Sydafrika arbejder hårdt på at lægge fortiden bag sig og gøre op med det gamle regimes forbrydelser. Men gamle uvaner forsvinder ikke på en nat. Arven fra apartheid-tiden viser sig blandt andet i, at Sydafrika i dag er et af verdens mest voldelige samfund.

Et af voldens arnesteder er skolerne, hvor prygl og mishandling stadig er udbredt, selv om korporlig afstraffelse officielt er blevet forbudt.

- Det har nok begrænset brugen af korporlig straf, men den anvendes stadig i mange skoler. Myndighederne lukker øjnene, og lærerne nægter selv at diskutere problemet, siger Nomfundu Walaza, psykolog fra Cape Town.

Hun tøver ikke med at kalde de prygl og de ydmygelser, hun selv oplevede i skolen, for tortur. Og det er ikke et ord, hun omgås lemfældigt. Til daglig arbejder hun på Cape Towns Traumecenter for Volds- og Torturofre. Centret har tætte forbindelser til Danmark. Det får Danida-penge, og det var det danske Rehabiliteringscenter, der for tre år siden hjalp centret på benene.

Mennesker, der selv er sluppet nogenlunde hele gennem traumatiske oplevelser med vold og tortur, er de bedste til at hjælpe andre med voldstraumer, siger Nomfundu Walaza, der for nylig har besøgt Danmark.

Hendes egen erfaring med vold stammer fra et klasseværelse med 40-50 elever og en lærer, der betragtede spanskrøret som sit vigtigste arbejdsredskab.

Det var ikke nødvendigt at lave ballade for at få problemer. En stavefejl eller usikkerhed om et historisk årstal blev takseret til fem-seks slag med spanskrøret.

- Det var systematisk mishandling. Lærerne slog til. Jeg har ligget på knæ foran tavlen, mens jeg blev slået under fødderne, til jeg næsten ikke kunne gå. Andre gange slog læreren i hænderne, så man ikke kunne skrive resten af dagen. Det blev en normal del af skoledagen. Man følte smerten og ydmygelsen, men så måtte man jo tage sig sammen og komme videre med sit liv, fortæller hun.

Lærerne var ikke sadistiske uhyrer. De var dårligt uddannede og underbetalte sorte lærere med håbløse arbejdsforhold. Og skønt eleverne kunne kues med prygl, var de svære at styre. De organiserede elevråd og skoleboykot og gik i voldsomme demonstrationer, som gav apartheid-styret dets første grundskud. Sådan så skolelivet ud i midten af 1970'erne, da Nomfundu Walaza selv var elev og troede, at prygl var normalt. Først som 17-årig, under et studieophold i USA, opdagede hun, at motivation kommer indefra og ikke gennem trusler og tæsk.

Hun vendte hjem til Sydafrika for at studere psykologi og sociologi. Efter eksamen arbejdede hun i hospitalsvæsenet, inden hun kom til traumecentret, som hun i dag er leder af.

Nomfundu Walaza bruger mange kræfter og en del fritid på at hjælpe nutidens børn mod spanskrøret.

I artikler har hun beskrevet sine egne oplevelser i skolen og opfordret lærere, forældre og elever til sammen at bekæmpe den korporlige straf.

- Pryglene indpoder volden i børnene og får den onde spiral til at fortsætte, siger hun.

Men når hun kontakter en skole, afviser lærerne som regel at diskutere med traumecentrets medarbejdere og nægter dem adgang. Derfor må hun gå omveje. Hun hjælper elever og de lærere, der vil være med til at oprette konfliktråd og udvikle ikke-voldelige måder at løse konflikter på. Og volden i skolen er ikke ensidig. Lærerne slår, men det sker jævnligt, at store elever truer læreren med kniv eller pistol.

Det sydafrikanske parlament arbejder i øjeblikket med et lovforslag, der vil straffe brugen af spanskrøret med op til tre måneders fængsel.

Lærernes organisationer og lokale skolemyndigheder vil hellere arbejde sig frem til en bred enighed om andre måder at løse konflikterne på.

Men det er vanskeligt i et klima, hvor spanskrøret finder fortalere langt ind i forældrenes og tilmed elevorganisationernes rækker, og hvor mange skoler nægter at se det pinlige problem i øjnene.

Klaus Larsen er freelancejournalist

En stavefejl eller usikkerhed om et årstal blev takseret til fem-seks slag med spanskrøret