Specialskolerne fra Fyn har haft foretræde for Folketingets børne- og undervisningsudvalg, hvor de fremlagde de udfordringer, de møder i forhold til skolereformen. De mener blandt andet, at politikerne har glemt, at nogle af deres elever har et funktionsniveau fra nul til seks år.
Fynske specialskoler efterlyser forenkledde mål til deres elever
"Hvis vores elever ikke kan leve op til kravene, kan vi fritage dem. Men der er ikke nogen kvalitet i en fritagelse, for hvornår er det så, vi lykkes med vores undervisning", sagde skoleleder Annie Nielsen fra Rævebakkeskolen i Nyborg til folkeskolen.dk i marts.
På vegne af specialskolerne har hun tilbudt Undervisningsministeriet, at de sammen formulerer enklere Fælles Mål for deres elevgrupper.
Der kan udarbejdes særlige læseplaner for specialklasser
Efter mødet spurgte udvalget undervisningsminister Christine Antorini (S), om hun kan bekræfte, at specialskolerne ikke kan anvende Forenklede Fælles Mål, men skal anvende de nationale Fælles Mål.
Det er der kommet et fire sider langt svar ud af, hvor ministeren gennemgår henvendelsen fra Fyn punkt for punkt. Christine Antorini understreger blandt andet, at den forenkling og præcisering, som der er sket af Fælles Mål i forbindelse med skolereformen, skal understøtte, at både fagligt stærke og fagligt svagt elever opnår et højere fagligt niveau. Undervisningsministeriet er derfor uenigt med skolerne i, at de forenklede Fælles Mål ikke kan bruges til at fastsætte læringsmål for elever med et funktionsniveau svarende til førskolebørn.
Specialskoler kan betragte sig som spydspidser i arbejdet med reformen
"Den læringsmålstyrede undervisning skal tilpasses elevernes funktionsniveau, og der kan for specialklasser udarbejdes særlige læseplaner, som tager højde for elevernes udviklingstrin og funktionsniveau", skriver Christine Antorini og tilføjer, at ministeriet vil mødes med de seks specialskoler om at udarbejde særlige læseplaner.
Kvaliteten af specialskolernes undervisning skal udvikles
De fynske specialskoler oplever, at deres område bliver "glemt" i debatten om inklusion, men Christine Antorini afviser, at hun ikke er opmærksom på specialskolerne.
Hun henviser til projektet "Kvalitet af undervisningen på specialskoler", som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI og Aarhus Universitet gennemførte for Undervisningsministeriet fra januar 2013 til februar 2014.
Forskere: Kommunerne skal samarbejde med specialskolerne om elevernes faglige udvikling
"Afrapporteringen peger på, at kvaliteten af undervisningen på specialskoler skal fastholdes og udvikles yderligere, for at alle elever bliver så dygtige, som de kan, og en række forskere i specialpædagogik og uddannelse har udpeget fem centrale fokusområder for den videre udvikling af kvaliteten", skriver Christine Antorini.
Specialskolerne skal styrkes på fem områder
Forskerne peger på disse fem områder:
- Samarbejde med kommunen om mål for skolen og for elevernes faglige udvikling.
- Prioritering af elevernes faglige udvikling.
- Evaluerings- og testkultur.
- Udvikling af personalets kompetencer.
- Samarbejde med andre skoler, herunder almenskolerne.
"Det er på disse områder, der er mulighed for at styrke skolernes praksis. Projektet viser for eksempel, at klare mål for skolen og elevernes faglige udvikling er centralt i udvikling af kvalitet, men at cirka en tredjedel af skolerne kun drøfter elevernes faglige udvikling med kommunen på årsbasis eller sjældnere", konstaterer Christine Antorini.
Inspirationsmateriale på vej til specialskolerne
De seks specialskoler peger netop på, at det er op til den enkelte kommune og i mange tilfælde den enkelte skoleleder at definere kvaliteten af undervisningen. Men Undervisningsministeriet følger projektet om kvaliteten af undervisningen op med et inspirations- og vejledningsmateriale, som kommer til at ligge på læringsportalen emu.dk.
Specialskoler tilpasser reformens krav til eleverne
"Materialet udarbejdes i samarbejde med blandt andet Samrådet af Specialskoleledere og inddrager overordnet de temaer og udfordringer, der indgår i henvendelen fra specialskolerne på Fyn", lover undervisningsministeren.
Materialet skal være klar til næste skoleår og kommer også til at handle om evaluering og evalueringskultur i specialundervisning.
Særlige emner bør ikke spænde ben for fagspecifik efteruddannelse
Det er vigtigt, at eleverne møder få faste voksne i deres undervisning, fremhæver de fynske specialskoler. Det kan derfor være vanskeligt at leve op til kravet om, at lærerne skal have undervisningskompetence i alle de fag, de underviser i, for der er også brug for lærere med kompetencer i for eksempel logopædi og udviklingspsykologi og med viden om undervisning af elever med specifikke diagnoser.
Ledere af specialskoler føler sig ladt i stikken af skolereformen
Christine Antorini anerkender, at specialskolernes lærere kan have behov for efteruddannelse i særlige emner, men det bør ikke betyde, at den fagspecifikke efteruddannelse nedprioriteres.
"Det kan for eksempel være til stor gavn at have viden om læse-, stave- og matematikudvikling i undervisningen af elever med særlige behov", skriver hun og tilføjer, at den enkelte kommune har ansvaret for at udvikle medarbejdernes kompetencer, så der er størst mulig sammenhæng med folkeskolens mål og behov.
Se hele svaret fra Christine Antorini via linket til højre for artiklen.
Fynsk skoleleder: Antorini er dobbelttydig i sit svar om mål for vores elever
Antorini: Elever på niveau med førskolebørn er omfattet af folkeskolens krav
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.