Øm Kloster findes i virkeligheden, og det gør Øm Klosters krønike også. Men historien om Kildebanden og dens bedrifter er det pure opspind: Det er de fire venner Johan, Martin, Ditte og Isabella, som ud af en forfatters hoved har fået til opgave at sørge for at løse mysteriet om ridderen Jens Kanne og det forsvundne klosterguld. Og kilden er det efterskrift, munkene på Øm Kloster efterlod sig. Et ikke helt uinteressant stykke papir.

I nutid er der tale om en fuldblods skattejagt, hvor de gode kæmper mod de onde, men hvor virkeligheden også kan overraske og viser verden mere nuanceret end som så.

Johan har fået æren af at indtræde i jeg-fortællerens rolle, og det er gennem hans øjne og tanker, at historien udfolder sig. Det er også for ham, at selveste Jens Kanne viser sig, da realisme afløses af magisk realisme.  

I det hele taget inddrages der mange temaer og niveauer i fortællingen. Måske for mange, i forhold til hvad man som 10-12-årig kan holde styr på. Og det er bogens aber dabei: At den gaber over mere end nødvendigt. Måske i en misforstået idé om, at bøger til børn aldrig må "hvile". Der skal hele tiden ske noget.

Kombinationen af realisme og fiktion er tiltalende. Tanken om, at rammerne for historien i virkeligheden har fundet sted, og en kreativ forfatter, som digter videre, rummer potentiale til at nå børn, som ellers har svært ved at finde glæden ved bøger. Med serien om Kildebanden og bog nummer to er der dømt action og overraskelse - og gode diskussioner om Danmarks middelalder, som slet ikke var så kedelig endda.