Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Fagfornyelse

Bruger undring som drivkraft: Mettes timer tager ofte en uforudset drejning

De kommende fagplaner skal gerne bidrage til mere elevinddragelse. Det arbejder naturfagslærer Mette Lindorff Hejn allerede arbejder meget med.

Mette Lindorff Hejn

Folkeskolen var med Mette Lindorff Hejn i undervisningen på Lille Værløse Skole. Hun har udviklet en metode, hun har modtaget en pris for. I dag arbejder hun som selvstændig naturfagskonsulent.

Foto: Novo Nordisk Fonden
Dorte Lange
Dorte Lange Freelancejournalist
Start debatten
19. august 2026, kl. 04:30
Start debatten

Der er helt mørkt i fysiklokalet. Alt lys er lukket ude bag de tykke rullegardiner. Kun små fyrfadslys på bordene, og den smule lys, der strømmer ind fra gangen, da 7.a går ind i lokalet, giver mulighed for at orientere sig.

Mørket, og måske det tidlige tidspunkt på dagen, lægger en dæmper på eleverne, som roligt finder deres pladser. Naturfagslærer på Lille Værløse Skole Mette Lindorff Hejn siger godmorgen og fortæller, at klassen skal i gang med et nyt tema.

Hun beder eleverne holde godt øje med katederet. Pludselig slår en flamme af ild op mod loftet. Eleverne forholder sig stadig meget roligt.

”I kunne godt blive lidt mere overraskede,” siger Mette Lindorff Hejn og gentager øvelsen.

Denne gang udtrykker eleverne behørig benovelse blandet med lidt grin. Mette Lindorff Hejn har haft klassen i mange år, og de kender hinanden godt.

Starten på lektionen er ikke tilfældig. Mette Lindorff Hejn har udviklet en metode, som ikke blot inddrager eleverne i valg af emner og arbejdsmåder, men som systematisk bygger på de undringer, eleverne selv formulerer.

Læs også

Featured image for Elevernes stemme skal gerne fylde mere - og det kræver lærere, ”som tør tage egne valg”
Fagplaner

Elevernes stemme skal gerne fylde mere - og det kræver lærere, ”som tør tage egne valg”

Elevinddragelse er en central del af den igangværende fornyelse af folkeskolens fag.

I sin ’undrings-metode’ lægger Mette Lindroff Hejn vægt på, at eleverne hele tiden er med til at beslutte retning for undervisningen, samtidig med at hun sætter en tydelig ramme for eleverne og deres ideer og undringer.

Mette Lindorff Hejns undringsmetode

Sådan ser Mette Lindorff Hejns undrings-model ud

Det er en undervisningsform med meget lærerstyring. Det er fx vigtigt med et godt ’startsted’, som Mette Lindorff Hejn kalder det.

Læreren skal vække elevernes undren, for den kommer ikke nødvendigvis af sig selv. Et godt startsted kan være en artikel eller en nyhedsudsendelse, hvor eleverne fx skal forholde sig til et dilemma. Det kan også være en fælles oplevelse.

Det vigtige er, at eleverne får hjælp til at aktivere deres undren. Det kan ske ved, at de skal bruge deres sanser, eller at de får en ”wow-oplevelse” som den med ilden i mørket.

I fysiklokalet er lyset blevet tændt igen, og Mette Lindorff Hejn og eleverne taler om fænomenet ild. Hvad skal der til, for at det opstår og kan standses igen?

Man skal lære at undre sig

Nu skal eleverne hver især tænke over, hvad der undrer dem, når det handler om ild. Der er ro i rummet, mens eleverne sidder med hver sin lille stak post-its og tænker og skriver. Det kan være svært at undre sig på stående fod, men klassen har arbejdet på den her måde mange gange, og de har lært metoden.

”Det var lidt svært i starten at finde ud af, hvad jeg undrede mig over,” siger Kaya Bønnelycke Ziebell.

”Men man vænner sig egentlig ret hurtigt til det, og så bliver man bedre til at kunne tænke ordentligt over det.”

Det gør ikke noget, at alle ikke får ideer i første omgang. Efter eleverne har siddet med opgaven selv, sætter Mette Lindorff Hejn klassen i gang med næste fase i forløbet, hvor de skal snakke med hinanden om deres undringer og få mere inspiration.

Mette taler med sine elever om deres ideer

Eleverne giver hinanden yderligere inspiration.

Foto: Dorte Lange

Lyt og spørg ind

Også her er der systematik. Hun instruerer eleverne i, hvordan de skal snakke om deres undringer.  

”Lyt til en undring – sig ’Det lyder spændende – hvordan kom du på den?’”

Rummet fyldes af undringer, mens eleverne taler sammen på skift to og to.

”Hvorfor puster man til et bål for at holde det i gang, men slukker et stearinlys ved at puste til det?”

”Hvorfor er nogle mennesker bange for ild?”

”Hvilken farve ild er varmest?”

”Hvorfor blev fyrværkeri opfundet?”

”Kan en Tesla brænde – og i så fald, hvor længe brænder den?”

”Hvor meget varme skal der til, for at vådt brænde kan brænde?”

”Kan man skabe ild uden ilt?”

Der kommer mange undringer på sedlerne, efter eleverne har snakket sammen.

Fra mange til max fem

Eleverne har mange undringer på deres sedler nu. For mange faktisk. Så nu skal der forhandles.

Eleverne taler i grupper om, hvilken undring de vil forfølge, og det går forbavsende let at blive enige.

”Vi har jo nogle gange undringer, som ligner hinanden lidt,” forklarer Sophie.

Kaya supplerer: ”Det er også tit sådan, at andre har nogle bedre undringer, end man selv har, og som man synes er mere spændende at arbejde med.”

To piger fra 7.a på Lille Værløse Skole

Sophie (t.v.) og Kaya synes godt om at være med til at bestemme, hvad de skal arbejde med i undervisning

Foto: Dorte Lange

Metoden skal indøves

Det at bygge sin undervisning på undringer er en metode, man skal øve med sin klasse, forklarer Mette Lindorff Hejn.

Man skal lære at finde på undringer, og det er vigtigt, at man som lærer er klar til at hjælpe eleverne videre.

”Jeg understreger altid, at der ikke er rigtige eller forkerte undringer, og måske fortæller jeg en elev om noget skørt, jeg selv har undret mig over en gang,”  siger hun.

Mette Lindorff Hejn har fået meget anerkendelse for den metode, hun har udviklet. Hun vandt 2.- pladsen for årets diplomprojekt i 2024. Det er en del af Lærerprofession.dk-priserne, som Folkeskolen uddeler sammen med professionshøjskolerne. Og hun vandt Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris i foråret 2025.

Mette Lindorff Hejn har hentet økse og træ

Det kræver en del fleksibilitet i forberedelsen, når man skal hjælpe eleverne med at skaffe materialer. Mette Lindorff Hejn går på jagt efter en økse til at supplere værktøjet til gruppen med brændet.

Foto: Dorte Lange

Mette Lindorff Hejn er glad for anerkendelsen, men hun ville først og fremmest ønske sig, at flere lærere fik mulighed for at arbejde på nye måder.

”Jeg er på nedsat tid, og jeg mener egentlig ikke, at jeg arbejder udover den tid, jeg får løn for. Men den nedsatte tid betyder, at jeg kan være mere fleksibel i forhold til, hvornår jeg lægger min forberedelse,” siger hun.

”Jeg tror ikke, det vil være let at følge elevernes undringer med 26 lektioner om ugen.”

Skal max finde på fem undringer

Der er meget, der skal overvejes, når eleverne skal have mulighed for at udføre de forsøg, de gerne vil.

Når eleverne skal finde max fem undringer, er det ikke kun en øvelse i at forhandle gode løsninger i fællesskab. Mette Lindorff Hejns erfaring er, at det er det maksimale antal, der kan være i et forløb, hvis der ikke skal være for meget ventetid for grupperne.

”Jeg er kun én lærer på, og vi kører helt almindeligt skema på skolen med 1,5 times lektioner. Og hvis grupperne sidder fast, skal jeg helst kunne nå rundt til alle,” siger hun.

”Det afhænger dog også af, hvilket undersøgelsesdesign de vælger. De kan vælge at ringe til en ekspert eller læse sig til løsningerne, men i dette forløb har jeg sagt, de skal lave eksperimenterende arbejde.”

Kan ikke altid bestemme, hvad eleverne skal lære

Det er ofte umuligt at gennemføre de forsøg, som eleverne drømmer om, fordi skolen ikke råder over udstyr, der gør det muligt.

Men det er en selvstændig pointe i metoden, at eleverne ikke kun lærer det, deres undring handler om.

”Jeg tror, vi som lærere skal hvile mere i, at eleverne nok skal lære noget, men at vi ikke altid på forhånd kan bestemme, hvad de helt præcist skal lære,” siger Mette Lindorff Hejn.

”Vi kan godt forfalde til at tænke, at vi skal huske at få fortalt det og det, for så kan jeg tjekke det af – men der er jo ingen garanti for, at eleverne så har lært det. Vi ved jo i bund og grund ikke, hvad de kommer ud med efter undervisningen.”

Eleverne lærer meget om at samarbejde og om at skaffe det, de skal bruge. Det initiativ og det ansvar er ifølge Mette Lindorff Hejn også vigtigt at lære.

”Men det kræver tid,” siger hun.

Ikke alt går som planlagt

I 7.a arbejder eleverne videre over flere lektioner med at undersøge deres undringer om ild. Meget forløber helt anderledes end forventet.

Stort set alle grupper oplever, at de skal ændre på det, de ville undersøge, fordi den oprindelige ide ikke kan lade sig gøre.

Kaya Bønnelycke Ziebell og Theodor Ingemose Vestergaard ville fx undersøge hvor meget varme der skal til, for at vådt træ brænder. Men det er ikke muligt. For der er ikke et termometer, der kan måle, hvor meget varme man udsætter træet for.

Gruppen måtte finde en anden løsning. De vil se, hvor lang tids varmepåvirkning der skal til, før der går ild i træ, afhængigt af hvor vådt træet er.

Men først skal de finde træ. Det går der næsten en hel lektion med.

”Måske starter man med én undring, men ender et helt andet sted,” siger Victoria Hanghøj Elmstrøm.

Hun arbejder sammen med to andre elever, Mie og August om at undersøge farven på ild. De ville oprindeligt undersøge, hvorfor ild skifter farve, afhængigt af hvor varmt det er, men også her satte de tilgængelige måleinstrumenter en grænse for forsøgene.

Nu undersøger de i stedet, hvilken farve flammen får, afhængigt af hvilke kemikalie de brænder af.

”For det meste synes jeg, det er sjovt, det vi laver. For Mette er god til at give os en stemme og giver os lov til at være med til at bestemme, hvad vi skal lave, så vi interesserer os for det,” siger Victoria Hanghøj Elmstrøm.

Gør det lettere at huske

Eleverne lægger meget vægt på, at det er sjovt at være aktiv i undervisningen. Kaya Bønnelycke Ziebell synes ikke, det gør noget med de praktiske forhindringer med at finde brænde.

”Jeg synes helt klart, man lærer noget af det her. Det er også en bedre måde at lære på,” siger hun.

”Hvis det er kedeligt, så glemmer man det igen. Når det er sjovt, og der er et eller andet specielt ved et forsøg, så husker man det.”

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Bruger undring som drivkraft: Mettes timer tager ofte en uforudset drejning

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS