Spørgsmålet om dokumentation af undervisningen af hjemsendte elever skaber forvirring.

Forvirring om lærernes dokumentation af nødundervisning

Frygten for et senere krav om erstatningsundervisning får nogle kommuner til at kræve dokumentation for skolernes nødundervisning. Kredsformand for lærerne i Sønderborg efterlyser hurtig præcisering fra ministeren, men skoleledernes formand afviser kravet om dokumentation.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens folkeskolelærere midt i den nationale sundhedskrise kæmper med at få gang i online-undervisningen af deres hjemsendte elever, mødes nogle skoler af kommunale krav om at kunne dokumentere deres nødundervisning.

Det sker, fordi nogle kommuner frygter, at de senere - når tilstandene er mere normale igen - kan blive mødt af krav om erstatningsundervisning fra enten ministeriet eller forældre.

For senere at kunne dokumentere undervisningen, mens skolerne er lukket, har Sønderborg Kommunes stedfortrædende skolechef, Erling Andresen, bedt skolelederne om at etablere et internt system for de enkelte klasser, som skal ligge klar, hvis det bliver nødvendigt - for som han tirsdag formiddag skrev i en mail til kommunens skoleledere:

"Mailen skal ses som en hjælp til jer, da vi på et tidspunkt kan blive afkrævet overordnet dokumentation for den undervisning, der foregår i nødundervisningsperioden, for at undgå evt. krav om erstatningsundervisning".

Skoleledere: Der er ingen, der opfatter det her som ferie

I første omgang skabte det kommunale krav om dokumentation en vis opstandelse blandt lærere i Sønderborg, fordi det nogle steder blev opfattet som om, at lærerne dagligt skulle have kontakt med alle elever - og efterfølgende dokumentere hver enkelt kontakt i en logbog.

Skoleleder forstår krav om dokumentation

Men med den præciserende mail fra skolechefen er lederen af Broager Skole i Sønderborg Kommune, Claus Brink Christensen, overbevist om, at lærerne vil nikke til det.

"Det kan godt være, at jeg også selv har været med til at tolke det mere firkantet, end det har været ment, men nu tænker jeg, at det er til at leve med for os alle sammen. Vi er jo i ukendt land, og det handler om, at vi i god dialog mellem medarbejdere, skoleledere, kredsen og kommunen kan nikke til hinanden og sige, at det her er fornuftigt".

Skolelederen har forståelse for, at kommunen stiller krav om en vis dokumentation for nødundervisningen.

"Hvis det her fortsætter fx 14 dage yderligere, så har vi en situation, hvor der måske kan være en risiko for, at der kan komme krav om erstatningsundervisning. Og dér vil det være rart, at vi nogenlunde kan dokumentere, hvad det så er vi har lavet. Så det er udelukkende for groft sagt at have ryggen fri, så vi ikke senere står med noget, der bliver uoverskueligt", siger Claus Brink Christensen.

Krav om præcisering af dokumentation

Formanden for Sønderborg Lærerkreds, Annette van Buren, udtrykker ligeledes tilfredshed med, hvordan sagen er landet i Sønderborg.

"Nu er det landet med den her præcisering om, at vi på et tidspunkt måske overordnet kan blive afkrævet dokumentation for den undervisning, vi har lavet, og derfor opfordrer man så den enkelte skoleleder til i samarbejde med tillidsrepræsentanten at lave et internt system for, hvordan man gør det her - også på en måde, som alle kan se sig selv i, fordi det er en meget speciel situation. Selvfølgelig er man i jævnlig kontakt med eleverne, men der skal ikke være krav om, at alle lærere er i kontakt med alle elever hver eneste dag og skal registrere det", siger hun.

"Vi er på herrens mark"

Annette van Buren påpeger samtidig, at sagen fra Sønderbog afslører en problemstilling, som omfatter alle kommuner.

"Vi er jo helt på herrens mark i forhold til, hvad det er for et dokumentationskrav, vi vil blive afkrævet. Inde på Folkeskolen.dk's Facebook-side er der jo også indlæg fra andre lærere fra andre kommuner, der fortæller, at de nu er blevet afkrævet et eller andet log-system, hvor de skal sidde og notere samtaler", siger hun.

Men Danmark er lige nu i en sundhedskrise, og den skal ikke gøres til en undervisningskrise, understreger Annette van Buren.

"Derfor er det sindssygt vigtigt at få sendt et signal til undervisningsministeren om, at vi meget hurtigt har brug for en præcisering af, hvor omfattende de tænker, at den her dokumentation skal være. Og jeg slår på, at der bør være tale om mindstebehandlingsprincippet, for i forvejen er det her jo svært nok for os alle sammen", siger Annette van Buren.

Skolelederformand: Glem det

Der findes endnu intet samlet overblik over, hvordan kommunerne håndterer nødundervisningen og forholder sig til kravet om dokumentation. Men formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, slår fast, at kommunerne og skolerne skal glemme alt om dokumentation.

"Der bliver ingen erstatningsundervisning.  Der bliver ikke iværksat lørdags- eller sommerundervisning, og der kommer ingen krav fra regeringen om dokumentation for, hvad man har gjort og ikke har gjort. Det kommer ikke til at ske, fordi man er godt klar over, at det her er en nødsituation, det har undervisningsministeren klart meldt ud", siger han.

Minister: Der bliver ingen ekstra undervisning, når eleverne vender tilbage

Ifølge Claus Hjortdal skal man holde op med at snakke om fjernundervisning.

"Det her handler om nødundervisning, og derfor skal forventningerne tilpasses, at det er en ny situation. Men selvfølgelig skal der være en balance, og lærerne skal da være sindssygt opmærksomme på, at der er andre, der ikke får fuld løn, som måske har et firma, der er gået konkurs - for det skal ikke hedde sig, som man siger. Derfor er det vigtigt at vise, at man er synlig og vise forældrene, at man er til stede og snakker sammen og laver opgaver og holder løbende kontakt og sørge for at lave noget, så der ikke kommer nogle forældre bagefter …" siger Claus Hjortdal.

KL: Lokale løsninger

Ifølge kontorchef i KL, Peter Pannula Toft, har kommunerne endnu ikke fået den endelige bekendtgørelse om nødundervisningen.

"Men kommunerne er allerede i fuld gang med nødundervisningen og gør det så godt, de kan, for alle børn og unge. Vi hører over hele linjen, at lærere, skoleledere og forvaltninger er opmærksomme på kravet om nødundervisning for netop at undgå erstatningstimer. I udkastet til bekendtgørelsen lægges der op til lokale løsninger på skolerne i forhold til, hvordan man vil registrere elevernes tilstedeværelse, så man kan sikre, at der bliver holdt fast i alle elever i denne særlige situation," lyder det i en skriftlig kommentar fra Peter Pannula Toft.