Stine Clasen
Blog
Formidling af viden
’Ok jeg gør det’. Hun gik op på det hvide stykke flip over papir, der lå lige der midt på gulvet. Vi andre sad i en halvcirkel rundt om. Der var helt stille i kursuslokalet.
Vi havde været i gang i to timer og var nået til et sted i forløbet, hvor hver enkelt kursusdeltager fik mulighed for at stille sig på papiret og tale i maksimalt tre minutter.
’Jeg kan ikke lide marcipan,’ sagde hun. Vi andre stirrede på hende. Vi var noget uforstående over hendes første sætning. Det var et kursus i formidling, og deltagerne var konsulenter og psykologer. Hvorfor så tale om marcipan? Vi kunne ikke umiddelbart se forbindelsen. Ingen sagde noget. Vi ventede. ’Jeg kan slet ikke lide marcipan, hvad der er underligt, for jeg kan faktisk godt lide mandler, og jeg kan også godt lide sukker. Men ikke marcipan.’ Hun fortsatte i to minutter med at tale om marcipan. Hun var en formidabel formidler, og vi sad naglet til stolene og lyttede intenst til hendes ord.
Vidensbegrebet har været og er under massiv udvikling i og med, den kan hentes hvor som helst når som helst. Viden i traditionel forstand er ikke forbeholdt de få. Viden kan man læse, lytte og erfare sig til på utallige måder. Formidlingen af viden uanset hvad slags viden, der er tale om, hænger uløseligt sammen med måden, der formidles på.
Hvornår ved man nok for at kunne, ville, eller turde stille sig op foran en eller flere og formidle sin viden? Måske ved man aldrig helt nok, og måske er det heller ikke udelukkende mængden og tyngden af viden, det kommer an på. Måske er det snarere modet til at stå der med den viden, man nu engang har, det handler om. Og samtidig være bevidst om valget af formidlingsrammer og –former afhængig af konteksten og målgruppen.
Ingen af os glemmer nogensinde marcipanhistorien.
