Leif Sort: Pædagogikken vil komme i klemme på sygehuse

Kommunikationscentrene kan med fordel lægges ind under sygehusene, hvis et flertal i Folketinget nedlægger regionerne, mener Torben West, formand for Sammenslutningen af Danske Tale-Høre-Synsinstitutioner, DTHS.

"Det kunne være en god løsning at placere os på en sygehusafdeling, fordi det ville give os en vis budgetsikkerhed. Fagligt er det heller ikke så tosset, for vi arbejder i forvejen tæt sammen med sygehusene. Når de ikke længere kan opnå resultater med medicin og operationer, har de os tilbage at henvise til", sagde Torben West i går til specialpaedagogik.dk.

Men den tanke bryder Leif Sort fra hovedstyrelsen i DLF sig ikke om.

"Når taleundervisning af folk med blodpropper og hjerneblødninger er placeret på sygehuse i andre lande, skyldes det, at de betragter det som genoptræning. Det unikke i Danmark er, at vi har en pædagogisk tilgang til specialundervisning for voksne, og den kommer i fare, hvis undervisningen alene skal foregå på sygehuse", siger Leif Sort, der er formand for DLF's følgegruppe i specialundervisning.

Lægerne sætter sit præg på alt

Faren opstår, fordi sygehusene er præget af en somatisk tankegang, mener Leif Sort.

"Lægerne arbejder ud fra diagnoser, mens vi i specialundervisningen bruger faglige vurderinger til at afgøre, om undervisning kan afhjælpe borgerens problem. Men lægerne mener ikke, at et sygehus kan fungere, uden at de har styr på alt, hvad der foregår. Derfor risikerer den pædagogiske tilgang at komme i klemme".

Leif Sort peger også på, at en forankring på sygehusene vil splitte talepædagogerne op i meget små enheder.

"De vil formentlig skulle fordeles på flere sygehuse. Sådan er det også i dag, når de indleder underivsningen, men de kan træde tilbage til deres kommunikationscenter og få en pædagogisk dialog med deres kolleger. Det er svært at give hinanden faglig spaaring, hvis man kun er to et sted".

Selv om man får genoptrænet sit sprog, kan blodpropper og hjerneblødninger føre til hjerneskader, som betyder, at man ikke kan klare hverdagen som før, påpeger Leif Sort.

"Man kan ændre personlighed eller realitetsopfattelse, og så kan man få brug for undervisning, der hjælper én til at leve et nyt liv. Men på det tidspunkt er man for længst udskrevet fra sygehuset. Det er ikke sikkert, sygehusene vil have med den slags efterbehandling at gøre. I dag ligger den i kommunerne, og det er bestemt heller ikke sikkert, at de vil af med opgaven", siger han.

Lige tidligt nok at begrave regionerne

Det er alt for tidligt at komme med bud på, hvad der præcist skal ske med den regionale specialundervisning, herunder lands - og landsdelsdækkende tilbud som Center for Døvblindhed og Høretab i Aalborg, Center for Høretab i Fredericia og Nyborg og Synscenter Refsnæs i Kalundborg, hvis regionerne bliver nedlagt, mener Leif Sort.

"For det første har vi endnu ikke hørt konkret, hvad man skal sætte i stedet for regionerne. Derfor ved vi for eksempel ikke, om sygehusene vil blive organiseret under staten, eller om de skal være selvejende institutioner, administrative fællesskaber eller drives af kommunerne i fællesskab. For det andet er det slet ikke sikkert, at der er flertal for at nedlægge regionerne efter et valg. Det er lige tidligt nok at begrave dem".

Kompenserende specialundervisning trænger til et eftersyn

Uanset hvad der sker med regionerne, ser Leif Sort gerne, at politikerne genovervejer den måde, den kompenserende specialundervisning er organiseret på.

"I dag har kommunerne myndighedsansvaret, men der mangler en initiativpligt. Hvis en kommune er for lille til selv at skabe et relevant tilbud til en autist, kan den købe en plads på en institution i nabokommunen. Men nabokommunen har ikke pligt til at oprette et tilbud med den nødvendige kvalitet, og det er ikke hensigtsmæssigt. Vi er nødt til at se på, hvad kommunerne har pligt til", siger Leif Sort.

Det fungerer heller ikke, at kommunerne uden videre kan springe fra deres hensigtserklæringer om, hvor mange pladser de får brug for på en regional institution.

"Det gør det vanskeligt for udbyderne at agere og dermed at opretholde den nødvendige ekspertise. I stedet for blot at se på kommunikationscentrenes fremtid, bør vi se på hele specialundervisningsområdet: Er modellen fra strukturreformen i 2007 den rigtige, eller er der behov for justeringer?", spørger Leif Sort.