BLOG

Empty article - Subtitle

Blodsukker

6. kl. i sciencelab

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som afslutning på 6. kl.´s undervisning i natur og teknologi var vi på Faaborg gymnasium og arbejde med blodsukker.

I forvejen havde vi arbejdet med kroppen og haft fokus på kost og de forskellige former for kulhydrat, der er i vores mad.

Forløbet startede med at alle eleverne fik målt deres blodsukker på tom mave. Børnene var under protest gået med til at møde ind fastende. Efter måling af blodsukkeret blev de delt i 2 grupper. Den ene halvdel fik en ”lækker” sukkerfyldt morgenmad bestående af 75 g. chokopops,  2,5 dl. minimælk og 2,5 dl. coca cola at drikke til. Den anden halvdel skulle spise 100 g. grov pasta med skinkestrimler og drikke vand til.

Det er et forløb jeg har arbejdet med før med udskolingselever, og der har altid været rift om chokopops og cola, men til min store overraskelse var der kun to, der meldte sig frivilligt til at spise den usunde morgenmad, så vi måtte ud i en lodtrækning. Der er åbenbart sket noget med de unge menneskers syn på, hvad der er sundt og usundt, så det er jo dejligt.

Da de havde spist  deres morgenmad, skulle blodsukkeret måles igen og så skulle de i gang med forskellige aktiviteter. En fra hver morgenmadsgruppe skulle lave ingenting, to skulle gå, to skulle cykle og to skulle løbe. De ville så hvert 20. minut få målt deres blodsukker. Aktiviteterne skulle vare i ca. 1½ time. Alle resultaterne fra blodsukkermålingerne blev sat ind i et excelark, og der kom de fineste grafer frem.

Alt det ungerne havde lært i teorien viste sig heldigvis at gælde i praksis, så kort fortalt viste tallene, at blodsukkeret steg meget hurtigt og var hurtigt brændt af, ved dem der fik den usunde morgenmad. Ved dem der fik den morgenmad som ikke indeholdt den kortkædede form for kulhydrat, var blodsukkeret mere stabilt. DEJLIGT når tallene opfører sig pænt.

Efter en tiltrængt pause med en god frokost og snak om ømme fingerspidser, skulle de unge mennesker prøve at skrive ned hvad de foretog sig i løbet af et døgn. Hvor lang tid de sov, sad, gik, cyklede, løb m.m. De fik nogle tabeller, hvori de kunne se, hvor meget energi de forskellige former for aktivitet krævede. Derefter skulle de finde ud af, hvor meget energi den mad de havde spist indeholdt, og så sammenligne om de havde brændt mere energi af, end de havde indtaget, eller de indtaget mere energi end de havde forbrændt.

Det viste sig, at en del af dem faktisk ikke havde spist nok i forhold til hvad de havde forbrændt, men det gav så anledning til en god snak om, at der er mange fejlkilder i sådan en beregning, og der er stor forskel på det enkelte menneskes forbrænding og optagelse af næring.

Vi havde endnu engang en fantastisk lærerig og hyggelig dag i Faaborg gymnasiums sciencelab:-)