeg gerne sidde herovre og arbejde sammen med ham her, så er det her, jeg sætter mig’. Jeg har også nogle små borde, jeg kan få sat op, hvor de kan stå op, hvis de har lyst til det.”
Camilla Busk indrømmer, at hun måske er særligt heldigt stillet, når hun kaster sig over et projekt som indretningsprojektet.
”Jamen, så hyperfokuserer jeg jo lidt. Så synes jeg, det bare er så fedt, og jeg kan slet ikke slippe det. Jeg tænker på det, når jeg kommer hjem, og jeg tog også lige hjem til min mor, der har en masse ting, for at se, om der var et eller andet – en vase eller sådan noget, jeg kunne taget med hen på skolen. Så jeg har taget mig tid til det. Men det er også bare en interesse. Jeg synes, det er spændende at prøve nogle nye ting af og se, om vi kan lykkes i det, mig og børnene. Og det tænker jeg godt, vi kan.”
Camilla er gået all-in på indretningen af sit klasseværelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.