Man får 460 store bogsider for 204 kroner inklusive porto! Med erindringer fra et langt, spændende liv; Niels Holck har prøvet og oplevet meget, og jeg ville nyde at tale med ham, lytte og spørge, for hans beretninger fra folkeskolen, seminarier og højskole - og meget, meget mere - viser, at han også har udrettet meget. Som lærer, seminarieunderviser, rektor, forstander, fagbogsforfatter med mere. Men bogen lykkes ikke helt, fordi der fortælles om så meget forskelligt.

Heldigvis har Holck noget på hjerte, og han tør mene noget. Pædagogik er mere beslægtet med kunst end med videnskab, siger han. Som kunstner skal læreren derfor intuitivt kunne bruge "de virkemidler, der i det givne øjeblik er de rigtige", og intuitionen får læreren gennem hårdt arbejde med kunstens og pædagogikkens væsen og dens virkemidler, skriver han.

Desværre udfoldes det kun indirekte, men gennem en beundrende fortælling om barndommens historielærer fornemmes det, hvad Holck mener. "Lærer Kjærbye stillede sig midt på gulvet og begyndte at fortælle. Og fra det øjeblik forsvandt alt andet for os". Gennem oplevelserne og de følelser, det vakte, fik eleverne begreb om, hvad historien, fortiden, slægten var for noget. "Ja, jeg tror, at vi her fik løftet en lille flig af livets gåde", skriver Holck. Kjærbye var "den fødte lærer" og havde næppe studeret pædagogik og psykologi og slet ikke didaktik, der ”blev opfundet mange år senere". Jamen, det står der altså. Selv om det er forkert.

Om Holcks engelsklærerinde får vi at vide, hvordan hun så ud, at hun var ”elskelig og hidsig”, og at "hendes lussinger ikke blev regnet for noget". Hvordan, hvor ofte og hvorfor der vankede lussinger, får man ikke at vide. Heller ikke hvordan hun underviste. Der fortælles om mange forskellige ting, men det meste forlades hurtigt igen. For vi skal høre om det hele: om alle de huse, han har boet i, alle de biler, han har ejet, alle de teaterstykker, han har instrueret, de mange bøger, han har skrevet, om udvalg, han har siddet i. Med meget mere. Når der holdes fast ved et tema, gælder det, synes denne anmelder, ofte ligegyldige opremsninger for eksempel om huse og gader i barndommens Assens. Der er også en del gentagelser, et sted fortælles det, at konen forlader hjemmet klokken 7.55, og at sønnen er på efterskole. Det samme får man igen 30 sider senere, nu går fruen blot fem minutter senere. På samme måde fortælles der to gange om forældrenes ture i kabinescooter med 25 siders mellemrum.

Bogen er udgivet på eget forlag. Det gør den meget billig. Men den savner en redaktør, så der kunne være rykket rundt, ryddet op, smidt ud og foldet ud. De små fine fortællinger er der, for eksempel en herlig historie om biblioteksbøgerne, der på mystisk vis manglede nogle sider. Synderen viste sig at være sognepræsten, som stod for udlånet. Sider med bandeord og stødende beretninger havde han simpelthen revet ud! Holcks bog har lidt for mange sider, fordi det spændende for ofte er pakket ind i for megen løs snak.