Anmeldelse

Tunnelbyens hemmeligheder

Nervepirrende og uhyggelig ungdomsroman

Pubertet, eventyrlyst og atombunkere smelter sammen til en medrivende historie

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fem unge, Alex, Kasper, Viking, Sylvester og ”Aben” (Hanna), er besat af at udforske Stockholms fysiske underverden, en disciplin, der kaldes urban exploration. Ungdomsromanen "Tunnelbyens hemmeligheder" er en nervepirrende og uhyggelig – sine steder ret klaustrofobisk – historie, der er rigtig svær at lægge fra sig, for som læser bliver man indfanget fra allerførste side. I gruppen er der jalousi, kærlighed, venskab, flugt, kamp om, hvem der skal være leder, og jagt på mening i tilværelsen. Alle de ingredienser, der skaber både dynamik og problemer imellem de unge.

Fakta:

Titel: Tunnelbyens hemmeligheder

Forfatter: Thomas Fröhling

Pris: 199,95

Sider: 192

Forlag: Vild Maskine

Gruppen er besat af at finde tunnelbyen dybt nede under Stockholm, der blev bygget, så betydningsfulde personer i det svenske samfund kunne være i dækning i tilfælde af en atomkrig, men nu er den ikke længere i brug. Kasper kommer i besiddelse af et kort, så man kan finde en nedgang gennem en kloak til tunnelbyen, og så er der ingen vej tilbage. Kasper derned, på trods af at det vil blive en livsfarlig tur – og det gør det!

Nede i dybet møder Kasper – og senere også ”Aben” – et par gedigne overraskelser, men det vil være synd at afsløre, hvem de er. På et hængende hår lykkes det dog at redde alle op. Så meget tror jeg godt, man må røbe. Så skulle man tro, at alle var blevet klogere, men nej.

"Tunnelbyens hemmeligheder" er elementært spændende, ja, næsten thrilleragtig. Gruppedynamikken spiller en vigtig rolle i romanen. Kasper og "Aben" vokser, mens der ikke sker ret meget for Viking og Sylvester. I løbet af sommermånederne glider Kasper langsomt, men sikkert væk fra kæresten Vera og ”opdager” ”Aben”, som han ellers troede, han kendte godt, og man aner mod slutningen, at de er på vej til at blive kærester.

Spændende og velskrevet ungdomsroman.

Powered by Labrador CMS