Golap Phul sidder ved ildstedet i den lille bambushytte i et af Dhakas slumkvarterer. Hytten er en del af et større bambusbyggeri, som står på pæle i et vådområde, hvor det flyder med affald. De grønne, trehjulede autorickshaws og osende, dyttende biler, som ellers kendetegner Dhaka, har ikke noget at lave her i kvarteret. Så på den støvede gade uden for hytten er de eneste transportmidler de glitrende cykelrickshaws, som er læsset med alt fra hele familier til bunker af bananklaser. De barfodede, beskidte unger er der også, de større bærer de mindre, og lyden af deres stemmer blander sig med den evige ringen fra ringeklokkerne på cykeltaxierne.

Mens Golap Phul svarer på spørgsmål om sig selv, passer hun konstant ilden og rører i gryden, som står og småkoger. Hun er 15 år og arbejder som tjenestepige hos en familie i Dhaka. Tidligere arbejdede hun i tre huse, men det har hun hverken tid eller kræfter til længere, for hendes far giftede hende bort for tre måneder siden.

Når hun flytter fra den lille bambushytte, hvor hun nu bor sammen med sin familie på otte, er der en mund mindre at mætte. Men hendes mands familie skal have 10.000 taka (cirka 1.000 kroner) for at tage hende, og de penge har Golap Phuls familie ikke. Så indtil videre bliver hun boende og passer sit job som tjenestepige.

Det er en gruppe reportere på Golap Phuls egen alder, der udspørger hende om hendes liv og ønsker for fremtiden, og det er en gruppe danske elever, der har fundet på spørgsmålene. Interviewet er en del af et projekt, hvor danske skolebørn skal skrive en internetavis om børnearbejde i Bangladesh (se boksen).

Trængsel i hytten

Mens børnereporterne snakker med Golap Phul, er der 16 mennesker i den cirka seks kvadratmeter store bambushytte. Hytten og stolperne, der bærer den, dirrer, når nogen bevæger sig, og den er tydeligvis ikke bygget til så mange mennesker. Men gruppens besøg vækker opmærksomhed, og naboerne strømmer til for at se, hvad der sker.

Gulvet er bygget af tynde bambusbjælker, der ikke helt når sammen, og gennem revnerne kan man se ned i det grumsede vand en meter under hytten. I dagens anledning har familien lagt sække ud, som dækker halvdelen af hjemmets gulv. Det er her, familien normalt sover, men med revnerne i gulvet må nattesøvnen blive forstyrret af de mange myg, som kommer frem efter solnedgang.

I hjørnerne og langs hyttens vægge er familiens ejendele. Ved siden af Golap Phul står en reol med nogle tomme plasticflasker, plastickopper og -tallerkner i forskellige farver, rustne konservesdåser, nogle udtrådte sandaler og bagsiden af et brækket cd-cover. På tørresnoren ovenover hænger et par slidte T-shirts og poser af både plastic og stof.

I den modsatte side hænger familiens tøj på en enkelt krog, der sidder i loftet, og nedenunder står der flere køkkenredskaber.

Golap Phul sidder i det ene hjørne af hytten, hvor der er en åbning ud til ildstedet, og i hjørnet diagonalt overfor sidder en lille mand på størrelse med en tynd elleveårig dreng. Det er Golap Phuls far, og han har ikke sagt meget, siden børnereporterne kom. Kun en lille irettesættende lyd, da én af ungerne kommer til at vælte en dåse ned fra køkkenreolen, fordi hun nysgerrigt læner sig ind over en af reporterne. Faren stikker hende en mønt, og hun snor sig forbi tilhørerne og smutter ud af hytten. Snart efter er hun tilbage med en lille pakke, som hun stikker faren, der straks åbner den. Mens børnene snakker om Golap Phuls hverdag, tygger han de lettere euforiserende betelblade og nødder, som gennem tiden har farvet hans tænder og gummer helt røde.

Fokus på Golaps rettigheder

Gruppen er egentlig taget ud til slumområdet for at snakke med Golap Phul om hendes arbejde, og om hvorfor hun ikke går i skole. Men da den hører, at hun lige er blevet gift uden selv at ønske det, skifter interviewet fokus.

Børnereporterne retter nu spørgsmålene mod faren. »Hvorfor har du giftet din datter bort? Det er ulovligt, og det kommer til at ødelægge din datter. Hun burde gå i skole i stedet, og i NGO-skoler er det muligt for fattige børn at få undervisning, samtidig med at de passer deres arbejde«, argumenterer de unge reportere. Faren forklarer, at han har astma og derfor ikke kan holde til sit job som cykelrickshawchauffør. Det er et dårligt betalt job, og at cykle rundt i Dhakas forurenede luft med en tungt lastet cykeltaxi hjælper ikke på hans helbred. Han har hverken råd til medicin til sig selv eller til at forsørge sine børn. Han giftede Golap Phul væk i håb om, at svigerfamilien kan forsørge hende bedre end han selv, og han mener ikke, han havde noget andet valg.

»Hvis jeg havde valgt en anden mand til hende, havde familien måske bare bedt om endnu flere penge«, siger han.

Men gruppen giver ikke op. Selvom Golap Phul allerede er gift, så kan de stadig nå at overbevise faren om ikke at gøre det samme mod sine andre døtre. Hårdt presset erkender faren til sidst, at det var forkert at gifte sin datter væk, og han lover børnereporterne at sende sine andre børn i skole. Gruppen lover til gengæld ham at følge op på sagen og hjælpe ham med at få børnene i NGO-skole.

En stor sejr for gruppen og måske et lille skridt mod en ændret opfattelse af børns rettigheder i Bangladesh.

Så balancerer gruppen hen ad den bambusstolpe, der forbinder hytten med fastlandet. De skal videre til det næste interview med en dreng, der arbejder i en restaurant lidt længere henne ad gaden. Et andet barn, en anden hverdag, men næsten den samme historie.