Nabosprogsundervisningen mere end trænger til en reform. I øjeblikket er det for mange dansklærere et ret forsømt område, og der er eksempler på, at det helt forsømmes. Eleverne oplever det ofte som spredt fægtning. I stedet for dråbevis dosering gennem mange skoleår skulle den nordiske indsats samles i sammenhængende blokke. Man kunne i en uge for eksempel i 7. klasse eksponere eleverne for norsk og i 8. klasse for svensk, ikke kun i dansktimerne, men også i historie- og geografitimerne, man kunne hente aktuelt materiale ned fra nettet, lave sammenlignende analyse af, hvordan man eksempelvis dækker samme begivenhed i de nordiske lande, man kunne invitere norsk- og svensktalende gæster (de er ikke vanskelige at finde frem til), man kunne læse tegneserier og se tv fra nabolandene. Det drejer sig nemlig om at komme over en barriere, og erfaringen viser, at man efter et par ugers omgang med det svenske eller norske sprog bliver i stand til at forstå meget mere af disse sprog, end man kan opnå i fremmedsprogsforståelse efter et par års engelskundervisning og fem-seks års tysk- og franskundervisning. Det er ikke tilfældigt, at vi skelner mellem nabo- og fremmedsprog. Nabosprogene har vi så meget til fælles med, at vi let kommer til at forstå dem og får andel i et sprogfællesskab, ikke på fem millioner, men på 20 millioner. Det kan kaldes en domæneudvidelse. Men så må skolerne så også op på mærkerne og omorganisere undervisningen.

Når det er så let at forstå nabosprog, skyldes det, at de er forgreninger af samme sprog, som var nogenlunde det samme i hele Skandinavien indtil for cirka 1.000 år siden. I senere perioder har sprogene ofte, men ikke altid suppleret sig med de samme låne- og fremmedord; der er mange fælles træk, men også lumske ligheder. Udtalen er ændret, nok især i vort sprogområde. Vi har svækket p, t, k efter vokal til b, d, g (i skriften) i ord som »løbe, lade, kage«; svenskere og nordmænd har fastholdt p, t, k, og man kender ikke det danske stød som i for eksempel det første ord i ordparrene »Møller-møller«, »bønder-bønner«.

Nordmændene er langt bedst til nabosprog; svenskere og danskere er dårligere. Det kan der let rettes op på. Og det er en god idé, for alternativet: at vi taler engelsk, når vi mødes, stiller os heller ikke heldigt. Danske elever er dårligere til at forstå talt engelsk end de øvrige i hele Norden. Lad os forbedre resultatet på begge områder.

Professor Higgins