Brevkassen: Hvad skal jeg gøre? Mine kollegaer møder ikke op til gårdvagt

Ugens spørgsmål:

Kære Brevkasse
Jeg er en helt almindelig lærer på en helt almindelig skole med helt almindelige læreropgaver – herunder at være gårdvagt.

Det er sådan, at vi faktisk skal være flere gårdvagter i hvert frikvarter, men jeg oplever gang på gang at mine makkere ikke dukker op. Det betyder, at jeg må lade børnene være alene i gården, hvis et af dem for eksempel har brug for at blive fulgt op på kontoret – og så svigter skolen faktisk sin opsynspligt. Det er simpelthen ikke i orden.

Men hvis jeg skal være ærlig, handler min irritation lige så meget om, at jeg er træt af kollegaer, som lader mig stå med opgaven alene gang på gang. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg har hverken lyst til at konfrontere mine kollegaer eller at sladre til ledelsen.

I øvrigt tror jeg, at ledelsen kender til problemet. I hvert fald laver de planer for gårdvagter, hvor de af os, der trofast passer opgaven, bliver makkere med dem, der ikke dukker op. Så er de da nogenlunde sikre på, at der i hvert fald er én gårdvagt, som møder op. Det sætter altså os, der møder op på en decideret urimelig dobbeltopgave.

Mange hilsener
Den pligtopfyldende gårdvagt

Lærer Julie Hjære Jensen svarer:

Kære pligtopfyldende gårdvagt
Som en fellow pligtopfyldende gårdvagt har jeg ofte oplevet det samme. Det er frustrerende at føle sig alene med en meget stor opgave, og det er derfor let at tage det personligt.

En dag kom jeg selv brasende ind på lærerværelset, hvor mine gårdvagtskollegaer sad og hyggede sig med rundstykker og røverhistorier. Lidt for vredt fik jeg spurgt, om jeg da var den eneste, der havde en gårdvagt i dag. Uden at sige så meget, skyndte de sig at rejse sig.

Jeg fik lidt dårlig samvittighed over min sure tone, for måske tog jeg det lidt for personligt. Det kunne jo være, at de bare havde glemt tiden. Derfor synes jeg, du skal starte med at undersøge, hvorfor de ikke dukker op til deres gårdvagter.

Du kunne måske spørge: “De sidste par onsdage har jeg ikke set dig i skolegården. Er du okay? Er der en grund til, at du ikke kommer ud? Jeg har brug for hjælp derude.”

Det er ærligt og ikke anklagende, men jeg ved, det kræver mod, men vi lærere skal prøve at finde modet frem til at tage de svære snakke med vores kollegaer. Det kan være, der er en grund, som din kollega har været for konfliktsky til at dele. Hvis det viser sig bare at være dovenskab, er ovenstående kommentar med til at vise, at de ikke længere kan skulke fra tjansen og gå under radaren. Du har set dem.

Lærerjobbet kan være presset, og nogle gange glemmer man. Det gør jeg i hvert fald. Men du skal ikke stå alene med opgaven. Det er vi helt enige om. Ræk en venlig hånd ud, og se hvordan den bliver modtaget, og vid med dig selv, at du gør, hvad du skal for at løse din opgave. Held og lykke med gårdvagterne og snakken.

Lærer Mia Lodberg svarer:

Kære pligtopfyldende gårdvagt
Hvor er det dejligt, at der findes lærere som dig, der passer sin gårdvagt. Det er vi mange, som sætter stor pris på. Særligt lærere som mig, der konsekvent kommer for sent til mine egne vagter. Det er der flere årsager til – herunder den mest åbenlyse og mindst sympatiske: At jeg ikke gider. Heller ikke selvom solen skinner.

At skulle agere frøken Klokken, fodbolddommer og omsorgsperson for flere hundrede elever, hvoraf jeg ”kun” kender de 50, er ikke øverst på min liste over opgaver, jeg brænder for.

Ikke alene skal jeg holde opsyn, jeg skal også danne relationer og cirkulere rundt og være nysgerrig. Med fare for at lyde kynisk vil jeg vove den påstand, at det ikke er til fare for nogen, at jeg vælger at stå det samme sted, så eleverne ved præcist, hvor gårdvagten befinder sig.

Det er en vigtig læring, at hjælpen ikke kommer spankulerende, lige når man har brug for den. I øvrigt tænker jeg ikke, at elevernes frikvarter skal bruges på at danne relationer til gårdvagten, men til hinanden.

Dertil skal siges, at jeg aldrig tidligere i mit lærerliv har oplevet så mange gårdvagter på legepladsen som nu.

Her er jeg oprigtigt i tvivl om mængden af konflikter og behovet for hjælp øges alene på grund af den massive tilstedeværelse af voksne, eller om den massive tilstedeværelse skyldes de øgede konflikter og behovet for hjælp. Faktum er, at jeg skal rende til gårdvagter i tide og utide, og jeg har på fornemmelsen, at mange andre lærere oplever det samme.

Der findes brodne kar på alle arbejdspladser og til alle opgaver. De udgør heldigvis et mindretal. Langt de fleste lærere passer både deres undervisning og deres gårdvagter og gør hver dag et vanvittigt godt stykke arbejde for eleverne.

Hvis vi skal komme de brodne kar til livs, skal der skabes rum for at tale om de fejl og mangler, vi oplever på arbejdspladsen. Det skal du tale med din ledelse eller tillidsrepræsentant om. Så slipper du både for at konfrontere din kollega og for at sladre til ledelsen.

Sænk skuldrene og vid, at der ikke findes perfekte lærere.