En stor haj toner frem på en skærm ved siden af tavlen. Den har et kæmpegab med små spidse tænder og noget, der ligner et frynset bælte viklet stramt rundt om kroppen.
”Er der nogen, der kan huske, hvad for et dyr vi er nået til?” spørger Bolette Boots ud i børnehaveklassen.
”Ikke nogen!” svarer en dreng kækt.
De yngste elever på Buddinge Skole har netop indfundet sig i børnehaveklassen efter dagens første frikvarter og sidder uroligt på de små stole. Op ad den ene væg står en blå sofa, hvor en dreng med solbriller tumler lidt rundt, før han sætter sig på ryglænet.
”Haj”, lyder det fra en anden, og nu har det store dyr på skærmen fanget de fleste af børnenes opmærksomhed.
”Ja, vi er nået til hajen. Er der nogen, der kan høre, hvad haj starter med?” spørger børnehaveklasselederen.
En håndfuld små hænder ryger i vejret.
”Alvin?”
”H”, svarer Alvin.
De små bestemmer selv
Buddinge Skole i Gladsaxe Kommune har skiftet deres dansk- og matematikfaglige undervisning i børnehaveklasserne ud med temabaseret værkstedsundervisning en del af skoledagen. Hver tredje uge starter et nyt tema, hvor eleverne kan vælge sig ind på ét af tre værksteder. Ordningen begyndte sidste skoleår og fortsætter i år.
Da Folkeskolen besøger Buddinge Skole, har børnene arbejdet med et tema om skrald, genanvendelse og miljø i næsten to uger. Bolette Boots’ værksted hedder Skrald og havets dyr, og hun giver børnene en kort introduktion til, hvad de skal nå i løbet af dagen.
Jeg har været her i 11 år, og nogle år har været rigtig svære.
Bolette Boots Børnehaveklasseleder
”Vi kigger på et billede, som vi plejer. Vi starter med at tale om, hvad vi ser på billedet. Hvad ved vi? Hvad tænker vi? Og er der noget, der undrer os? Til sidst skal vi selv lave billeder af hajen. I kan vælge at farvelægge et kopiark eller klippe-klistre en haj”, siger hun og viser børnene eksempler på de to muligheder.
Så spørger hun børnene, om de kan gætte, hvad det er, hajen har rundt om maven.
”Tang”, siger en pige.
”Jeg synes, det ligner en blæksprutte”, siger en dreng.
”Hvis jeg nu siger, at det kan være noget, som mennesker har smidt i havet? Kan det været noget plastik, der har sat sig fast? Kan hajen få det af igen?”
En pige rækker hånden op og siger, at hun tror, det er et hajnet. De taler om, at det nok er nogle fiskere, der har efterladt nettet i havet. Bolette Boots spørger, om det er i orden.
”Neeej!” lyder det i kor fra flere elever.
De bliver enige om, at fiskerne skal huske at tage deres net med hjem, ellers risikerer dyrene at komme til skade eller dø.
Snakken fortsætter lidt, før klassen går i gang med dagens aktiviteter. Amalie og Felix vil gerne lave en hajcollage.
”Man kan selv melde sig på tre værksteder. Og man bestemmer selv”, siger Amalie og fortæller, at de har haft om både MGP, dinosaurer, trafik og eventyr. Det bedste var nok MGP, synes hun.
Gik tit ked af det hjem
”Jeg har været her i 11 år, og nogle år har været rigtig svære”, fortæller Bolette Boots.
”Vi får jo alle mulige børn, der kan noget forskelligt og har forskellige forudsætninger. Og vi oplevede, at mange af dem var pressede og ikke trivedes med den gammeldags måde at lave skole på, hvor man går ind i hver sin klasse og lukker sin dør. Det begrænser mange af de her børn”, siger Bolette Boots.
Og det var ikke kun børnene, der havde det svært ved den gammeldags struktur, fortæller hun. Selv havde Bolette Boots det indimellem sådan, at hun tvivlede på, om hun skulle fortsætte i sit fag. Hun gik tit ked af det hjem og havde også samtaler med en psykolog.
”Det handlede netop om, at jeg var meget alene med alt for mange børn, der var udfordrede. Du kan ikke støtte op om fem handleplaner og samtidig sørge for en gruppe helt almindelige børn. Det er simpelthen umuligt. Også selv om der er to voksne i klassen – for hvis du har fem børn, der er udadreagerende, ikke ønsker at deltage og forlader skolens område, så er to voksne ikke engang nok. Det tog nærmest livet af flere af os, og der kommer jo ikke færre børn, der bøvler med ting og sager, så vi var nødt til at gøre noget”.
Tilfældet ville, at Bolette Boots på det tidspunkt gik på en uddannelse, som egentlig handlede om børn og sprog, men hvor de blev præsenteret for temabaseret undervisning som metode. Det gav hende inspiration til at prøve det af i sin egen praksis, hvilket både kollegerne og ledelsen med det samme var med på.
Når man sår et frø i 0. klasse, så begynder det at vokse.
Jesper Miller Brinck Faglig leder på Buddinge Skole
Som udgangspunkt ville de gerne give børnene ”en sjovere skoledag” og gøre det ”fedt at gå i skole”.
”Vi kunne se, at for at det skulle give mening, så skulle der være deltagelsesmuligheder for alle børn, og de skulle have noget mere medbestemmelse. Så det var med de briller på og det mindset, at vi gik i gang”, forklarer Bolette Boots.
Resultatet er blevet et værkstedsbånd mellem klokken 9.30 og 11.00 fra mandag til torsdag. Resten af tiden har eleverne klasseundervisning, for det er stadig vigtigt at have det nære fællesskab, understreger børnehaveklasselederen.
Børnene har flere venner nu
De voksne bestemmer de tre forskellige temaer, som børnene kan vælge mellem. På en tavle i køkkenet kan man se de tre værksteder, der arbejdes med for tiden: Genbrug og skraldeindsamling, Byg og leg med skrald og Skrald og havets dyr. Bolette Boots oplever, at børnene sagtens kan finde ud af at vælge:
”I starten valgte de mest efter, hvilke voksne der var i værkstedet, for der havde de brug for den tryghed. Men nu går de mere efter, hvad kammeraterne vælger. Og på det sidste kan vi også se, hvor vigtigt emnet er blevet for dem. Så på den måde har de kunnet være trygge hele vejen igennem. Og nu leger de ikke kun med dem, der går i deres egen klasse. De kender jo hele årgangen, så de har flere kontakter og flere venskaber, og de har mange flere muligheder med os voksne”.
Ved et langt spisebord i køkkenet sidder der et par børn og en voksen og hygger. Bolette Boots fortæller, at det er ”miniværkstedet”.
”Det er en deltagelsesform, vi har, fordi vi har nogle børn, som kan blive lidt overstimulerede af alt det, der foregår rundtomkring. Så de har en kattelem, hvor de kan søge ro og nærvær sammen med en voksen. I starten var det fire-fem børn, der havde det behov, men lige nu er vi nede på to-tre børn på hele årgangen. Det er et rigtig godt tegn”.
Leger og lærer på værksteder
Værkstedsholdet Genbrug og skraldeindsamling samler skrald på skolens arealer. De har hver deres affaldssamler og jagter alt fra gamle kaffelåg til slikpapir, der ligger gemt i buskene. Affaldet bliver puttet i affaldsposer, og noget af det kan måske genbruges til at lave ting af senere.
På værkstedet Byg og leg med skrald er børnene optagede af at bygge alverdens ting af gamle mælkekartoner, plastikbægre, skruelåg, æggebakker og skotøjsæsker. Der er godt gang i limpistolerne, og koncentrationen er i top. På et bord står en fantasifuld figur uden krop, men med et grønt papmachehoved og masser af blågrønne fjer som hår.
”Det er mig, der har lavet den”, siger en pige, der hedder Liv, stolt.
”Og jeg laver en fjermand, der kan flyve”, siger veninden Dagmar og viser en blå fjer med øjne og en lang snor som hale.
I værkstedet ”Skrald og havets dyr” farvelægger de to kammerater Josefine og Oscar et kopiark med en tegning af en haj, mens de småsnakker.
”Min storesøster er god til at tegne”, siger Oscar.
”Også min. Hun kan gøre, så det ligner, at det er rigtigt hår”, siger Josefine.
”Min kan gøre, så det ligner en rigtig luftballon og rigtigt vand, der falder ned, uden at det er et vandfald”, siger Oscar.
Alle kender børnene nu
Den temabaserede undervisning er blevet så populær, at Buddinge Skole arbejder på at videreføre den i de større klasser, fortæller faglig leder Jesper Miller Brinck, men det er ikke endeligt afgjort hvordan. I første omgang er det planen at omtænke undervisningen i 1. klasse.
”Når man sår et frø i 0. klasse, så begynder det at vokse, men vi ved ikke, hvor langt det kommer til at vokse. Vi bliver nødt til at se, hvordan det går, når der kommer nogle flere faglige krav og så videre. Kan man stadig bruge temabaseret undervisning på samme måde i 4. og 5. klasse? Det vil tiden vise. Men vi ser, at man kan gøre det, når man laver tværfaglig undervisning og projektopgaver, så hvorfor skulle man ikke kunne det?” siger Jesper Miller Brinck.
Den nye skoleform har i hvert fald givet flere børn, der trives med at komme i skole, og gladere medarbejdere, fortæller Bolette Boots.
”Jeg synes, det er rart, at vi nu kan hjælpe og støtte hinanden meget mere. Og når vi sidder på teammøderne og drøfter børn og deres udvikling og trivsel, er der mange flere, der kan byde ind, fordi vi kender alle børnene. Det med at stå alene bliver man kørt ned af. Men at stå op hver morgen og vide, at du skal lave noget, der er fedt, i dag, det bliver man da glad af. Så gider man være børnehaveklasseleder igen”
”Så gider man være børnehaveklasseleder igen”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.