Det slider mere og mere at være skoleleder, i takt med at kravene til skolen fra det omgivende samfund stiger. Det fik Kirsten Frøhlich Brønd til at stille sig selv et meget simpelt spørgsmål: Har jeg lyst til at bruge mit liv på dette job?

»Det havde jeg ikke. Det var begyndt at få konsekvenser for mit helbred. Jeg fik for eksempel nogle blackout«, fortæller 45-årige Kirsten Frøhlich.

Indtil for nylig var hun leder på Engelsborgskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor hun stod i spidsen for 100 ansatte, 750 børn og en stor byggesag. Hun blev ansat for fire år siden. Inden da var hun souschef på en naboskole i tre år.

»Jeg var glad for at være skoleleder, men jeg nåede en belastningsgrad, som ikke var i orden. Det slider med for mange børnesager og medarbejdere, der går ned med stress«, siger Kirsten Frøhlich.

»Det er blevet barskere at være ansat i folkeskolen. Stadig flere børn trives dårligt, og det gør skolen til en kompleks verden at arbejde i. Forældre er i deres gode ret til at stille krav, men de går direkte til skolelederen, når de er utilfredse. De vil ikke nøjes med læreren eller en anden fra ledelsen. Det kan vi ikke planlægge os ud af«, siger Kirsten Frøhlich og remser mange andre problemer op, som lander på skolelederens bord:

»Visionerne drukner i sager, lønsumsstyring, byggeri og vedligeholdelse. Jeg havde hverken tid til at læse litteratur eller til at skrive opgaver på min lederuddannelse, og min glæde ved pædagogisk udvikling forsvandt. Det var dybt utilfredsstillende«.

Husk nu også .

»Forvaltningen vil gerne bakke op, men den er under politisk og økonomisk pres og har svært ved at følge med. Så skulle vi overgå til lønsumsstyring, men vi blev ikke uddannet til det. Alligevel landede opgaven på mit bord. Jeg havde blot fået et endagskursus sammen med resten af ledelsen«, siger Kirsten Frøhlich.

Det er en historie, hun også hører andre steder fra.

»Jeg har været glad for elever og medarbejdere og har stor respekt for forvaltningsledelsen. Men der er kommet nogle grundvilkår, som jeg ikke kan ændre på, og som jeg ikke vil byde mig selv«.

Sidste sommer begyndte Kirsten Frøhlich at kigge sig om efter et andet job. Nu er hun pædagogisk konsulent i Albertslund. Her får hun heller ikke lov til at ligge på den lade side. Men der er en forskel.

»Som leder skulle jeg være på forkant. Jeg havde hele tiden en deadline og skulle lige huske at . Samtidig blev jeg kimet ned, skulle sidde for bordenden til møder, være på, samle op og sørge for, at alle kom derfra med en god fornemmelse. Jeg havde aldrig tid til at fordybe mig i pædagogikken. Det har jeg nu. Jeg sidder ikke længere med lønsumsstyring, timebesparelser i 1. klasse, skolefritidsordningens normeringer og byggestyring«.

Beslutningen om at sige op var ikke svær at træffe, siger Kirsten Frøhlich.

»Jeg har haft syv år som skoleleder, som jeg har været rigtig glad for. Det er ikke et nederlag for mig at sige farvel. At træffe et valg er at tage ansvar for sit eget liv«.