Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Fremtidens børnehaveklasse

Børnehaveklasseformand om ny fagplan: "Jeg kan ikke få armene ned"

Den nye fagplan for børnehaveklassen ændrer ikke ved grundværdierne, men giver markant mere frihed til underviseren, lyder det fra Marianne Giannini. Men friheden kan også blive en udfordring, erkender hun.

Børn leger ved vandpyt i skoven

Et af kerneområderne i den nye fagplan er "Fænomener, vi er sammen om", som blandt andet lægger op til at være mere ude i naturen.

Foto: Getty Images/_jure
Maja Plesner
Maja Plesner Freelancejournalist
2 kommentarer
17. november 2025, kl. 19:30
2 kommentarer

Har du kigget på råudkastet til den nye fagplan for børnehaveklassen?

Måske synes du ikke, du har haft tid. Men det er faktisk hurtigt gjort. For noget af det, der kendetegner alle de nye fagplaner for folkeskolen, er, at de korte og overskuelige.

For børnehaveklassen betyder det, at det nuværende materiale om faget på langt over 100 sider koges ned til omkring 10–12 sider plus en kommende undervisningsvejledning. 

Overordnet set er der tale om et markant kursskifte: langt færre mål og langt mere frihed til underviseren. En udvikling, der allerede har fået mange positive ord med på vejen fra mange lærere.

Formand for Børnehaveklasseforeningen, Marianne Giannini, der selv sidder i skrivegruppen, er rigtig glad for det foreløbige resultat:

”Jeg kan ikke få armene ned. Jeg er virkelig begejstret. Det bliver rigtig fedt,” siger hun og tilføjer, at grundværdierne fra det nuværende faghæfte bliver ført videre.

Jeg tænker ikke, at nogen bliver forskrækkede eller overraskede over det. De vil snarere blive glade for, at det er noget, der bliver lagt endnu større vægt på

Marianne Giannini Formand for Børnehaveklasseforeningen

For eksempel er Leg og legende tilgange ét af tre kerneområder i den nye fagplan. 

”De andre er Fællesskaber og tilhørsfølelse, og Fænomener vi er sammen om. Det handler blandt andet om, at vi skal mere ud i naturen. Så elevernes nysgerrighed og lyst til at undersøge og lære skal stadig stimuleres. Vi skal også stadig sikre, at der bliver lagt vægt på både det praktisk-musiske, bevægelse, sprog og kommunikation og matematisk opmærksomhed. Men det er beskrevet på en anden måde, meget kortere og mere vævende, kan man sige,” siger Marianne Giannini og kommer med et konkret eksempel på forskellen: 

”I dag har vi en lang liste over børnenes sproglige udvikling, som man faktisk kan bruge som sådan en tjekliste i forhold til, hvor børnene ligger henne. Om de kan samtale, om de kan fortælle en historie, om de kan udtrykke sig kreativt osv. Der er beskrevet helt ned i detaljen, men alt det er taget væk i den nye fagplan. Der kommer ikke til at stå, at børnene skal kunne sådan og sådan. I stedet vil der for eksempel stå, at børnene skal være engagerede, at der skal lægges vægt på kundskaberne og den fællesskabsopbyggende tilgang, og at vi skal skabe deltagelsesmuligheder for alle.”

Det meste er noget, børnehaveklasseledere allerede gør i dag, understreger hun. 

”Så jeg tænker ikke, at nogen bliver forskrækkede eller overraskede over det. De vil snarere blive glade for, at det er noget, der bliver lagt endnu større vægt på.” 

Svært for de nye

Men samtidig med, at Marianne Giannini hylder forenklingen og den mere, kan den også bekymre hende.

Børnehaveklassen

Få Folkeskolens nyhedsbrev om børnehaveklassen. En gang om måneden fra vores fagjournalist, og opdateringer når der er nyt (ca. hver 14. dag)

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

”Man skal i hvert fald være parat til at arbejde med en plan, der er lidt flyvsk, hvor der ikke står, præcis hvad man skal. Hvis man er helt ny børnehaveklasseleder, kan det godt være, det bliver lidt svært. Så vil man nok tænke, 'hold da op, hvordan skal jeg starte?'” 

Kan man sige, at det bliver godt for de erfarne og måske en udfordring for de helt nye?

”Ja,” lyder det korte svar fra Marianne Giannini, der tilføjer, at det måske bliver svært for alle – også lærere – der er startet i faget efter 2013.

”Vi har jo en del af lærerstanden, der er uddannet til målstyret undervisning, som aldrig har prøvet andet. Og så er vi nogle fra før 2013, som siger, 'yes, endelig. Nu kan det måske blive lidt sjovt igen.' Så der er forskellige grupper.” 

Udkastet til fagplanen for Børnhaveklassen

Kerneområderne for børnehaveklassens indhold i den nye fagplan er: 

Fænomener vi er sammen om: Der er centrale fænomener, man kan være fælles om i børnehaveklassen. Fænomenerne er natur, matematisk opmærksomhed, sprog, kommunikation, det praktisk-musiske og bevægelse. Eleverne oplever, at fænomenerne vækker nysgerrighed og forundring, og at der er muligheder for at tilegne sig kundskaber, være undersøgende og bidrage værdifuldt i undervisningen.

Fællesskaber og tilhørsfølelse: Børnefællesskaber og følelsen af at høre til i fællesskaberne er det overordnede fokus for børnehaveklassen. Det er grundlag for det almenpædagogiske arbejde med forpligtende fællesskaber, der tager udgangspunkt i en helhedsorienteret tilgang til børns leg, trivsel, udvikling og læring.

Leg og legende tilgange: Leg og legende tilgange er centralt i undervisningen. Elevernes spontane og selvorganiserede leg udfolder sig i børnehaveklassen. En legende tilgang har et almenpædagogisk sigte, hvor børns perspektiver inddrages i planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning og er grundlag for fællesskabende aktiviteter, relationsdannelse og følelsen af at høre til.

Læs hele udkastet her (pdf)

Marianne Giannini understreger derfor behovet for støtte og vejledning, når fagplanerne skal udrulles. 

”Det er ikke sikkert, der bliver penge til det, men jeg tænker, at det ville være smart at lave nogle korte podcasts og videoer med idéer til, hvordan man kan gøre de her forskellige ting. Og vi vil i Børnehaveklasseforeningen arbejde for et kursus i fagplanen for nye børnehaveklasseledere”

Mere grundighed 

Men forenklingen til trods lægges der op til en mere åben og grundig tilgang i undervisningen, understreger formanden. 

Der står heller ikke det nuværende faghæfte, at børnene skal kunne læse inden sommerferien - men sådan er det blevet tolket efterhånden, oplever Marianne Giannini.

Foto: Jesper Knudsen

”Det har jeg ønsket mig i årevis. Vi skal ikke have så travlt. Lad os være grundige. Lad os have plads til, at alle børn når at komme med på forskellige måder, så selv de langsomste snegle kan følge med,” siger hun og tilføjer: 

”Der har jo aldrig stået i vores nuværende faghæfte, at børnene skulle kunne læse inden sommerferien, men det er sådan, der er blevet tolket efterhånden ude på skolerne. Også fordi forlagene har styret meget med deres digitale læremidler, og de har haft et synspunkt om, at børnene skal lære så meget som muligt, så hurtigt som muligt," siger hun og fortsætter:

"Men jeg synes jo, at de skal lære, måske ikke så lidt som muligt, så i hvert fald så grundigt som muligt, så de ikke kommer i 4. klasse uden at have styr på på bogstavernes lyde, form og navn, antalsforståelse, venner, former, mønstre og materiale, fordi der ikke blev gået i dybden med det i børnehaveklassen. Alle de ting, som man går i dybden med i børnehaveklassen, bruger de, når de kommer videre.”

Brug for at udbrede kendskabet

Godt nok er det først i starten af skoleåret 2027/28, at fagfornyelsen træder i kraft, men Marianne Giannini håber, at mange flere vil sætte sig ind i både fagplanerne og de kommende undervisningsvejledninger, der også er på vej i udkast, fordi det vedrører alle i folkeskolen. 

”Det er min oplevelse, når jeg kommer rundt og taler med børnehaveklasseledere, at de færreste har set fagplanen, og der er mange, der slet ikke har hørt om fagfornyelsen. Så kendskabet skal i den grad udbredes,” siger hun og håber, at skolelederne vil sørge for, at de kommer på dagsordenen.

”Ellers er der nok nogle, som vil lukke døren og sige, ”jeg gør, som jeg plejer, fordi det trods alt er det letteste.” Så jeg synes, vi har en enormt stor opgave foran os med at få sagt højt nok, at der er en fagfornyelse i gang, og at det ikke er noget farligt eller hippie-agtigt, bare fordi der ikke længere er noget målbart. Der er masser af både retning og omtanke i den nye fagplan, men vi får brug for både vejledning, vidensdeling og ledelser, der bakker op.”

Tidslinje for fagplanerne

  • Primo 2026: Nyt udkast og råudkast til undervisningsvejledninger
  • Ultimo 2026: Færdige udkast til fagplanerne
  • Primo 2027: Politisk godkendelse og færdiggørelse af vejledninger
  • Forår 2027: STUK udsteder bekendtgørelse
  • August 2027: Fagplanerne træder i kraft og Undervisningsvejledninger offentliggøres
2 kommentarer

Læs også

  • Billede af Bolette Boots der er i gang med at undervise .
    Feature

    ”Så gider man være børnehaveklasse­leder igen”

1 relateret artikel
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Børnehaveklasseformand om ny fagplan: "Jeg kan ikke få armene ned"

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS