Anmeldelse

Didaktik, design og digitalisering

Teori, teknologi og realisering

Digitaliseringens betydning for læring og kommunikation sættes under forskernes lup med forklaring af teoretiske begreber, diskussion af den nyeste teknologi og beskrivelse af konkrete cases.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Udgivelsen udspringer af forskningsprogrammet med samme titel som bogen, "Didaktik, design og digitalisering", ved Institut for Design og Kommunikation på Syddansk Universitet. Forfatterne til bogens ti kapitler er alle tilknyttet dette forskningsprogram. Forskningsprogrammet definerer digitalt didaktisk design som: "Design af digitale resurser og aktiviteter med henblik på at understøtte læring og faglig formidling". I bogen er det formuleret sådan: "Didaktik, design og digitalisering omhandler digital didaktisk design af web- og mobilteknologi. Bogen sætter fokus på digitaliseringen og de muligheder og problemstillinger, den bringer med sig i forhold til læring og kommunikation".

Fakta:

Titel: Didaktik, design og digitalisering

Pris: 269

Sider: 250

Forlag: Samfundslitteratur

Forfatterne har tydeligvis et stort kendskab til den internationale forskning på området, og læseren får således i hvert kapitel en gennemgang af forskningen på det pågældende område sammen med en begrundelse for valg af teori. Ofte ridses den historiske udvikling af teorierne op, ligesom hvert kapitel afsluttes med en afrunding, hvor vi får en opsummering af kapitlets indhold og en fyldig litteraturhenvisning til både danske og udenlandske værker.

Bogen er opdelt i tre dele, en teoretisk, en teknologisk og en praktisk. Den teoretiske del forklarer centrale begreber knyttet til design af digitale resurser og aktiviteter med henblik på undervisning, læring og faglig formidling. Her får vi en gennemgang af begreberne didaktik og ikke mindst begrebet design, hvor ordets mange betydninger forklares og diskuteres. Alle betydninger af design har en eller anden relation til begrebet formgivning, men på meget forskellig måde. Forståelserne af designbegrebet introduceres ved hjælp af farvekoder, som der efterfølgende relateres til i resten af bogen.

Den midterste del omhandler de teknologiske tendenser, for eksempel web 3.0-teknologien. Web 3.0 kaldes også det semantiske web, hvor indhold kan søges via metadateringen af data ud fra emne- og indholdsmæssig relevans. Det fremtidige potentiale for udnyttelsen af dette i undervisningen ligger måske i begrebet "web 3.0-klare" læringsobjekter.

Bogens sidste del omhandler den konkrete realisering af digitalt, didaktisk design. Vi præsenteres her for fire cases, hvoraf en er anvendelsen af iPads i folkeskolen, nærmere bestemt i danskundervisningen i en 5. klasse. Her beskrives, hvordan nye undervisningsaktiviteter er en mulighed, som lærerne kan udnytte, hvis de har de nødvendige didaktiske og tekniske kompetencer til det. Forskerne har udviklet en interessant analysemodel, som kan anvendes til at dokumentere, hvordan arbejdet med danskfaglige kompetencer kan understøttes af iPads.

Bogen henvender sig især til forskere, undervisere og studerende på videnskabsstudier. Lærere på videreuddannelse vil her kunne hente grundlæggende viden om forskningen og de nyeste teknologiske tiltag på området digital læring og kommunikation.

Powered by Labrador CMS