Lis Zacho sætter en ære i at forebygge, at corona ikke rammer Lindevangskolen igen, og hun har mundbind, sprit og retningslinjer parat i klassen.

Stigende smittetal gør lærer utryg: Vil begynde at bære mundbind

Coronasmitten er vendt tilbage, særligt på Vestegnen, men også på Frederiksberg, der lige nu har den sjettehøjeste incidens af sygdommen. Det gør lærer på Lindevangskolen Lis Zacho utryg i hverdagen på skolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvis jeg føler mig utryg, og smitten kommer tæt på, så har jeg kun én mulighed, og det er at tage maske på", siger Lis Zacho, der er lærer på Lindevangskolen på Frederiksberg.

Coronasmitten er i disse dage stigende på landsplan, og ikke mindst i Frederiksberg Kommune stiger antal af smittede. 368 tilfælde blev konstateret mandag svarende til et incidenstal på 356,9 per 100.000 indbyggere, viser tal fra Statens Serum Institut.

Det bekymrer Lis Zacho. Sidste år i december oplevede hun, at Lindevangskolen måtte lukke ned på grund af den voldsomme andel af smittede.

"Nu kan jeg se, at smitten stiger igen, og det gør, at jeg bliver skarpere på, at alle børnene skal spritte hænder, og der skal holdes afstand. Så vi må tage nogle forholdsregler, så vi føler os trygge", siger Lis Zacho.

Tidligere var det et krav, at elever skulle i isolation, hvis en klassekammerat blev testet positiv for corona. Fordi der er høj vaccinationstilslutning, kontrol med epidemien og af hensyn til elevernes udvikling, læring og trivsel siger Sundhedsstyrelsens retningslinjer nu blot, at elever, der har været i nærkontakt med en smittet, skal lade sig teste hurtigst muligt. 

Slut med test på skolen

Lis Zacho føler, at lærerne har taget et stort samfundsansvar ved at omstille sig igen og igen. Men hun føler ikke, at de bliver anerkendt for at have et samfundskritisk arbejde. 

"Vi lærere har bare skullet møde op. Jeg blev provokeret af den måde, hvorpå regeringen mener, at vi kunne tage på arbejde, når andre erhverv ikke kunne", siger Lis Zacho.

Hun forstår ikke, hvorfor corona ikke længere karakteriseres som en samfundskritisk sygdom, og hun har hele vejen igennem manglet tydelig og klar kommunikation. 

"Jeg har ikke altid følt mig klædt på, og jeg har følt, at det var mit eget ansvar at klæde mig selv på", siger Lis Zacho.

På Lindevangskolen har det tidligere været muligt for elever og lærere at blive testet på skolen.

"Det har været rart, at der tidligere har været testning to dage om ugen. Det kan man så ikke mere. Man ændrer ting uden at tage hensyn til, hvor trygge folk er", oplyser Lis Zacho.

Lis Zacho er selv meget opmærksom på at gøre sit for at forebygge, at skolen må lukke ned: 

"Jeg har været hysterisk med håndsprit og servietter. Når eleverne møder, så tager vi spritte-runden", siger Lis Zacho.

Og hvis hun vurderer, det er det, der skal til, så er hun klar til at finde mundbindene frem igen. For hellere irriteret over at gå med mundbind end at være irriteret over at være syg.